}
Utøya. I Nordnorge bestiller en mor et bronzehjerte for at lægge det på sin søns grav. I Bruxelles leder en tidligere statsminister efter ordene. En ung mand henvender sig stadig til sin døde kammerat for at diskutere politik. Et årti er gået siden 22. juli. Åsne Seierstad beskriver livet efter døden og det langsomme opgør med den yderste højrefløjs retorik.

Ti år efter

<p>Arkivfoto: Mads Nissen, Scanpix</p> Foto: <p>Arkivfoto: Mads Nissen, Scanpix</p> Foto:
Arkivfoto: Mads Nissen, Scanpix
Ti år efter

I lang tid gik de op på hans værelse hver aften for at tænde lys. Og slukkede det igen, når de gik til ro. De trak rullegardinet ned, når der var midnatssol, og når nordlyset flammede over himlen. De sad på hans seng, lod hænderne glide over hans tøj i klædeskabet, mens årstiderne gik deres gang uden for vinduet. I hans pult havde de fundet tre jakkemærker. »Rød og stolt« stod der på det ene, »Nej til racisme« på det andet, og med hvide bogstaver på rød bund et tredje – »AUF«, Arbeiderpartiets ungdomsorganisation.

Den 18-årige dreng havde vokset sig så høj, at moderen var bange for, at han skulle stange hovedet mod kis­tens endestykke. De havde klædt ham i hans første voksne sæt tøj, der havde været så flot og dyrt, at mor og søn havde splejset om at købe det. En måned senere fæstede hun jakkemærkerne med nåle til stoffet på brystet. De svøbte ham i et himmelblåt sengetæppe, hun havde vævet færdigt, lige før han tog afsted til Utøya – et tæppe, han skulle have haft med, når han flyttede hjemmefra. Han havde fuldført to år på Bardufoss videregående, men alt det politiske arbejde skete jo i Tromsø, så »Lille Obama«, som hans bedstefar kaldte ham, skulle tage det sidste år der i byen.

Hun var blevet så glad, da han bad hende om at væve et sengetæppe til ham. Vævningen slap tankerne fri og lod kroppen slappe af efter de lange skift som medhjælper på et plejehjem. Blåt, blåt som himlen, havde han svaret, da hun skulle vælge farver.

22. juli 2011 var Anders Kristiansen vagtmand på Utøya. »Der er noget, som ikke stemmer her,« sagde han til de omkringstående, da der med en skratten i walkie-talkien blev talt om, at der var kommet en politimand ud på øen. Han gik afsted for at se efter. Det sidste, den 16-årige Julie Bremnes hørte ham råbe, var: »Løb! Se dig ikke tilbage!«

Anders blev fundet som en af ti unge, der lå tæt sammenslynget på Kærlighedsstien. Han lå i ternede shorts med ansigtet mod det regntunge græs og armen rundt om en pige med langt, bølgende hår. Den 11. på stien, den eneste, der overlevede, fortalte senere, at da skuddene nærmede sig, havde de besluttet at lægge sig ned og lade, som om de var døde.

Jeg fulgte familien Kristensen i årene efter terrorangrebet, hvor Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker, 69 på Utøya og otte i Oslo. Derfor kunne jeg i bogen En av oss – en fortelling om Norge skildre den tidligere leder i Bardu AUF fra barnsben til hans brutale død. Nu var det længe siden, jeg havde talt med Gerd. Jeg gruede for at tage kontakt med hende. Udskød det. Klumpen i maven voksede, som dagene gik, og sommeren nærmede sig den dato.

Jeg havde fået et glimt af den afgrund, de var dømt til at stå ved resten af livet. Gerd Kristiansen havde vist mig, hvor mørkt der var dernede, hvor koldt, hvor ensomt. På vores ture i barfrost eller snedriver deroppe nord for polarcirklen havde jeg skimtet den knivskarpe smerte, det er at miste et elsket barn.

Årene gik. Jeg sendte en strikkeopskrift, et billede fra en fjeldtur, min søn på en fodboldbane. I år, før den 17. maj, sendte jeg en video af min datter, som øvede med Bolteløkka pigekor på Slotspladsen for selveste kongen. Du kan se det på NRK, skrev jeg til Gerd. Tak, det ville hun gøre. Det er længe siden, vi har talt sammen, tilføjede hun. »Mange har taget kontakt med os i forbindelse med tiåret for den 22. juli. Jeg bliver bare ked af det. Klem.«

Døden er på sin vis glemsel. For os, som ikke står så nært. Vi, som bare strejfer afgrunden, trækker øjnene til os, ryster det af os, som vi ikke kan holde ud, og lever videre. Tiden skaber en voldsom afstand mellem dem, som stadig sørger og mangler et barn, og resten af os.

Under arbejdet med En av oss lærte jeg, at sorgen vil ses, vil anerkendes, vil bemærkes og tales om. Kardinalsynden mod en sørgende mor eller far eller bror er at undlade at nævne den døde. Måske forsøger vi at vige uden om døden, fordi vi er bange for at såre, men vi overser, at tabet er så enormt, at det giver plads til flere.

Så jeg blev en af dem, der ringede i juli, den måned, Gerd helst vil rive ud af kalenderen. Hej, svarede hun lidt lysere, end jeg huskede hendes stemme. Hun stod i en butik i bygden Sjøvegan, hvor hun havde bestilt et bronzehjerte. Det skulle være færdigt den 21. juli, så de kunne lægge det på sønnens grav. Hun bad mig ringe tilbage senere.

I mange år havde hendes sorg været blandet med vrede. Det var svært at rette vreden mod de ideer, der havde formet terroristens verdensbillede. De var fjerne og udflydende. Men ugerningsmanden kunne hun hade. Desuden havde hun været vred på politiet og myndighederne, på AUF og på Arbeiderpartiet. Det føltes, som om ingen tog ansvar for, at Anders var revet bort fra hende. Hvor var efterretningsvæsenet, specialstyrkerne, vagtholdet? Gerd var også vred på rosetogene, på Facebook-hjerterne, på at man ikke måtte skrige sin smerte ud i samfundet, men skulle udvise det, som nogle kaldte værdighed.

Viljar Hanssen var den eneste, som fik stuen i Bardu til at lyse op, ja, som om Anders selv havde været der. »Du er jo lidt min, og jeg er lidt din,« havde han sagt til Gerd. Politiet havde registreret ham som død, da han lå i vandkanten neden for Kærlighedsstien. Da en AUFe­r stod fast på, at han levede, fandt en politimand en puls, skubbede dele af hans hjerne tilbage i den sprængte hovedskal og bandt et tørklæde om hovedet. Han vågnede af koma efter ti dage. Han manglede det ene øje, de fingre, han havde dækket øjet med, og dele af skulderen. Fragmenter af et af projektilerne lå så tæt på hjernebarken, at de ikke kunne fjernes.

Viljar Hanssen var 17 år gammel, da han deltog i den politiske sommerlejr på Utøya i 2011 og blev ramt af skud i både hoved, skulder, hånd og lår. Han mistede synet på højre øje og måtte have tre fingre amputeret. I dag studerer han jura og er medlem af Tromsøs bystyre, men han lever også med frygten for, at projektilsplinterne, som stadig sidder i hans hjerne, en dag begynder at flytte på sig. En af dem ligger blot tre millimeter fra hovedpulsåren.
I 2012 blev han fotograferet til et fotoprojekt om terrorangrebets ofre. Arkivfoto: Andrea Gjestvang, Panos Pictures.
Viljar Hanssen var 17 år gammel, da han deltog i den politiske sommerlejr på Utøya i 2011 og blev ramt af skud i både hoved, skulder, hånd og lår. Han mistede synet på højre øje og måtte have tre fingre amputeret. I dag studerer han jura og er medlem af Tromsøs bystyre, men han lever også med frygten for, at projektilsplinterne, som stadig sidder i hans hjerne, en dag begynder at flytte på sig. En af dem ligger blot tre millimeter fra hovedpulsåren. I 2012 blev han fotograferet til et fotoprojekt om terrorangrebets ofre. Arkivfoto: Andrea Gjestvang, Panos Pictures.

Når Viljar holder fri fra jurastudierne og fra sin plads i Tromsø bystyre, tager han op til en hytte i Valdres, hvor han er omgivet af familien. Han spørger stadig sin kammerat til råds. Hvad ville Anders, som de kaldte »chefen og statsministeren«, have sagt? »Han blev jo kun 18 år, men han bliver ældre med mig, han er min evige ligemand, og han er med, når jeg tager vigtige valg i livet. Sommetider er vi enige, sommetider uenige.«

Det har været et tungt årti. Først skulle han vende tilbage til livet, træne sig op efter skaderne, og så skulle han ligesom være taknemmelig for at have overlevet uden at vise hverken had eller vrede. »Dette forår har været ekstra tungt,« fortæller Viljar. Men den største belastning for mange AUFere er kommet via det værste svineri i vores offentlighed – den hetz på nettet, hvor midaldrende mænd – ja, det er dem, der er flest af – sparker til dem, som slås med problemer. Viljar har været udsat for sin del af det og har måttet høre på, at det var synd, Breivik ikke fik ram på ham. En anden udtrykte ønske om, at han måtte blive evigt voldtaget af ugerningsmanden. I lang tid har Viljar levet i et konstant psykisk beredskab, mens hans krop ventede på et nyt angreb. Han holdt sig væk fra AUF, for al politik var angstskabende.

Ti år efter terroren på Utøya er en generation politikere væk. AUF har mistet tre amtsformænd, to amtsnæstformænd samt ti ledere og mellemledere for AUFs lokalforeninger. 15 af de dræbte var kandidater på Arbeiderpartiets lister i kommunalvalget samme år. »Få af de overlevende er politisk aktive nu,« siger Viljar. »Det er ikke tilfældigt.«

Mange har talt om, at Norge må tage et opgør med højreekstreme holdninger. Men når AUFere har antydet, at der ikke er tale om løsrevne ideer på internettet, men om en retorik, der anvendes overalt på den parlamentariske højrefløj, og at denne højrefløj må tage et opgør, er de blevet mødt med tavshed eller kritiseret for at ville begrænse ytringsfriheden. Der har været et rum for den 22. juli, rosetog og fællesskab og et andet rum for politisk debat. De forskellige rum har været uden forbindelse med hinanden. Breivik har hverken fået plads i indvandrings- eller i racismedebatten.

Den tidligere næstformand i Sosialistisk Venstreparti Snorre Valen skriver i sin nye bog Utøyakortet, at højrefløjen har brokket sig over at få mundkurv på i årene efter 22. juli, hver gang AUF har bragt begrebet »ytringsansvar« på bane. Redaktørkorpsets omsorg for konspirationssnak fra det yderste højre har været næsten grænseløs, mener han, mens AUF har fået besked på at tie stille.

Men lige før sommeren var det, som om der blev givet lidt mere los. Et skred blandt AUFere, som mente, at nu, nu er det nok! »Det var overlagt vold, og den var politisk motiveret,« skriver AUFs tidligere generalsekretær Tonje Brenna i sin bog 22. juli og alle dagene etterpå.

I tiden lige før tiårsdagen for terroren er der blevet fremtvunget en offentlig samtale. »Dette er sidste chance. De næste kampe vil finde sted i skolerne og mellem historikerne,« siger Viljar. »Det er, som om en byrde er fjernet fra mine skuldre,« siger han. »Over at andre end AUF tager del i debatten.« Men Viljar bærer stadig på en byrde, en byrde, som er tung at kapere. Hvis fragmenterne i hans hjerne begynder at flytte sig efter et slag, et fald eller bare af sig selv – kan de gøre ubodelig skade. Den nærmest sylespidse projektilsplint ligger tre millimeter fra hovedpulsåren i hovedet.

Det ringer på portklokken. På fortovet udenfor står Riccardo Staglianò fra la Repubblica. »I Italien ville jeg ikke tage mig af det,« undskylder han. »Men i Norge ... jeg tør ikke andet.« Han peger på parkeringsautomaten, hvor det stærke sollys gør vejledningen ulæselig. »Norge er jo blevet en politistat efter terrorangrebet ...« siger han spøgefuldt. Automaten trækker langt om længe parkeringsafgiften på hans kreditkort. Vi sætter os i havens skygger på en dag, hvor Oslo flimrer af hede. Riccardo har læst Uno di noi og er blevet nysgerrig efter at vide, hvordan det er gået i tiden efter terroren. Han går lige til det spørgsmål, som udenlandske journalister synes er det mest centrale: Hvordan har Norge forandret sig efter terrorangrebet?

Jeg er ofte blevet spurgt om det, mens jeg har fulgt min fortælling om terrorangrebet fra land til land. Sommetider har jeg brugt en metafor: Terroren har skåret et dybt sår. Såret heler, men arret forsvinder aldrig. Hvis man kradser i det, gør det ondt, men kroppens funktioner fortsætter som før, de er ikke ramt. Konklusion: Landet er det samme, selvom vi lever med et ar. Til sammenligning forandrede terrorangrebet 11. september 2001 en hel verden. To krige fulgte efter med et efterslæb af radikalisering, fremvæksten af IS og så en tredje krig. Det har kostet hundredtusinder af døde og billioner af dollar.

Norge er derimod stadig præget af en høj grad af tillid, stærke fællesskaber, en slags udvidet enighed, nærhed mellem bund og top. Åbenhed. Tolerance. En høj grad af integration og en stærk velfærdsstat. Meningsmålinger viser ikke længere nogen forandring i folks tillid til staten før og efter 22. juli, sammenfatter jeg derude i haven.

»Men der er noget, jeg ikke forstår,« siger Riccardo, »og som aldrig kunne være sket i Italien.« Han trækker stolen længere ind i skyggen.

»Hvis et af vores politiske partier var blevet udsat for et terrorangreb, ville det ikke betænke sig et sekund på at råbe op om, at dets politik og værdier var blevet angrebet. Hvorfor hører man ikke mere om det fra Arbeiderpartiet?«

I dagene efter terroren følte de fleste nordmænd sig ramt, prøver jeg at forklare. Og statsministeren, som var fra Arbeiderpartiet, måtte vælge. Han kunne ikke kun være partileder, han måtte være hele landets leder.

»Men Breivik omtalte jo AUF som en forræderisk femtekolonne, som havde skylden for en islamistisk invasion af Norge,« indvender Riccardo. »Det var derfor, han angreb AUF. Han angreb ikke hele landet.«

Jeg bliver ved med at reflektere over Riccardos spørgsmål, da han er gået. Er det så enkelt, at Jens Stoltenberg først og fremmest var statsminister og først derefter partileder, og at han satte demokratiet højere end partiet? Hvordan ræsonnerede han, og hvilke tanker gør han sig nu? Var sammenholdet vigtigere end nødvendige politiske diskussioner?

Nogle dage senere får jeg fat i Jens Stoltenberg. Han har lige været til NATO-topmøde. Samtalerne med USAs nye præsident var vellykkede. Ifølge presseudtalelserne er harmonien tilbage, »og sammenholdet i familien genoprettet«. Konsensus, kompromis, sammenhold – man kan gætte sig til, at det er nogle af generalsekretærens kæreste ord.

Det er aften i Bruxelles, og en lidt træt stemme svarer. Jeg fører den forhenværende partileder tilbage til Norge og til den dag, han har omtalt som den værste i sit liv.

»Hvad tænker du nu?« spørger jeg. »Hvad var rigtigt og vigtigt dengang, og hvad er forandret nu? Var det vigtigst at være en samlende leder – alles statsminister – også Fremskrittspartiets?«

Stoltenberg bliver stille. Tavsheden giver plads til endnu et par spørgsmål skåret over samme læst, forskellige indblik i partiet. Han rømmer sig og beder om forståelse for, at han skal bruge lidt tid. »Jeg har arbejdet med Afghanistan hele dagen ... jeg er nødt til at tænke mig om. Jeg må eje dette her. Eje ordene. Det er meget vigtigt for mig,« svarer han. Han kan ikke uden videre en sen aftentime på kontoret svare på alt, hvad jeg spørger om, forklarer han. Han understreger flere gange, at han er glad for den debat, der verserer lige nu, og som er blevet bredere og har fået flere stemmer. »For hidtil har AUF måttet bære den tungeste byrde alene,« siger han, der selv meldte sig ind i AUF som 14-årig, og som har været på Utøya hver eneste sommer, fra han var 15.

»Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at vi har en fælles pligt til at minde hinanden om, hvorfor terroren ramte os,« siger han lidt efter. »Det var et målrettet angreb på Arbeiderpartiet og AUF. Terroristen ville forandre vores land med vold. Derfor var det også et angreb på Norge.« Han siger, at vi alle sammen har et ansvar for at lede efter svar på, hvorfor terroren fandt sted, og ikke mindst hvordan vi skal arbejde og kæmpe for, at den ikke sker en gang til.

Jeg fortæller ham om samtalen med Gerd. »Jeg husker Anders,« siger Stoltenberg. Han hilste selv på Gerd og ægtemanden Viggo et par dage efter terrorangrebet, da deres søn stadig kun var meldt savnet. »Vi mistede nogle af vores bedste unge mennesker og Arbeiderpartiets største talenter den dag,« siger han om drengen, som kammeraterne kaldte »statsministeren«. »Det bedste, vi kan gøre for at mindes dem, er at blive ved med at tale om 22. juli og forsvare de værdier, de troede på, og kæmpe for demokrati og ytringsfrihed.«

Stoltenberg vil formodentlig altid være den statsminister, der måtte holde sammen på Norge i en krise. Det betød, at han i dagene efter 22. juli også skulle være statsminister for dem, han var rivende uenig med.

Undertiden ser man tydeligst på afstand. Efter den norske højrefløjs sejr ved stortingsvalget i 2013 kunne man læse denne overskrift i den britiske avis The Independent: »Anti-immigrant party with links to Breivik set to enter government.« I manchetten stod der korrekt: »Utoya mass murderer Breivik was a member of the populist right-wing Progress party, which is set to join three centre-right parties in a coalition.« To fotos på samme størrelse blev bragt i artiklen. Det ene af Breivik. Det andet af partileder Siv Jensen.

I udlandet er sammenhængen mellem Breivik og Fremskrittspartiet soleklar. I Norge er partiet blevet beskyttet. I stedet for at spørge, om næsten ti års medlemskab af partiet har påvirket Breiviks politiske anskuelser, har holdningen været: stakkels parti, der havde ham som medlem. Flere bøger har i år dokumenteret, hvordan Fremskrittspartiets tillidsrepræsentanter helt oppe på regeringsniveau har angrebet AUF for at »spille offer« og for at »trække Utøya-kortet«, mens AUF er blevet kritiseret for at have givet Fremskrittspartiet skylden for terroren, de gange partiets retorik er blevet debatteret i indvandringsdebatten.

Smag på ordene »snigende islamisering«. Og se på rækkefølgen. Siv Jensen lancerede begrebet i en tale holdt ved partiets landsmøde i februar 2009. Hun advarede mod ghettoisering af Norge, brugen af hijab og krav om halalslagtet kød. Andre tillidsrepræsentanter i partiet brugte ord som »kultursvigt« og »korstog«, begreber, der ligger svimlende tæt på terroristens hadeunivers.

Hvad gjorde Breivik selv i 2009? Jo, han var optaget af nogle af de samme ting som Siv Jensen. At muslimerne kom ind ad bagdøren. Og at Arbeiderpartiet lukkede dem ind. Ved årets begyndelse var han stadig kun en netkriger, der skrev på sit manifest, samtidig med at han publicerede tekster på den indvandringskritiske hjemmeside document.no. Multikulturalismen var en anti­europæisk hadideologi, der sigtede på at ødelægge europæisk kultur, identitet og kristendom. »Fremskritts­partiet er offer for denne intolerance,« skrev han kort før stortingsvalget i september 2009. Da der kom et rød-grønt flertal, beklagede han sig over, at »norske journalister vandt krigen mod Fremskrittspartiet«. Han havde på det tidspunkt publiceret flere poster med beskrivelser af, hvordan han kunne forny partibladet Fremskritt på en sådan måde, at det kunne fremstå som en bredere kulturkonservativ avis. Han trængte ikke igennem med ord.

I januar 2010 blev han ikke desto mindre lykønsket med avisprojektet af Fremskrittspartiets stortings­gruppe, der gerne ville stille op som interviewobjekter, selvom de ikke indgik i noget samarbejde. Det var hans sidste civile projekt. Måneden efter begyndte han at bestille våben, ammunition og kemikalier. Det er ikke til at komme udenom: Medlemmer af Fremskrittspartiet og terroristen havde fundet fælles vokabular og ideer og krydset spor på nogle af de samme hjemmesider.

Under arbejdet med denne sag har jeg indset, at min ar-metafor halter. Såret er jo fuldt af pus. Det er betændt, det hæver, det skal åbnes og renses. Den bedste renselse ville være en erkendelse og en beklagelse. Erkendelse af, at ofrene nu i ti år er blevet sat på plads, hver gang de har forsøgt at kæde Breiviks ideer sammen med eksisterende ideer i det norske politiske landskab. Og en beklagelse over, at vi ikke før nu har forstået dette faktum tilstrækkeligt klart.

»Ved du hvad, jeg havde to, der hed Anders, og som lå og sloges i mit hoved. En god og en ond,« fortæller Gerd, da jeg ringer til hende igen. »Den onde havde sat sig godt fast i min hjerne og gjorde det så svært for mig at hente mit barn frem. Hvor har han plaget mig!«

Hun bliver skarp. »Det plager mig stadig, at han trækker vejret,« tilføjer hun. »At han skal luftes en time om dagen.« Hun taler om arbejdet på plejehjemmet. »Hvad med vores gamle? De bliver ikke luftet en time om dagen! Åh, hvor ville vi ønske, at vi havde kapacitet til at køre en tur med dem hver dag. Hvor de dog trænger til det!« Forresten hedder de ikke det samme, tilføjer hun. »Vores dreng hedder Anders,« siger hun med nordnorsk eftertryk på A’et og et tydeligt udtalt d. Den andens navn udtaler hun med osloaccent, et lyst A og stumt d.

Gerd væver igen. Før lånte hun en væv, nu har hun sin egen. »Vi fik jo penge. For Anders.« De stod og gjorde ondt. »Det var grusomt. Jeg havde min unge på en konto!« Så blev de til en vævestue og holdt op med at gøre ondt.

En aften gik hun op på hans værelse, hvor tøjet stadig stak frem fra hylderne. Hun kunne ikke give det til genbrugskæden Fretex og heller ikke smide det ud. Par efter par samlede hun hans jeans, 12 par i alt, og bar dem ned i kælderen og tog en saks frem. Forsigtigt klippede hun dem op. Forsøgte at få strimlerne så lange som muligt. Nogle var mellemblå, andre stenvaskede, endnu andre næsten hvide, et par mørke var der også. Så lå de der i en bunke på gulvet. Hun tænkte i lang tid over, hvordan hun skulle sætte dem sammen. En dag satte hun trenden op og begyndte at væve.

Blåt, blåt som himlen. Den farve, hun troede, hun ikke længere kunne væve med, fordi hendes barn lå død i blåvæven. Svøbt i jakker og jakkemærker. AUF. Rød og stolt. Nej til racisme.

Oversat af Claus Bech.

Blå bog

Åsne Seierstad er norsk journalist og forfatter. I 2014 udkom »En af os – en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik« på forlaget Gyldendal.

Læs også Mads Staghøjs artikel om arvtagerne efter Anders Behring Breivik på den ekstreme højrefløj.

Side 10



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby