Kommentar. Ti år efter den 22. juli på Utøya: De gode romaner problematiserer forestillinger om fællesskabet i stedet for at reproducere dem.

Vi er ikke stærke sammen

Pludselig er der gået ti år, siden 67 politisk aktive unge blev likvideret af en højrenationalistisk karnevalsfigur på Utøya i Tyrifjorden, dertil døde to i flugtforsøg. I Oslo omkom otte personer ved en bombesprængning.

I de første uhyggelige dage efter tragedien søgte nordmændene – med os andre som empatiske vidner – trøst i en blanding af det verdslige og det åndelige. I en domkirke forvandlet til nationalt sorghus talte daværende statsminister Jens Stoltenberg storartet om at svare terroren igen med mere åbenhed og mere humanisme.

krot
(f. 1964) skriver litteraturkritik, kommentarer og journalistik. Han har skrevet en række essaysamlinger om litteratur, kultur, politik, rejser m.m., blandt andet 'Kvinde på Dronning Louises Bro', 'Frisk fisk til inkaen', 'Den nøgne maskine', 'Soldatens år', 'Ord og handling', 'Det der var' og 'Flugten til Europa', 'Den druknede dreng' om flygtningekrisen som motiv i samtidslitteratur og kunst og senest 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur'. Desuden tilrettelægger og programvært på radioprogrammer og podcasts til DR P1 og P2.

Andre læser også