Leder. Det stærke demokratis mest opsigtsvækkende egenskab er evnen til at demokratisere og moderere bevægelser, som ønsker faktisk politisk indflydelse. Her er Norge på mange måder blevet et forbillede.
22. juli
NÅR juli skrider roligt frem, og de fleste mest bekymrer sig om vejrudsigten, er sommerdagene for 77 familier for altid mærket af Anders Behring Breiviks drab på deres kære – på Utøya og i regeringsbygningen i Oslo. Disse familier kommer sig aldrig. Ved tiåret for terrorangrebet bliver det diskuteret, om også såret på det norske demokrati har svært ved at hele. Længe, lyder det, reagerede nordmændene, som var det en naturkatastrofe, en tsunami eller et jordskælv, en ulykke uden afsender. Breiviks navn skulle helst ikke nævnes. Ledende politikere, herunder den daværende statsminister Stoltenberg, beskrev terroren som et angreb på demokratiet som sådan. I dag minder mange af dem, der blev ramt af angrebet, de overlevende medlemmer af AUF, med rette om, at terroren både havde et mål og en gerningsmand med et motiv. Målet var en venstreorienteret politisk bevægelse. Gerningsmanden en højreradikal ekstremist. Motivet modstand mod Norges indvandrerpolitik.
DEMOKRATIET kan ikke tolerere vold. Her går demokratiets tydeligste grænse. Demokratiske kræfter bør også sige klart fra over for politisk tankegods, der flirter med ekstreme politiske tiltag. De overlevende fra AUF har ret i, at nordmændene længe vægrede sig mod at diskutere det åbenlyse: at Breivik kom fra en ekstrem højrefløj, hvis eksistens kræver stor årvågenhed. De har også ret i, at angrebet krævede selvransagelse hos den øvrige norske højrefløj – ligesom Rasmus Paludans krav om deporteringer og nødret endelig fik den danske højrefløj til at trække en grænse.
Del:
