Risikabelt. Udenlandske penge skyller over danske iværksættere. Men de mest succesfulde flytter til London eller New York. Er Danmark gået glip af alletiders guldfeber?

Enhjørningens flugt

Så fik Contractbook 185 millioner kroner mere. Beløbet overføres fra investeringsfonden Tiger Global, som sidder på et svimlende bjerg af penge, 65 milliarder dollar højt.

Det er ellers kun fire måneder siden, at Contractbook, som ved hjælp af en digital platform hjælper firmaer med at holde styr på deres kontrakter, fik 58 millioner kroner fra to andre amerikanske fonde. Den danske virksomhed havde tænkt sig at vente med at rejse mere kapital, men fik så mange henvendelser fra udenlandske investorer, der tiggede dem om at tage deres penge, at de til sidst gav efter.

Penge flyder i fede strømme til Danmark for tiden. Til Pento, Pleo, Forecast, Capdesk, Cluedin og en stribe andre unge, danske virksomheder, der arbejder med software og data. Mere end tre milliarder kroner har såkaldte startups rejst i 2021, en ny rekord.

De udenlandske fonde jager unicorns, enhjørninger, som er betegnelsen for privatejede virksomheder med en værdi på én milliard dollar eller mere. Danmark er et godt sted at finde de mytologiske skabninger: Zendesk, Unity, Just Eat, Sitecore, Tradeshift. Alle digitale virksomheder, født på dansk jord, men senere indfanget af udenlandske investorer og sat på græs i London, New York eller Silicon Valley.

I udlandet har de siden vokset sig store og fede: Ifølge nogle beregninger er de fem enhjørninger i dag lige så meget værd som A.P. Møller – Mærsk, mens de 50 største danske techvirksomheder har skabt i omegnen af 50.000 arbejdspladser og værdier for 500 milliarder kroner inden for de seneste tre år. Men fordi halvdelen af dem er flyttet til udlandet – herunder syv af de ti største – er det danske samfund blevet fattigere, mens andre er blevet rigere.

Problemet er kun blevet større under coronapandemien, hvor pengene har siddet usædvanlig løst. Danmark, der ellers bryster sig af at være verdensmester i digitalisering, risikerer at gå glip af alletiders guldfeber. Og vi har endda kun os selv at takke for det, mener erhvervsmanden Lars Kolind, der også investerer i danske opstartsvirksomheder:

»Vi har skabt et sygt økosystem i Danmark. I de seneste ti år har der været bunker af muligheder, som vi ikke har kunnet udnytte, fordi danske virksomheder har for svært ved at rejse kapital herhjemme. Det har staten forsøgt at kompensere for ved at oprette sine egne fonde, men det har gjort det hele meget værre. Og når man så ser, at investeringer bliver mere globale, vil et dårligt investeringsklima som det danske kun fremme de udenlandske fondes muligheder. Mens vi til gengæld vil stå med endnu større problemer, end vi har i dag.«

En dyr udgang

Det burde ellers have været en god nyhed: Efter en usædvanlig lang periode med højkonjunktur er aktiekurserne blevet så høje, at pengestrømme alle vegne bevæger sig i retning af »alternativer«. Det kan være ejendomme i Australien, vindmøller i Kina eller nystiftede danske softwarevirksomheder, som har brug for kapital for at vokse.

»Venturefonde fra udlandet kommer til Danmark i stort tal, og man ser en eksplosion i de penge, der er til rådighed for startups,« siger Tommy Andersen, formand for den forrige regerings iværksætterpanel og medstifter af investeringsfonden ByFounders.

»Engelske, franske, amerikanske og tyske fonde kommer hertil med større og større checks. For fem år siden var der kamp om midlerne, men i dag er det investorerne, der slås om at få lov til at pumpe penge i danske virksomheder.«

De tidlige pengeindsprøjtninger kaldes venturekapital og er altid risikable. En tommelfingerregel siger, at når man poster penge i ti selskaber, vil syv af dem gå rabundus, to gå i nul eller levere et lille overskud, mens den sidste skal betale pengene ti, 15 eller 20 gange tilbage. I de seneste år er det meste venturekapital gået til teknologisektoren, hvor virksomheder kan vokse enormt hurtigt. Fondene er på jagt efter det næste Google, Facebook og Netflix, nu også i Danmark.

Ideerne strømmer ud af landet

Men pengene kommer med en række krav. Investorer vil have pladser i bestyrelsen og flytte hovedkvarteret til udlandet. Og for hver ny investeringsrunde bliver de danske stifteres andel udvandet.

Da danske Unity Technologies for nylig blev solgt, var stifteren David Helgasons ejerandel skrumpet til fire procent. Det er ikke usædvanligt, når stiftere af techvirksomheder laver et såkaldt exit. Helgason blev milliardær, og i medierne blev salget omtalt som endnu en dansk techsucces.

Dog har det været en større succes for de to amerikanske fonde, der ejede henholdsvis 24 og 18 procent af Unity ved salget. Og for det amerikanske samfund, der i dag huser Unitys hovedkvarter, og som fremover kan nyde godt af den skat og de arbejdspladser, som virksomheden leverer.

»Det er helt afgørende, at danskere ejer mest muligt af en virksomhed, når der sker et exit,« siger Christoffer H. Malling, leder af Innovationsfondens virksomhedsforløb for startups.

»Det danske samfund går glip af en stor gevinst, hvis det er pensionskasser eller andre store investorer i USA eller Canada, som lige før et exit ejer langt størstedelen af en unicorn, mens de eneste danske ejere tilbage er stifterne, som måske kun ejer få procent.«

Dét er slagsiden af de udenlandske investeringer: Strømmen af penge skyller de bedste danske ideer og talenter ud af landet, og det risikerer at koste os dyrt.

»Hvis en venturefond fra udlandet investerer tungt i et dansk selskab, kommer det selskab før eller siden på udenlandske hænder,« siger Tommy Andersen fra ByFounders.

»Og så forsvinder skat, arbejdspladser og værdi for samfundet. Vi får ikke skabt det næste Mærsk eller LEGO, fordi vi sælger ud af arvesølvet for tidligt. For den enkelte startup er det ikke noget problem, men for samfundet som helhed er det et meget stort problem, hvis de bedste ideer hele tiden bliver skibet til udlandet.«

Udskibningen lader til at være accelereret under corona­pandemien. Nedlukningen har gjort venturekapital grænseoverskridende, og de udenlandske fonde er begyndt at investere over Zoom.

»Vi har selv investeret i flere virksomheder, hvor vi aldrig har mødt stifterne,« siger Tommy Andersen fra ByFounders.

»Spillepladen er blevet udjævnet. Det, der før var et geografisk spil, er nu et globalt spil.«

Og måske et spil, som Danmark får svært ved at vinde. Kunne vi ikke holde på Contractbook eller Unity, vil det blive endnu sværere at få del i fremtidens danske vækstmotorer, når fonde som Tiger Global først er gået på jagt.

Under coronanedlukningen var Esben Gadsbøll med til at etablere brancheforeningen Danske Tech Startups, fordi regeringens hjælpepakker efter hans opfattelse ikke tog hensyn til de danske opstartsvirksomheder. Men også fordi han kunne se, at der var noget større på spil.

»Det handler ikke bare om nogle få virksomheder, men om at sikre vores velstand og velfærd i fremtiden,« siger Gadsbøll.

»Lige nu går udviklingen så stærkt, at nogle af de virksomheder, der bliver skabt i dag, sagtens kunne være blandt Danmarks største om ti år.«

Danske iværksættere er ellers godt med på software, data og digitale tjenester, hvor væksten er størst. Men fortsætter udviklingen, vil deres virksomheder ikke være danske, men amerikanske, tyske eller engelske.

»Jeg er da bekymret, både som politiker og iværksætter,« siger Venstres Tommy Ahlers, der har flere exits i techsektoren bag sig. »Iværksætteri er blevet mere populært, og vi har masser af talent, men vi er nødt til at sørge for, at flere startups også vokser sig store i Danmark. Vi ved, at det kan lade sig gøre. Se på Sverige og Finland: De lykkes med at bygge store virksomheder og holde dem i landet.«

Mange ser misundeligt til Sverige. Her blev Spotify båret frem af lokale investorer, og det siges, at da virksomheden gik på Børsen, fik Stockholm 100 dollarmillionærer fra den ene dag til den anden. Sådan en fest sætter spor. Ikke bare hos byens barer, restauranter og bilforhandlere, men i hele økosystemet for iværksætteri. De nyslåede Spotify-millionærer stiftede egne virksomheder eller investerede i andre svenske startups, som skyndte sig at ansatte tidligere Spotify-medarbejdere med værdifuld erfaring. Penge, talent og muligheder cirkulerede i et svensk kredsløb og skabte nye forretninger og mere velstand. Herhjemme lader det hele til at sive ud af landet.

Danske fallitboer

Hvorfor kan Danmark ikke tøjle sine enhjørninger? Intet tyder på, at vi mangler iværksættere eller gode ideer. Så hvad er problemet?

Danske pensionsselskaber har fået en stor del af skylden. Tilsammen råder pensionskassser som PFA og Danica over fire billioner kroner, men kun en sjat fyldes på opstartsvirksomheder. Er det svært at rejse kapital herhjemme, må det blandt andet være kapitalejernes skyld, og selv Enhedslisten har opfordret pensionskasserne til at spille en mere offensiv rolle på de finansielle markeder.

Andre peger på de strenge danske skatteregler, som afskrækker private investorer med 50 eller 100 millioner kroner tilovers. Men problemet stikker dybere, mener en investor som Lars Kolind. For i fraværet af private investorer vil den danske stat spille rollen som venturekapitalist, og det har forsuret hele økosystemet.

»Markedet for finansiering af små og mellemstore vækstvirksomheder er sygt, fordi det drives af Staten, som ikke har hånden på kogepladen,« siger Kolind.

»Det skal man have i den her branche. Hvis man ikke er tvunget til at tage konsekvensen af et værditab, investerer man uansvarligt.«

De mange skattekroner, som især Vækstfonden hvert år poster i nye virksomheder, har gjort markedet til et politisk projekt, og det er dømt til at fejle, mener han.

»Statens hånd kommer langt ud i de her virksomheder, som skal leve op til krav om grøn energi eller diversitet, eller hvad den siddende regering nu vil fremme, og det er en meget, meget dårlig idé. Graden af politisk indblanding er gået helt over gevind, men der er ingen, der tør sige det. Der er en meget udbredt selvcensur, fordi alle er afhængige af systemet, og ingen har råd til at kritisere det, selvom det tydeligvis ikke fungerer efter hensigten.« Ikke alle er tavse. I de seneste måneder har Carsten Tanggaard, professor i finansiering ved Aarhus Universitet, kritiseret den rolle, som den såkaldte vækst-, mini- eller sandkassebørs First North spiller i det danske iværksættermiljø. »Noget tyder på, at vi har et særligt dansk problem, og at First North er en del af det,« siger han.

Minibørsen blev netop oprettet for at give mindre danske virksomheder hurtig adgang til kapital, og Vækstfonden har med statens penge hjulpet en række selskaber med at blive noteret på First North, hvor kravene er lempeligere end på den danske hovedbørs.

Af samme grund har First North været omgærdet af flere skandaler. I de seneste måneder er antallet af børsnoteringer steget, men i flere tilfælde er aktiekurserne styrtdykket kort efter. Donkey Republic, der udlejer cykler og har modtaget en rekordstor investering fra Vækstfonden, så deres aktier falde 20 procent efter introduktionen. Ugen forinden led Nord Investments et kurstab på 25 procent. Endnu værre gik det selskabet Valuer, der efter to handelsdage på First North havde haft et kursfald på knap 30 procent.

»Der er en tendens til, at de udenlandske investorer kommer ind og hapser de gode bidder fra det danske marked, mens de virksomheder, der går på First North, er dem, der ikke kan rejse penge på andre måder,« siger Carsten Tanggaard. Han har læst prospekterne for det seneste års virksomheder og er ikke imponeret.

»Det tager næsten ingen tid at se, at der er tale om fallitboer, som ikke kan låne penge i banken. Måske er der tidlige investorer, som vil have nogle penge, og så er First North det sidste sted, man henvender sig, fordi alle andre har sagt nej. Flere af de virksomheder har jo aldrig tjent en 25-øre og burde aldrig komme på Børsen.« Nasdaq First North har ikke ønsket at svare på Carsten Tanggaards kritik.

Nølende pensionskasser, ublu skatter og politisk indblanding har måske ikke gjort det nemmere at holde på de danske unicorns. Men ifølge Carsten Tanggaard kunne vores største problem være, at vi ikke er i stand til at beskytte private investorer fra at blive snydt.

»Smarte penge søger derhen, hvor de bliver behandlet ordentligt, og det gør man ikke på First North. Derfor generer det mig også at følge den offentlige debat om det her. Når nogle siger, at danske investorer bare skal lære at være mere risikovillige. Hvorfor? Så de kan blive plukket? Fornuftige private investorer vil holde sig langt væk fra den slags. Det er fint nok at være risikovillig, men man kan ikke forlange, at folk skal være villige til at tabe deres penge på forhånd.«