De gode nyheder har været til at overse i det seneste år, men økonomien var én af dem. Ja, faktisk er den stadig et lille mirakel i sig selv: Efter et år med nedlukning her, dér og alle vegne befinder verden sig jo slet ikke i den dybe økonomiske krise, som de fleste frygtede. Tværtimod – det går jo strygende! Aktiemarkedet slår nye rekorder. Boligpriserne er højere end nogensinde. Private opsparinger bugner.

Men at det lille mirakel kaster en stor skygge, kan man forvisse sig om i Scott Galloways seneste bog, Post Corona, der netop er udkommet. Her viser den amerikanske professor, hvordan pandemien har sparket økonomien i en retning, som bestemt ikke kommer alle til gavn – især ikke i forfatterens hjemland.