Signe Sophus Lai var i fuld gang med sin undersøgelse, da Havfruekablet sidste år blev koblet på den jyske vestkyst. Kablet har sit udspring i New Jersey på østkysten af USA og slanger sig 7.000 kilometer over bunden af Atlanterhavet, før det går i land nord for Esbjerg.

Tilkoblingen var den sidste brik i det enorme puslespil, som Lai og kollegaen Sofie Flensburg har brugt tre år på at samle på Københavns Universitet. Som en del af forskningsprojektet The People’s Internet, der er finansieret af Carlsbergfondet, forsøger de at kortlægge hele kongerigets digitale infrastruktur – fra hjemmesider og apps på danskernes mobiltelefoner til datacentre, transformatorstationer og fiberkabler.