At forfatterinteressen for Israel-Palæstina-konflikten er så udbredt, var jeg ikke klar over. Baggården hos Mellemfolkeligt Samvirke på Nørrebro, København, var proppet tirsdag eftermiddag. Enten havde byens forfattere ikke delt sig efter anskuelse, eller også var de bare gået i samme retning. Her var knap 50 tilmeldte forfattere og en snes tilhørere. Hvem der skulle optræde, og hvem der skulle klappe, var ikke helt nemt at vurdere.

Folk så ens ud, de mange korthårsfrisurer, sandaler og smalle hurtigbriller blev til ét udtryk i røgen fra hjemmerullet tobak. Alle virkede glade for at kramme igen. På en uges tid var forfatterne blevet organiseret og tildelt fem minutters taletid hver, fire timers optræden i alt. Ved den åbne indgang ud til Fælledvej kunne man betale 50 kroner eller »donere, hvad man kan«. Pengene gik til Det Danske Hus i Palæstina. Palæstinenserne kunne også støttes ved køb af donerede bøger til vennepriser. Bøgerne lå på et lille udsalgsbord, der åbenbarede sig, hvis man orienterede sig til venstre efter at have passeret indgangen. Her lå nyere udgivelser af navne som Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof og magasiner fra det lille forlag Amulet.