Mange vil åbenbart have en bid af den kage, som er kristendommen: livskampen, de kloge ord i svære tider, roen ved som menneske at være reduceret til en sten for foden af bjerget. Søren Pind og Morten Messerschmidt kommer tilsyneladende nærmere Gud for hver dag og/eller blogindlæg. Skuespiller Casper Christensen er også blevet kristen samt veganer, og i medierne fortæller flere kendte, hvordan de har fundet en form for stilfærdig Gud. Kristendommen er tilsyneladende på vej ind i livsstilssektionen, men til gengæld er den på vej ud af Guds hus. Sognepræst Eva Holmegaard Larsen beskrev for nylig paradokset i et indlæg på Kirke.dk:
»Den ene kendte profil efter den anden springer ud som troende og formulerer smukt og begavet, hvad tro betyder for dem. Man vil gerne tale om sit forhold til Gud, og man vil gerne lytte til mennesker, der fortæller om deres tro (...) Men vil man finde Gud, går man ikke i kirke søndag morgen. Man lukker op for P1.«
Senest har professor Svend Brinkmann udgivet bogen Mit år med Gud – Tro for tvivlere. Han påstår godt nok ikke, at han tror på Gud, men siger, at han giver Gud »en chance«. Det er han (Gud) sikkert glad for, men Brinkmann tror altså ikke på ham, og hvis Brinkmann ikke vil komme til Gud, må Gud komme til ham. Brinkmann udstrækker tilsyneladende Gud til at spænde over alt og alle inklusive ham selv som agnostiker, så han alligevel kan komme med til festen.
Med henvisning til fraser som »Gud eksisterer ikke, men han insisterer«, kan han stille sig med et ben i hver lejr og anerkende Gud som begreb uden at tage ham bogstaveligt og dermed blive en del af en eftertragtet offentlig samtale. I P1 sagde Svend Brinkmann: »Det, at de fleste af os har en fornemmelse af, at der er noget, der er ubetinget rigtigt, det er det, jeg kalder Gud.«
Det er vel snarere det, man kalder at være menneske. Hvis religion kan fortyndes som saftevand, indtil det er drikkeligt for alle, tømmes den for betydning. Det er ikke Gud at opføre sig ordentligt eller at trække vejret helt ned i maven. At tro er ikke det samme som ikke at tro, spørg bare dem, der tror. Gud er konkret, også selvom man ikke tror på skabelsesberetningen som videnskabelig dokumentation. Gud er underkastelse og den totale overgivelse. Gud er større end dig, og han er ikke hvad som helst, hvilket er grunden til, at folk netop aktivt kalder sig selv ateister eller agnostikere: De tror ikke på ham.
Det gør jeg heller ikke, men derfor behøver man jo ikke omforme ham i vores eget billede bare for at være med på den seneste dannelsesbølge. Hvis du kan tage Gud ud af ligningen, uden at det ændrer din overbevisning, tror du måske snarere på et sæt værdier, og det er vel også fint nok. Så skal man bare lade være med at nasse på hans autoritet og foregive, at man taler fra samme ophøjede sted eller med samme uangribelighed. Giv Gud, hvad Guds er, og lad være med at kalde livsstil for religion.
