}
Leder. Akademisk frihed er frihed fra det politiske system, men det er i lige så høj grad frihed fra den indre ensretning og tvang, der breder sig på universiteterne. Ansvaret går begge veje.

Friheden kommer indefra

Friheden kommer indefra Af Martin Krasnik

DET ville være rart at vide, hvad Wilhelm von Humboldt, grundlæggeren af det moderne universitet, mener om postkolonial, trans- eller hvidhedsforskning. Hvad ville den gamle tyske lingvist sige? At det er, ligesom det skal være, på rigtige, frie universiteter? Og at han derfor straks vil skrive under på de 3.241 forskeres protest mod det politiske pres på fri forskning? Eller ville han mene, at disse »kulturstudier« må være udtryk for en videnskabelig krise og derfor – ligesom et flertal i Folketinget – udtrykke bekymring over politisering af forskningen? Vi ved det ikke, Humboldt har været død i 162 år, og selv ikke de største kapaciteter i postbiologiske studier vil kunne få et ord ud af ham. Men man kan bruge hans principper for det frie universitet til at forstå den aktuelle debat rigtigt.

STORE armbevægelser og højrøstede skænderier har fulgt Folketingets vedtagelse 137 »Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Den siger, at universiteterne selv skal sørge for, at forskning­en sker uden »ensretning«, og at »politik ikke forklædes som videnskab«. Den pointerer universiteternes ansvar for at danne »ramme om den frie og kritiske tænkning«, og den konstaterer, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat skal opretholde levedygtige ideer og forkaste dårlig videnskab. Stod det ikke i en subtilt truende politisk resolution, ville teksten være en forbilledlig understregning af Humboldts to vigtigste principper for det frie universitet: at det skal skal være virkelig uafhængigt. Og at forskningens mål er at komme nærmere sandheden, hvorfor den altid må være åben for at blive korrigeret på stadig højere niveauer.

POLITISKE indskrænkninger i denne frihed skal afvises. Sidste uges vedtagelse hylder et selvstyre, som faktisk er blevet undergravet; med universitetsloven fra 2003, forskning-til-faktura-kravet, udhulingen af frie forskningsmidler og forskernes stadig mere ustabile ansættelser. Læg dertil politisk svage ministre uden evne til at sætte solide, langsigtede rammer for universiteterne. Det gør det ikke bedre, at regeringen har taget universiteterne som gidsel for en regionalpolitik uden hensyn til kvaliteten af forskningen. Skal Folke­tinget tage sin egen vedtagelse om akademisk uafhængighed alvorligt, er der rigeligt, politikerne selv kan gøre bedre. Det er bare ikke det, den aktuelle sag handler om.

PRES fra politikere er der nok af, men det er for belejligt at affeje den aktuelle kritik som en del af dette fænomen. Der har i årevis været røster, der peger på, at nogle få, men afgørende forskningsmiljøer er præget af en ensidig politisk dagsorden, hvor racistiske eller chauvinistiske strukturer i samfundet tages for givet. Det er ikke sandsynligt, at væsentlig ny forskning i køn eller diversitet vil vise, at der ikke findes systemisk racisme, strukturel chauvinisme eller talrige skjulte former for majoritetsdominans. Ser man på publikationerne eller temaerne ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, Center for køn, seksualitet og forskellighed i København, forskergruppen Ethnicity, Diversity & Education i Aalborg, Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet eller det nye Center for Køn og Diversitet på SDU, ligner det virkelig en sørgelig politisk ensretning. Vi har beskrevet det i årevis her i avisen. Se sidste uges reportage fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor professor Mikkel Bolt som det naturligste i verden påstår, at Weekendavisen har haft en »eksplicit racistisk dagsorden de sidste 20 til 30 år«. Hvordan kan man meningsfuldt forsvare sig mod den påstand?

PÅ initiativtagerne til protesten kan man forstå, at reaktionen skyldes en langvarig politisk kampagne. Men oprindeligt kommer kritikken fra forskere og fagfæller, som har været trætte af ensretningen: migrationsforskere, der har kritiseret den manglende vilje til at anerkende andet end racisme eller xenofobi som forklaring på flygtninge­politikken, antropologer, der har kritiseret forskningen i social kontrol for at placere ansvaret ensidigt hos majoritetssamfundet, islamforskere, som har kritiseret den manglende vilje til at anerkende islam som faktor i analysen af kriserne i Mellemøsten. Og enkelte kønsforskere (de findes), der har anført, at det er uviden­skabeligt at indlede al forskning med at konstatere, at biologisk køn ikke er væsentligt. Disse kritikere mødes ofte af en blok af kolleger, der afviser indvendingerne som udtryk for hvid bias eller reaktionære politiske motiver. Den rystende sag om professor Ole Wæver burde alene få underskriverne på forskerprotesten til at overveje, om der kunne være noget om snakken. Ensret­ningen skyldes i disse tilfælde ikke hetz fra politikere, men fra fagfæller. Det er al­vor­ligt, og det er et fænomen, der breder sig.

DEN aktuelle protest er altså en afsporing; et forsøg på at flytte det, der burde være genstand for konstante, åbne, faglige udvekslinger, til et opgør mellem fri forskning og højrefløjspolitikere. I protesten lyder det, at der absolut intet er at komme efter, og at kvaliteten i forskningen sikres af universiteternes egne fagfælle­bedømmelser, akkrediteringsprocesser, ansættelsespaneler, eksterne ekspertvurderinger og evalueringer. Men det burde være åbenbart, at disse mekanismer afgørende steder virker dårligt. Som professor i retsfilosofi Jakob v.H. Holtermann siger i denne uges Ideer, er der en »illiberal og grundlæggende antirationalistisk tendens i dele af moderne videnskab«. Holtermann er så vidt vides ikke medlem af Dansk Folkeparti eller bonkammerat med Henrik Dahl. Og universiteternes ledelser tør eller vil ikke tage et opgør med det.

FRIE universiteter er afgørende for et demokrati. Det er ikke tilfældigt, at Humboldt-universitetet i Berlin blev grundlagt i 1810 som følge af friheds­revolutionerne. At forske på baggrund af allerede vedtagne sandheder er og bliver uvidenskabeligt, uanset om det foregår på kønsstudier eller økono­mistudiet. Universitetet er et ideal for det åbne og fredelige samfund, hvor det er tesens eller argumentets styrke, der er afgørende. De mange tusinde forskeres protest er desværre udtryk for en gruppe­tænkning, hvor man placerer sig i en ærger­lig offerrolle i stedet for at gå ind i diskus­sionen. At true med at trække sig helt fra den offentlige debat er totalt forfejlet.

FORSKNING i køn, seksualitet og race er vigtig. At øge vores forståelse af skjulte og mindre skjulte magtforhold er nødvendig, og forskningen kan naturligvis ikke bare adskilles fra det politiske. Det hænger sammen. Problemet er, at disse forskningsmiljøer ser sig i modsætning til det omgivende samfund, hvor særligt medier og det politiske system opfattes som reaktionære modstandere eller som ofre for bias eller falsk bevidsthed. Og når den enkelte forsker har et aktivistisk politisk mål med sin forskning og kolleger, der altid er enige i præmissen, bliver det til pseudovidenskab, som undergraver universitetets samfundsfunktion. For hvem er det, forskningen skal tjene?

KOMMER kritik fra offentligheden, burde man bruge sin fortørnelse til at gøre opmærksom på den mangfoldighed af synspunkter, som man mener faktisk præger mangfoldighedsforskningen. Er kritikken helt forfejlet, burde det være en smal sag at vise hvorfor. Mon ikke det ville være Humboldts simple tilgang? Vis, at I værner om friheden, ved at stå frem med den solide, mangfoldige forskning, der illustrerer, at kritikerne tager fejl.

INDEFRA – fra forskere og studerende selv – bør den stærkeste selvransagelse altid komme. Men den manglende selvkritik gennem flere år har nu ført til, at Folketinget har følt sig kaldet til at rykke ud på en måde, der har fået store dele af universitetsverdenen til at gå i panik. At påpege, at universiteternes ledelser skal slå ned på »politisk forskning« efter at have navngivet individuelle forskere fra talerstolen, får forståeligt nok mange til at gyse. Men universiteterne bærer et stort ansvar for, at det er kommet så vidt. Akademisk frihed er frihed fra det politiske system, men det er i lige så høj grad frihed fra den indre ensretning og tvang, der breder sig på universiteterne. Ansvaret går begge veje. Og det er universiteternes eget ansvar at løfte deres del.

Side 12



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby