Postcorona. Mette Frederiksen vil bygge en alliance med Produktionsdanmark og provinsen for at gennemføre et omfattende reformprogram. Hun vil gøre op med den »utrolig apatiske tilgang« til globaliseringen, siger hun. Coronakrisen »bør animere os til at tage de næste store beslutninger om, hvilket samfund vi vil være«.

Tiårsplanen

Tiårsplanen Af Arne Hardis og Hans Mortensen

Når Folketinget i næste uge holder sin traditionelle afslutningsdebat før sommerferien, bliver det med ét helt centralt budskab fra statsminister Mette Frederiksen. Nemlig, at selv om vi er ved at vaccinere os ud af coronaepidemien, er det ikke slut med en stærk socialdemokratisk hånd på samfundets rat. Nu er det tid til for alvor at føre politik. Med en central lære fra coronaens år i bagagen vil hun lancere et opgør med årtiers politiske tænkning og lægge op til en omfattende langtidsplan for samfundsreformer.

Over for Weekendavisen forklarer hun i dette interview tankerne bag sin plan, og i den sammenhæng er ugens lancering af store udflytninger af uddannelser fra storbyer til provins ingen tilfældighed. 25 nye uddannelser skal oprettes uden for de fire universitetsbyer, som også skal drænes for en del af deres uddannelsespladser. Initiativet, som allerede har vakt betydelige protester fra det eksisterende uddannelsessystem, er et led i en større reformplan, som skal alliere regeringen med provinsen og produktions-Danmark, og som vil blive fuldt udrullet efter sommerferien. Faglærte uddannelser og provinsens produktionsvirksomheder skal, hvis det står til statsministeren, tildeles hovedrollen for fremtidens økonomiske vækst og grønne omstilling.

»Vi er nu der, hvor vi tør sige, at vi har lagt den kritiske fase af coronahåndteringen bag os og er i gang med at få opbygget en infrastruktur, så hvis vi i efteråret imødeser nye mutationer eller behovet for at revaccinere eller noget tredje, så kan vi håndtere det. Og det gør selvfølgelig, at vi kan begynde for alvor at se fremad som samfund og tage de vigtigste læringspunkter med fra den coronahåndtering, som Danmark har effektueret. Den vigtigste lære i vores øjne er, at når vi som samfund beslutter os for selv at bestemme, så kan vi faktisk selv bestemme. Da vi besluttede den første nedlukning 11. marts sidste år, kunne vi have valgt den modsatte strategi. Vi kunne have afventet,« siger Mette Frederiksen.

Erfaringen fra coronahåndteringen vil hun bruge i reformer, der skal gøre op med udviklinger, der tidligere blev betragtet som uafvendeligheder hinsides politiske beslutninger og ønsker.

»Den måde at tænke på, den måde at arbejde på, den måde at træffe beslutninger på står jo i skærende kontrast til det, der har været den dominerende tanke i dansk politik siden 90erne, hvor de negative konsekvenser af globaliseringen er blevet imødeset politisk med et ‘det kan vi ikke gøre noget ved’. Den meget, meget store migration til Europa, både flygtninge og udlændinge, har været mødt af lidt den samme ‘det kan vi ikke rigtig gøre noget ved’. Stigende ulighed i verden – ‘det kan vi ikke rigtig gøre noget ved’. Den voldsomme centraliseringskraft, som man har set i alle vestlige samfund og også ret stærkt i Danmark – ‘det kan vi ikke gøre noget ved’.«

Ifølge Mette Frederiksen har Danmark siden 90erne, på tværs af regeringer og på tværs af partier, valgt »en utrolig apatisk tilgang« til megatrends i tiden.

»Coronakrisen er det første eksempel på at tænke det modsat. Der kommer noget udefra. Det har en stærk kraft i sig, det kan potentielt ødelægge dele af vores samfund og rigtig meget for konkrete mennesker – det affinder vi os ikke bare med. Den måde at tænke på bør animere os og inspirere os til at tage de næste store beslutninger om, hvilket samfund vi vil være. Når jeg kigger tilbage på de seneste 14 måneder, har jeg nok ikke haft større tro på, at det faktisk kan lade sig gøre, end jeg har i dag. Hvis man kan tæmme en pandemi og krisehåndtere så dansk, som vi har gjort, og med så stærke værdier som ledetråd i krisehåndteringen, så kan vi så meget mere som samfund, end vi har vist i rigtig mange år,« siger hun.

»Det er en værdikamp. Der er en ufattelig ubalance i, hvad vi beskæftiger os med politisk og i offentligheden, og så de reelle udfordringer i samfundet.«

Mette Frederiksen

Uddannelsessnobberi

Mette Frederiksen bebuder »en stor politisk reform, som skal adressere de væsentligste udfordringer for vores samfund i et tiårigt perspektiv«, som hun formulerer det. Hun kan ikke trækkes til at udlægge den tænkning som et opgør med den »nødvendighedens politik«, der blev en mærkevare for partifællerne Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, da de sad i spidsen for den forrige socialdemokratisk ledede regering. Men hun understreger, at denne uges ganske omfattende plan for omflytning af uddannelsesområdet ikke bliver det sidste initiativ på det område. Der skal blandt andet sættes ind over for folkeskolen, over for udlændinge uden for arbejdsmarkedet – og så skal der først og sidst rækkes ud til det producerende Danmark. Den dybere tankegang går ud på at sammentænke de grønne mål, uddannelsessystemet og produktionens velbefindende. På den måde kan man måske udfordre et folketing, hvor den venstre side er optaget af hurtig indfrielse af klimamål, mens den blå opposition efter 14 måneder som coronastatister måske savner lyst til forpligtende samarbejde med den smalle regering.

»En af de største hindringer for fortsat velstandsstigning, konkurrenceevne, fortsat udvikling af vores samfund, herunder at vi kan komme i mål med klimamålsætningen, det er i virkeligheden vores uddannelsessystem og den kæmpe udfordring, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i et omfang, vi ikke har prøvet at mangle tidligere. Det er i vores øjne en af de absolut største udfordringer, vi står over for. Og her ønsker vi at gå i takt med og i samme retning som produktions-Danmark. For hvis noget står klart også efter den her krise, er det, at produktions-Danmark, industrien, fremstillingsindustrien, vores eksport – det er den underliggende motor i dansk økonomi. Men de næste ti år vil vi se et uddannelsessystem, som i stadig mindre grad kan levere det, danske virksomheder har behov for, nemlig faglært arbejdskraft. Det hænger både sammen med, at vi kommer til at have for mange, der er ufaglærte, og at vi i virkeligheden også kommer til at have for mange, der vælger en uddannelse, der ikke er efterspørgsel efter,« siger Mette Frederiksen.

»Hvis ikke vi har en skole og et uddannelsessystem, der understøtter det her, kan vi ikke bebrejde de unge, at de ikke går den vej.« Foto: Martin Bubandt
»Hvis ikke vi har en skole og et uddannelsessystem, der understøtter det her, kan vi ikke bebrejde de unge, at de ikke går den vej.« Foto: Martin Bubandt

– Det problem har været diskuteret i årevis. Er der udsigt til markant mere attraktive forhold, når man tager en faglig uddannelse?

»Det er faktisk også en værdikamp. Der er en ufattelig ubalance i, hvad vi beskæftiger os med politisk og i offentligheden, og så de reelle udfordringer i samfundet. Man må bare sige, at unge på erhvervsuddannelserne – man skal lede med lys og lygte for at se dem i den offentlige debat. Og der er en meget stor afstand mellem manges ønske om, at Danmark skal være et af de mest ambitiøse lande på den grønne omstilling og den store opbakning til 70 procents-målsætningen og nu en yderligere målsætning allerede i 2025 – og så fraværet af diskussionen om, hvordan vi når derhen. For den grønne omstilling skabes i Danmark ude i industrien. Ikke alle mulige andre steder.«

– Er det kun værdikamp? Hvor er de politiske håndtag? Vi har under coronaen talt om, hvorvidt studenter må smide med flødekarameller, mens lærlinge har været smidt hjem fra deres læreplads i tre-fire måneder, og det har ingen talt om.

»Heldigvis har vi haft et fokus på det derude, selv om det ikke har fyldt noget i offentligheden, så mange unge er heldigvis fortsat i gang med en erhvervsuddannelse og har fået muligheden for det. Men jeg kan fuldstændig bekræfte manglen på proportionalitet i både den politiske og den offentlige diskussion. Det skal være mere attraktivt, det er i mine øjne en bunden opgave, og det bliver nødt til at være resultatet af det her reformarbejde. Men det er også en værdikamp. Der er uddannelsessnobberi i vores samfund, og det har der været i rigtig, rigtig mange år. Hvis ikke vi kollektivt tager livtag med det, så tror jeg ikke på, at vi når i mål, hverken med den grønne omstilling eller ønsket om at være et stærkere og rigere samfund.«

Pigernes skole

Mette Frederiksen understreger, at man må inddrage indretningen af uddannelsessystemet – startende i folkeskolen, men hele vejen op.

»Hvis ikke vi har en skole og et uddannelsessystem, der understøtter det her, kan vi ikke bebrejde de unge, at de ikke går den vej. Vi må tage hul på en diskussion om, hvad vi egentlig har udviklet vores folkeskole til at være. Har vi i virkeligheden skabt en grundskole, som i alt for høj grad tilgodeser de børn og unge, som passer ind i en meget teoretisk, til tider abstrakt, til tider akademisk inspireret skolemetode? Hvorfor vi i virkeligheden, uden nogen har villet det – for det har ingen selvfølgelig et ønske om – har skabt en skole, hvor vi år efter år bliver ved med at skabe en enorm skoletræthed og modstand mod at tage uddannelse. Ikke mindst for vores drenge.«

– Lægger du op til en ny folkeskolereform?

»Jeg anmelder ikke en ny folkeskolereform, men en samlet politisk reform, hvor vi adresserer de her forskellige problemer, og hvis ikke vi får taget fat i folkeskolen også som en del af det her, tror jeg ikke, vi kommer til at løse opgaven. Men hvordan vi præcis kommer til at gå til opgaven, vil vi præsentere senere. Men skoletrætheden, frafaldet på ungdomsuddannelserne, det at så mange unge ikke får en kompetencegivende uddannelse – det starter i folkeskolen, og det bliver vi nødt til at diskutere med hinanden. Nogle har sagt, at vi har en skole, som appellerer for meget til pigerne, og det er selvfølgelig for stereotyp en opdeling, for masser af drenge trives i skolen, og der er også piger, der bliver skoletrætte. Men jeg tror, de fleste af os vil kunne genkende historier om, at der ganske enkelt er for mange drenge, der ikke kan se sig selv i skolen. Så den diskussion kommer vi til at starte, og vi kommer også til at tage favntag med den.«

– Der er i forvejen et billede af, at I ikke kan lide akademikere, og at I ikke kan lide København, men tilgodeser provinsen og andre uddannelser på bekostning af de akademiske?

»Det er ikke rigtigt, og det bliver ikke rigtigt af at blive gentaget. Vi har altid som parti ment, og det mener vi stadig, at alle skal have del i de muligheder, det giver, at uddannelsesniveauet er stigende i vores samfund. Når vi er optaget af, at der er uddannelser i hele landet, hænger det sammen med, at centraliseringen af Danmark har været en af de megatrends, som ingen for alvor er gået op imod. Det har været betragtet som en uundgåelig følge af udviklingen. Vores grundlæggende analyse er, at hvis vi skal have et Danmark, hvor man også skal leve gode liv i landdistrikterne og i provinsbyerne, hvor rigtig mange danskere bor, så skal der være gode uddannelsestilbud hele vejen rundt. Og her er udflytning af de uddannelser, der er blevet stadig mere centraliserede, et vigtigt greb. Så det handler ikke om et opgør med noget eller nogen. Det er faktisk det modsatte, nemlig et ønske om, at hele landet skal kunne fungere,« siger Mette Frederiksen.

Organiseret arbejdsmarked

En anden central del af regeringens flerårsplan handler om en gammel traver i den politiske debat, som ligesom uddannelsesinitiativerne har til hensigt at sikre en tilstrækkelig arbejdsstyrke: at for mange med ikkevestlig baggrund ikke er en del af det danske arbejdsmarked og derfor ikke bidrager nok til dansk økonomi og vækst og velstand.

Udlændingesagen er med Mette Frederiksens ord »stadig det mest dramatiske emne i dansk politik«, som også stadig udløser de voldsomste debatter. Men selv om regeringen inden for kort tid har lidt et par spektakulære nederlag på området – hjemtagning af danske mødre fra kurdiske lejre og den forgæves placering af et udrejsecenter på Langeland – agter Mette Frederiksen alligevel at søge et centralt valgløfte indfriet, som vil stille skrappe krav til udlændinge uden for arbejdsmarkedet.

»Især gruppen fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Afghanistan og Tyrkiet har en alt, alt for lav beskæftigelsesgrad. Både mænd og kvinder, men i særdeleshed kvinder. Vi skal være skarpere og tydeligere i en meget klar forventning om, at man forsørger sig selv, når man er i Danmark. Det bedste er at have et arbejde, ligegyldigt hvilket, men vi skal have vendt hele vores diskussion om udlændinge til, at det starter og slutter med, at man har et arbejde og forsørger sig selv. Og næstbedst: at man 37 timer om ugen bidrager til samfundet med en nytteindsats, hvis ikke man kan forsørge sig selv.«

Foto: Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt

Spørgmålet om, hvordan man får de sidste marginaliserde grupper ud på arbejdsmarkedet, kan blive brændende aktuelt allerede i næste uge, hvor Ydelseskommissionen, der blev nedsat efter valget, kommer med sine anbefalinger til en revision af ydelsessystemet. Især Enhedslisten har bebudet en hård kurs med krav om markante forhøjelser, men Mette Frederiksen siger, at det for regeringen er centralt, at det stadig skal kunne betale sig at arbejde. Og til den del hører ud over balance i ydelserne også et organiseret arbejdsmarked.

»Social dumping har jo primært haft sit udspring i byggeriet, transportbranchen, restaurationsbranchen. Nu begynder vi at se det inden for andre, mere videnstunge brancher. Arkitekt, kultur, viden, kommunikation, hvor unge kan berette om længere og længere og nogle steder ulønnede praktikperioder eller i hvert fald meget løse ansættelsesforhold. Det har betydning for deres pensionsindbetalinger, for deres mulighed for at gå på barsel, for dækning under sygdom. Alt det her kombineres med de nye økonomier, som kommer til os udefra. Det er jo i direkte modstrid med vores ønske om at have et velorganiseret arbejdsmarked med ordentlige løn- og arbejdsvilkår,« siger hun.

– Du vil træffe beslutninger på områder, der tidligere blev set som resultat af en udvikling, vi ikke kunne gøre noget ved. Gælder det også i forhold til EU? Indebærer dit projekt også, at vi tager indflydelse tilbage herfra?

»Det er helt overdrevet, når nogen taler om, at vi i denne regering skulle være specielt EU-skeptiske. Vi er varme tilhængere af det europæiske samarbejde. Men vi står politisk mere i vores egen ret, og det synes jeg klæder Danmark. Vi har skubbet hårdt på for højere klimamål i EU, vi har taget diskussioner om rule of law, vi har talt for større budgetdisciplin, og vi har et stærkt budskab om, at der skal være et velorganiseret arbejdsmarked. Og så er det rigtigt, at vi omkring covid-19 har skubbet hårdt på for at få vaccineproduktionen op og få hele vaccinesystemet til at køre bedre.«

– Opfatter du Danmark som et kerneland i EU?

»Jeg har deltaget i alle rådsmøder, og den diskussion, jeg nogle gange ser i danske medier, har jeg aldrig oplevet der. Vi sidder ikke og snakker om, hvem der er kernelande. Jeg har aldrig hørt det. Det eneste nye er måske, at briterne tidligere har taget mange slagsmål, så andre lande kunne flyve lidt lavere. Sådan er det ikke mere, og så må andre nogle gange tage slagsmålene.«

Side 1



        



Skribenternes avis

Anna Raaby Ravn

Christian Bennike

Leny Malacinski

Christoffer Zieler