Anmeldelse. Der er forskel på folk. Piketty satser på at gøre alle lige fattige.

Tag pengene fra de rige

Tag pengene fra de rige Af Anna Libak

Det er ikke for meget sagt, at en bog kan ændre verden.

Siden den franske økonom Thomas Piketty i 2013 udgav mammutværket Kapitalen i det 21. århundrede, har ulighed været på alles læber i Vesten – og det i en grad så selveste OECD, der ellers har været kendt for sin modstand mod høje arveafgifter og topskatter, her i maj minsandten er kommet med forslag til, hvordan stater kan mindske uligheden gennem øget beskatning af arv, ejendom og gaver.

Pikettys hovedpåstand er, at uligheden i de vestlige samfund vil vokse og vokse, fordi afkas­tet på kapital er større end væksten i økonomien. Det kan altså bedre og bedre betale sig at investere end at gå på arbejde. De rige scorer en stadig større bid af kagen.

Hans tese har fået så meget magt over sindene, at man roligt kan tale om et økonomisk paradigmeskifte i den vestlige verden. Groft sagt er der to måder, hvorpå man kan bekæmpe ulighed i et samfund: Man kan gøre de fattige rigere, eller man kan gøre de rige fattigere. Piketty har formået at gøre det sidste populært.

Og den metode rendyrker han også i Mod en ny socialisme – Essays 2016-2020, som Informations Forlag nu udsender, og som i det væsentlige er et genoptryk af Pikettys månedlige essays i avisen Le Monde.

For dem, der allerede har læst Kapitalen i det 21. århundrede og Kapital og ideologi fra 2019, er der meget lidt nyt at hente: Faktisk synes Pikettys rockstjernestatus at være den primære grund til at udgive de knastørre essays, der leder tanken hen på kedelige forelæsninger i auditorierne på økonomistudiet. Tilmed er bogen ikke ajourført: Der er et essay om, hvor vanvittigt det er, at kildeskatten ikke er indført i Frankrig, og det er da fuldstændigt rigtigt.

Men siden er den faktisk blevet indført, og det skylder man da at fortælle læserne. På samme vis er der adskillige essays om Macrons pensionsreformer, og hvordan systemet ifølge Piketty burde indrettes, så de rige kom til at betale mere: Og her kunne man da godt lige i en note få nævnt, at det hele endte med, at Macron udskød reformerne af det byzantinsk kringlede system. Den folkelige modstand var enorm, og så fik præsidenten nok at gøre med covid-19.

For dem, der gerne vil skabe sig et overblik over Thomas Pikettys tænkning uden at læse hans alenlange værker, frembyder essaysamlingen imidlertid en genvej.

Hans essays bygger som hans værker på præmissen om, at alt kan forklares med stigende ulighed. Hele oprøret mod globaliseringen fra Brexit over Trump til Salvini – den såkaldte populisme – forklares med, at de rige scorer kassen.

Modstanden mod indvandring skyldes, må man forstå, at »Det er lettere at slå på immigranterne end på finanskapitalismen, og det er lettere at slå på immigranterne end at udtænke et andet økonomisk system«.

Med andre ord: Kriminaliteten, terroren, fremvæksten af parallelsamfund, sammenstødet mellem sharia og sekulære normer og alt det andet, der er den muslimske indvandrings triste følgesvend, betyder i virkeligheden ingenting for de vestlige befolkninger: Det er alt sammen et spørgsmål om penge!

Man kan så spørge, hvordan det går til, at modstanden mod indvandring politisk satte sig igennem i Danmark langt tidligere og med langt større kraft end i Spanien, selv om Danmark er et mere lige land end Spanien.

Man kan også spørge, hvorfor Piketty intetsteds glæder sig over, at i de samme årtier, hvor uligheden er steget internt i de vestlige lande, er den faldet på globalt plan: Hundreder af millioner mennesker i Asien lever ikke længere i ekstrem fattigdom.

Og det hænger selvfølgelig sammen. Globaliseringen har givet kapitalen større mulighed for at bevæge sig frit over grænserne, og det har udbredt velstand til flere egne af kloden, mens det til gengæld har skærpet konkurrencen voldsomt blandt arbejdstagere i Vesten. Det har presset lønningerne og – hvad der ifølge Fukuyama er endnu værre: ført til et tab af værdighed, fordi virksomhedsejeren bare kan udflytte produktionen til Ukraine eller Vietnam. Men det burde trods alt glæde en neomarxist som Piketty, at de »rigtigt« fattige bliver rigere?

I sine essays besværer Piketty sig dog ikke med dens slags spørgsmål. Han har en radikal løsning: De facto vil han ophæve den private ejendomsret i Vesten. Altså ikke formelt, men reelt. Han vil indføre progressive skatter på arv, formue og kapitalgevinster over en vis størrelse, der er så høje, at alle besiddelser over tid konfiskeres af staten. Ejendomsretten er kun til låns. Til gengæld skal alle unge have foræret 120.000 euro, når de fylder 25, så de ikke behøver at hænge på krævende arbejdsgivere.

Foto: Tor Birk Trads, Scanpix
Foto: Tor Birk Trads, Scanpix

Siden Piketty udgav Kapitalen i det 21. århundrede, har der været et væld af indvendinger mod hans teori, men hvis man havde håbet at finde svar i hans essays, bliver man skuffet. Som for eksempel: Er vi sikre på, at det er et problem, at de rige bliver rigere, hvis de fattigere i absolutte tal også bliver rigere og kun relativt bliver fattigere? Og betyder det noget, at det ikke er de samme rige, som bliver rigere? Det ville være et problem, hvis de samme mennesker overførte deres stadig større rigdomme fra generation til generation, så den vestlige verden var domineret af et økonomisk oligarki.

Men kapitalismen bygger på kreativ destruktion, og Jeff Bezos, Mark Zuckerberg, Elon Musk og Bill Gates har ikke arvet pengene: De har opfundet noget, som andre en dag opfinder bedre, og så mister de deres penge. Og tror vi virkelig på, at det vil skabe bedre jobs og større velstand for alle, hvis vi konfiskerer deres rigdomme, mens deres virksomheder går godt, og deler dem ud på alle andre? Jeg tror det ikke.

Nej, så er det at foretrække, om man vendte tilbage til det gamle paradigme, hvor det ikke gjaldt om at tryne alle rige, men om at løfte alle fattige. Det kan ske på flere måder. Piketty forbigår i tavshed, at man i mange lande, ikke mindst i Danmark, faktisk tvinger den brede befolkning til at blive kapitalejere og dermed får spredt kapitalen ud på flere. Det sker, når vi tvinges til at spare op til pension. Her er problemet snarere, at mange ikke selv kan bestemme, hvordan deres pensionsmidler skal placeres.

Til gengæld nævner Piketty rent faktisk, at man kunne gøre meget for at gøre adgangen til uddannelse retfærdig i USA og Frankrig, hvor det gør en stor og urimelig forskel, om man har penge eller ej. Modsat hvad Piketty påstår, er det dog ikke et opgør med meritokratiet, der skal til, men tværtimod en styrkelse af det: Der er ikke noget meritokratisk ved, at et ungt menneske kan komme på et eliteuniversitet i USA uden om de gældende krav, fordi forældrene har givet en stor donation. Det hedder klientelisme.

Alt i alt er den nye essaysamling klassisk Piketty: marxisme forklædt som socialdemokratisme, fordi den private ejendomsret kun er proforma.

Thomas Piketty: Mod en ny socialisme. Essays 2016-2020. Oversat af Peer Bundgaard. 350 sider. 299,95 kr. Informations Forlag.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.

Side 19



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby