Portræt. Han forsvarer regeringens udlændingekurs med en konsekvens, som får partifæller til at ømme sig. Rasmus Stoklund er på kort tid blevet en af Socialdemokratiets vigtige politikere.

Stoklundmetoder

Da Rasmus Stoklund Holm-Nielsen i 2019 blev valgt til Folketinget, ville en avis vide, hvad den dengang 35-årige kunne tænke sig at arbejde med i det nyvalgte ting.

Uha, der var meget, men arbejdsmarkedspolitik kunne være godt, anførte han. Arbejdspladser, gode rammer for virksomhederne, de områder, som er med til at sikre fremtidens velfærd. Et rigtigt socialdemokratisk svar, eller mere præcist formuleret et svar med en accent af Dansk Metal, hvis formandssekretariat han dengang stod i spidsen for. Metal er et selvbevidst, nøgternt forbund, allerdybest nede fokuseret på relationen til dansk industri og opgøret med dem på den anden side af forhandlingsbordet om værdiernes fordeling. Forudsætningen for alle udenværkerne.

»Men jeg er ikke kræsen, når det kommer til, hvad jeg skal arbejde med, og jeg vil dedikere mig til det,« forsikrede Stoklund over for Fredericia Avisen. Som man nu skal.

Det blev udlændingene, Stoklund blev ordfører for, og det ved Gud og hver mand i dag. De seneste knap to år har han været sit partis udlændinge- og integrationsordfører, og det har gjort ham mere kendt i offentligheden end så mange andre ordførere fra regeringspartiet. Dedikeret har han været, vanddelende dedikeret. Der er partifæller, der mener, han godt kunne være lidt mere kræsen med sit engagement i forsvaret for regeringens stramme udlændingepolitik.

I sidste weekend kunne Politiken på baggrund af formummede kilder i folketingsgruppen fortælle, at statsministeren efterlyste flere røster end udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes og Rasmus Stoklunds i den sags tjeneste. Den episode illustrerer det indlysende. Stoklund forsvarer regeringens linje, det er hans job, og han gør det uden påfaldende sentimentalitet, uden skyggen af hændervriden. Meget Metal’sk.

Der går en historie om Rasmus Stoklunds udnævnelse, som lyder således: Lige efter regeringsdannelsen i sommeren 2019 samledes den socialdemokratiske gruppe, og Mette Frederiksen gav gruppefællerne et godt råd i lyset af det parlamentariske landskab, den nye regering skulle operere i: I skal alle sammen tænke på, hvad I egentlig mener, og så træde et lille skridt til højre. Undtagen Stoklund, du skal tage et skridt til venstre.

Fandens mælkebøtter

I de seneste uger er en række udlændingepolitiske sager vokset i medierne og smeltet sammen til en følelse af egentlig ubekvemmelse i dele af det socialdemokratiske bagland. Linjen over for de danske kvinder og børn i de kurdiskkontrollerede lejre i Syrien. Forsøg på hjemsendelse af unge syrere med udtalt integra­tionsevne, men på midlertidigt opholdsgrundlag. Strammere regler for opnåelse af dansk statsborgerskab inklusive en nidkær skærpelse af håndtrykskravet ved statsborgerskabsceremonien. Løbende bestræbelser på at finde et tredjeland, som vil etablere et modtagecenter for asylsøgere.

Hvor det ellers mest har været Radikale og Enhedslisten, som med forbløffet beklagelse har set de udlændingepolitiske resultater af deres støtte til regeringen, lyder nu også socialdemokratiske protester mod den hårde kurs. Senest har en henvendelse vedtaget på en socialdemokratisk generalforsamling på Ærø vakt opmærksomhed.

I henvendelsen – venligt også tilstillet offentligheden – hedder det blandt andet: »Gør, hvad I kan for at tage de danske fanger i lejrene i Syrien hjem til Danmark snarest muligt – børn og mødre – uanset eventuel frakendelse af statsborgerskab.« Udtalelsen er i strid med regeringens linje på området, som Stoklund med ubrudt standhaftighed har forsvaret i tv-lampernes skær. En taskforce undersøger i øjeblikket muligheden for at få danske børn, men ikke deres mødre hjem fra de syriske lejre.

Men Stoklund kan også på egen hånd vække stærke følelser for sine holdninger i udlændingesagen. Denne weekend vakte det stor opmærksomhed, at han illustrerede et Facebook-opslag med en spand opstukne mælkebøtter i plænen hjemme i Herlev. Anledningen til opslaget var en pressehistorie om det eventuelle behov for at bedre forholdene for afviste udlændinge på tålt ophold, hvoraf mange står bag alvorlig kriminalitet. Stoklund ledsagede billedet af den opgravede ukrudtsplante blandt andet med disse ord:

»Nej. Vi kommer ikke til at strø palmeblade ud foran terror- eller voldsdømte udlændinge, der slet ikke burde være her ved at forære dem uddannelser og jobs. Så snart det overhovedet er muligt, skal de hjem. Og nu tilbage til mælkebøtterne.«

Det udløste en af de heftige Twitter-krige, som dansk politisk debat hyppigt udtrykkes igennem. Den radikale Kristian Hegaard betegnede det som »langt ude« at bruge ukrudt som illustration til en artikel om udlændinge. Stoklund replicerede, at Hegaard læste hans opslag, som Fanden læser Bibelen, og fik støtte af den konservative Mette Abildgaard. Hegaard var selv langt ude og uklædelig og burde stige ned fra den høje hest, han red, mente hun.

En og anden, som har fulgt med i dansk-, historie- og billedanalyse-lektionerne i folkeskolen, er måske ikke desto mindre kommet til at tænke på »Det haver så nyligen regnet«, hvis tredje linje lyder »Frø af ugræs er føget over hegnet«. Sangen blev sunget første gang i 1890 og handlede om tyskere, som kom til det dengang tabte Sønderjylland.

Skulle analysen have noget for sig, er det angivelige ugræs denne gang føget længere. Rasmus Stoklund har for længst udpeget den muslimske indvandring fra Mellemøsten som hovedeksportør af problemer.

Kom hjem, Bjarne

Rasmus Stoklund er valgt i Nordsjællands Storkreds, men kommer fra landsbyen Pjedsted placeret nogenlunde midt i trekanten, der kan trækkes mellem Fredericia, Kolding og Vejle. Faren var pedel, moren frisør, selv blev Rasmus Stoklund cand.scient.pol.

Han har tidligere været formand for Frit Forum i København, og mens Lars Løkke Rasmussen både var venstremand og statsminister, blev Stoklund folketingskandidat i Halsnæs- og Frederikssundkredsen.

I dag er han blandt de ordførere, som partiledelsen mener tager en tørn for den lagte kurs. Folk som retsordfører Jeppe Bruus, politisk ordfører Jesper Petersen og finansordfører Christian Rabjerg Madsen. At han udtaler sig uden armen vredet om på ryggen, er vist antydet i det ovenstående. Tvivlere kan erkyndige sig om holdbarheden af den vurdering ved at læse hans debatbog Til blå Bjarne fra 2016. Bjarne var den analytiske figur, Socialdemokratiet opfandt som repræsentant for segmentet af privatansatte faglærte mænd i blåt Kansas-arbejdstøj. Typen, som gennem flere år havde lagt sin stemme hos Venstre eller Dansk Folkeparti.

Dengang bogen kom, var der endnu to år, til Mette Frederiksen opsagde ægtepagten med De Radikale, og det var nok hovedårsagen til, at Herlevborgmester Thomas Gyldal Petersen om bogens budskab i forordet skrev: »Det er formentlig kun Rasmus Stoklund, der vil være enig i alt, og formentlig skal man være radikal for at være uenig i alt.«

Hovedanliggendet parlamentarisk set var, at Socialdemokratiet skulle ud af »den ubehagelige og ensidige afhængighed af Det Radikale Venstre«, mens det dengang ganske potente Dansk Folkeparti skulle ind som samarbejdspartner for Socialdemokratiet. Det harmonerer fint med Stoklunds selvbeskrivelse som »moderat, men fordelingspolitisk venstreorienteret og værdipolitisk højreorienteret socialdemokrat med fokus på middelklassen«. Stoklund er ikke typen, der klapper meget begejstret, når de socialdemokratiske kongresser uddeler Svend Auken-prisen.

De udlændingepolitiske betragtninger fylder en del i bogen. Efter de obligatoriske forsikringer om, at mange indvandrere tilpasser sig fint, fastslog Stoklund som sin rettesnor: Den ikkevestlige indvandring må »begrænses så meget som muligt, da de kulturelle forskelle, som det igennem årtier har vist sig for vanskeligt at forene, fylder for meget, og problemet må ikke blive større«.

De partifæller, der ikke indser det? Stoklund har, skriver han i 2016, oplevet mange socialdemokrater reagere på forslag fra Dansk Folkeparti »med himmelvendte øjne«, mens de fablede om menneskesyn og tonen i debatten.

At læse i Til blå Bjarne i dag er som at entre en tidsmaskine. Dengang den udkom for små fem år siden, blev den betragtet som en anelse kontroversiel. I dag er analysen stangvare i det regerende Socialdemokratis ledende lag.

Interessant, at Ærø med flere ikke vil med på rejsen. Interessant også, at de seneste ugers voldsomme kritik af den lagte linje ikke har gjort indtryk på meningsmålingerne. 32,1 i denne uges voxmeter, knap et procentpoint bedre end ugen før.

Læs også, hvorfor Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsminister mener, at Danmark er blevet et mindre liberalt land på grund af indvandringen.