Stramninger. Danmark er blevet et mindre liberalt land på grund af indvandringen, siger integrationsminister Mattias Tesfaye.

Grebet strammes

Grebet strammes Af Leny Malacinski

De prøver at se ud, som om de ikke kommer fra et vagtfirma. To mænd klædt i sort fra top til tå læner sig tilsyneladende henkastet op ad hegnet. De har ryggen til fodboldbanerne og øjnene mod Mjølnerparken. Intet logo på tøjet. På slaget 17 tændes projektørerne bag dem og oplyser det grønne kunstgræs. Et hold drenge med dansk og udenlandsk baggrund myldrer ind på banen, fodboldtræningen i Nørrebro United kan begynde.

»Er det i dag, ham der kommer?« spørger en mørkhåret dreng.

»Hvem – statsministeren?« spørger en anden.

»Ham der« er integrationsminister Mattias Tesfaye, men vagterne er ikke hans. De agerer sikkerhed for et kamerahold fra TV 2, der skal interviewe ministeren. TV 2 har før fået smadret biler i områder som Mjølnerparken.

Mattias Tesfaye ankommer, hilser på drengene og udtaler sig om en ny undersøgelse om indvandrerbørns deltagelse i det frivillige foreningsliv. Imens scanner vagterne biler og forbipasserende med øjnene. Da interviewet er i kassen, forsvinder de sammen med kameraholdet.

Det er historien om dansk integrationspolitik, som den udspiller sig på et par hundrede kvadratmeter. På den ene side af hegnet ligger et anlæg drevet af offentlige penge, civilsamfund og de bedste intentioner. På den anden side trækker stærke kræfter den modsatte vej. Mjølnerparken på Nørrebro er hjemsted for banden Brothas, hvilket kan give spændinger, fordi nogle af fodbolddrengene bor i Blågårdskvarteret, der styres af Loyal to Familia. Under bandekrigen måtte fodboldtræningen flyttes, efter at der blev skudt tæt på banerne, og trænere måtte følge drenge hjem, som var bange for at blive overfaldet.

Ifølge Mattias Tesfaye er området tegn på, at tiden ikke læger alle integrationsproblemer.

»Som minister besøger jeg boligområder, der er ved at komme på fødderne, fodboldklubber, der fungerer, skoleledere, der er ved at få greb om tingene. Men så ser man tallene. Integrationen går den rigtige vej, men det er marginalt,« siger ministeren.

Mere stat, mindre borger

Indvandringen har sat aftryk på Danmark, som det jævnligt kan læses i overskrifter og rapporter: imamer, der ikke vil give skilsmisse til muslimske kvinder; social kontrol af indvandrerunge; boligområder med kun få danskere. Men ifølge Mattias Tesfaye er der også sat et permanent aftryk på den politiske infrastruktur. Indvandringen har fået statsmagten til at stramme grebet om alle borgere og overvåge, regulere og diktere beslutninger, der før var borgernes egne.

»Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt. Havde vi ikke haft 50 års indvandring, havde vores lovgivning været langt mere liberal i dag. Jo mere indvandring, jo stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle. Det er vi nok nødt til at erkende i en folkevandringstid,« siger integrationsministeren.

Ifølge Tesfaye er der gjort så ihærdige forsøg på at ramme parallelsamfundene, at det brede danske samfund ikke går fri. Summen af stramningerne har utilsigtede ofre som blandt andet historiske danske frihedstraditioner.

»De danske friskoler er en stolt del af dansk skoletradition. De er en sjældenhed i international sammenhæng, men vores friskolelovgivning i dag er mindre liberal end for 20 år siden. Ikke på grund af danske eller jødiske eller katolske skoler, men specifikke muslimske friskoler. Vi vil også vedtage en bedre fordeling af gymnasieelever, der kommer til at påvirke det frie gymnasievalg. Det er en direkte konsekvens af indvandringen, og det rammer alle. Jeg synes, det er trist, men det er bedre end at affinde sig med en liberal tilgang og se parallelsamfundene vokse frem.«

– Er prisen for at modtage mellemøstlige indvandrere så, at alle lever i et mindre liberalt land?

»Det er en fælles vesteuropæisk erkendelse i disse år, at indvandring gør vores samfund mindre liberale. 24-års-reglen var aldrig blevet indført, hvis vi ikke havde haft mellemøstlig indvandring. I Mjølnerparken kan du ikke blive familiesammenført, fordi området står på en bestemt liste. Folk i bestemte boligområder er nødt til at sende deres børn i vuggestue, hvis de vil have børnepenge. Vi laver så vidt muligt lovgivning, der ikke generer utilsigtet, men jeg får henvendelser hver uge fra folk, som lovgivningen ikke var tilsigtet.«

– Kan Danmark som liberal stat så ikke overleve indvandring fra Mellemøsten?

»Ikke på samme måde som for 30 år siden.«

– Hvis problemet er den mellemøstlige indvandring, vil du så hellere gøre vold på dansk lovgivning end at gøre op med konventionerne?

»Jeg kan godt forstå, at folk er frustrerede og får lyst til at trække i håndbremsen og sige stop. Men jeg tror på, at det danske folkestyre kan bevare den liberale opfattelse af, at mennesker har individuelle rettigheder. Hvis vi holder tilstrømningen i ro, ikke bare i nogle år, men nogle årtier, og gør mere for at integrere, er mit bedste gæt, at vi kan komme styrket ud af det. Der er også nogle, der vil afliberalisere endnu mere, men vi kommer ikke til at bryde med grundloven, retsstaten eller konventionerne.«

Lovgivning er frihed

Vi sætter os ind på en shawarmabar. Ministeren bestiller ris med kylling og tænker sig længe om, før han svarer på spørgsmålene. Tesfaye er integrationsminister nummer ni i rækken efter Inger Støjberg, Manu Sareen, Annette Vilhelmsen, Karen Hækkerup, Søren Pind, Birthe Rønn Hornbech, Rikke Hvilshøj og Bertel Haarder. Ingen af dem har erklæret mission accomplished.

Selv kalder Mattias Tesfaye Danmarks integrationspolitik for et trafikuheld i slow motion. I 2017 udgav han bogen Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik. Den er en nærmest deja-vu-agtig læseoplevelse. Allerede i slutningen af 1980erne slog de socialdemokratiske vestegnsborgmestre alarm over de samme problemer, der diskuteres i dag: ligestilling, danskkundskaber, underbeskæftigelse, parallelsamfund. Dengang var løsningsforslagene også stort set de samme: begræns indvandringen, sænk ydelserne, spred de nytilkomne, sæt loft over andelen af indvandrere i boligområder, daginstitutioner, skoler. Efter flere årtier forsøger politikerne stadig at løse de samme problemer med de samme løsninger.

»Vi kan konkludere, at segregering sker af sig selv. Hvis vi ikke gør noget, bliver det olie og vand, mens integration kræver politik. Derfor mener jeg også, at der er brug for Socialdemokraterne i denne tid. Der er brug for regulering.«

Som et dugfrisk eksempel kunne Berlingske torsdag berette, at eleverne på Greve Gymnasium ikke længere må bestemme, hvem de spiser frokost med. Hver femte elev har indvandrerbaggrund, og i kantinen fandt eleverne sammen efter etnicitet, så danskere spiste med danskere og indvandrere med indvandrere. Derfor har gymnasiet indført faste pladser i kantinen og en regel om, at eleverne skal spise sammen klassevis.

Samme tendens ses, når unge vælger gymnasier. Det frie gymnasievalg har resulteret i, at udenlandske elever klumper sig sammen på bestemte gymnasier, og det påvirker ungdomskulturen på gymnasiet og får danske unge til at vælge andre gymnasier. Derfor støtter Mattias Tesfaye regeringens forslag om et fordelingsindgreb, der skal holde andelen af udenlandske elever nede.

– Vil det gå ud over elever, der selv kan vælge gymnasium i dag?

»Jeg vil gerne anholde, at det skulle gå ud over nogen. Frihed er også at skabe rammer for frihed. Unge med lyst hår og danske forældre har på papiret frit gymnasievalg i dag, men reelt er det lokale gymnasium ofte blevet primært for unge med udenlandsk baggrund. Jeg har selv talt med masser af unge på vestegnen, der siger, at den etniske sammensætning er årsagen til deres eget gymnasievalg. Det kræver politisk regulering at sikre reel frihed.«

– Er det ikke noget, George Orwell kunne finde på at skrive?

»Nej, det er snarere noget, som forfatteren Anatole France kunne skrive. Han sagde, at den franske revolution gav rige og fattige lige meget ret til at sove under Seinens broer. Man skal forstå, at for en socialdemokrat er velfærdsstaten ikke noget, der indskrænker vores frihed. Den realiserer friheden for de fleste, og derfor ryster vi ikke på hånden. Måske er det derfor, de udlændingepolitiske diskussioner er flyttet ud af socialdemokraternes gruppeværelse og over i Venstres. For os er fælles løsninger det, der kan realisere friheden. For Venstre indskrænker det friheden.«

Islamisk Stat-krigere med dansk pas er også en konsekvens af indvandringen, som udgør en selvstændig kattepine for regeringen. For nylig hastebehandlede Folketinget en lov, der giver integrationsministeren ret til administrativt at fratage statsborgerskabet uden først at have en domstolsprøvelse.

Indgrebet er blevet kritiseret for at være en politistat værdig, men alligevel er det svært at se, om regeringen er lige så handlekraftig, som den fremstår. Da en IS-kriger landede i Københavns Lufthavn i november 2019, blev han modtaget af dansk politi, samtidig med at statsminister Mette Frederiksen skrev på Facebook:

»Mod vores ønske er der nu desværre fremmedkrigere, som kommer til Danmark. Lad mig sige noget direkte til jer: I er ikke velkomne i Danmark.«

Politisk personlighedsspaltning

Det ligner et svært tilfælde af politisk personlighedsspaltning: I er ikke velkomne, men vi lukker jer ind alligevel. Den stramme udlændingepolitik har en blød bug, og det er ikke det eneste eksempel. Man kan for eksempel indføre niqabforbud på dansk jord, men ikke holde et lille antal fremmedkrigere ude. Man kan stramme familiesammenføringsreglerne for alle, men ikke sige nej til flygtninge, hvis de først står ved grænsen. Christiansborg bestemmer ikke over grænsen, kun over hvad folk må, når de først er her. Så griber man til gengæld også dybt i paragrafferne.

– Føler du dig magtfuld som integrationsminister eller snarere magtesløs?

»Udlændingepolitikken er underlagt nogle vilkår, som er svære at styre fra Christiansborg. Det sker i en kulisse af udviklingen i Mellemøsten, som vi ikke har indflydelse på, men som vi må navigere i. Jeg har magt, så jeg føler mig ikke magtesløs. Jeg føler mig ansvarlig for, at integrationspolitikken flytter sig. Men det er også vigtigt at være ærlig og sige, at politikere er ikke almægtige. Uanset hvor hårdt jeg arbejder, og hvor meget opbakning jeg kan få i Folketinget, vil der stadig være integrationsproblemer, næste gang danskerne går til valg«, siger Mattias Tesfaye.

Spørgsmålet om magt versus magtesløshed er ikke kun relevant i en dansk sammenhæng. Ifølge Mattias Tesfaye står de vestlige demokratier i disse år i en situation, hvor det politiske system bliver sat på prøve af globale kræfter.

»Demokratiet har mistet muskler de seneste år. Der er globalisering, frihandel, grøn omstilling, indvandring, digitalisering. Det er blevet sværere for politiske flertal at forme samfund efter flertallets opfattelse. Især i Vesteuropa er det helt essentielt, at det politiske system ikke fremstår impotent, men får greb om den magt. Det er jo ikke en filosofisk overbevisning, der gør, at folk støtter folkestyret. Det er, fordi de kan se, at det virker, og at det sikrer tryghed, velstand og et godt liv for ens børn. Derfor skal demokratiet hele tiden legitimere sig selv i praksis. Der har vi en sindssyg styrke i det danske samfund, fordi den folkelige utilfredshed kan få et parlamentarisk udtryk. Det er også derfor, vi har set en anden udvikling i Danmark end i Sverige og Tyskland. Vi har ikke længere en skyttegravskrig om, hvorvidt vi skal have en slap eller stram udlændingepolitik.«

 

Læs også kommentaren om, at den danske udlændingepolitik er en »Stram myte«

Side 3



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck