Når jeg engang har glemt alt andet i Dorthe Nors’ og Henrik Saxgreens bog om kysten, så vil beskrivelsen af dansen i Sønderho stadig stå klart i erindringen.

»Først går de vandrende hånd i hånd, dernæst griber han hende om ryggen med begge hænder. Hun tager fat i ham med den ene hånd deromme på sin ryg. Den anden lægger hun let om ham. Så snurrer de som nedtonede dervisher over gulvet. De har fanget hinanden i en centrifugalkraft. Som et nordsølavtryk med sit stille øje og sin vildskab i periferien. Han holder fast i hende, som var hun livet selv. Hun tillader det og ser bestemt ikke bly, skråt ned for sig. For han har godt fat i hende, manden, men han ejer hende ikke.«