Hvorfor er lykken så lunefuld?« spurgte Karen Jønsson i sin sang fra 1937, og et blik på lykkeforskning rejser samme spørgsmål. I 2012 var Mexico verdens lykkeligste land i én undersøgelse, Danmark i en anden, og i 2014 var det så Panamas tur. Hver sin undersøgelse, hver sin fremgangsmåde, og så kommer der endda flere og flere af dem. Lørdag udkommer den største af dem alle; FNs årlige World Happiness Report. Finland har indtaget førstepladsen de seneste tre år, men alene i 2021 udkommer der over 800 andre videnskabelige undersøgelser af lykke, der kan finde frem til helt andre vindere og tabere.
Det er dog ikke tegn på uenighed om en særlig svær disciplin. Snarere det modsatte. Det mener den hollandske sociolog Ruut Veenhofen fra Erasmus University Rotterdam i Holland, der samler alle undersøgelserne i sin egen kreation, The World Database of Happiness.
»Det er slet ikke så svært at måle lykke,« hævder Ruut Veenhofen. »Så længe du definerer lykke som ‘livstilfredshed’ frem for at definere det som ‘det gode liv’. For vi bliver aldrig enige om, hvad det gode liv er. Til gengæld er det efterhånden blevet ret udbredt inden for samfundsvidenskaben, at man i stedet undersøger ‘livstilfredshed’.«
Med den metode er forskningen kommet frem til ret klare bud på, hvordan man skaber sig et lykkeligt liv. Det hjælper selvfølgelig at vokse op i et rigt samfund som det danske. Velværen stiger i takt med indkomsten, men kurven flader ud omkring en årsindkomst på 75.000 dollar (cirka 466.000 kroner, red.). Derfra kan det bedre betale sig at prioritere mere fritid og samvær med andre mennesker frem for højere løn, viser resultaterne. Det er blandt andet det, man kan lære på nogle af de mange nystartede og yderst populære lykkekurser på universiteter som Harvard og Yale. Lykkeforskning er blevet hot stuff i videnskabelige kredse, og det skyldes ikke mindst mængden af undersøgelser, der bliver udgivet, mener forfatteren til bogen Lykke.
»De mange undersøgelser er udtryk for, at forskning i lykke er blevet en tværvidenskabelig disciplin,« siger Christian Bjørnskov, nationaløkonom og lykkeforsker ved Aarhus Universitet. »Samtidig har der dannet sig en vis konsensus på tværs af psykologer, økonomer og statskundskaber om, at vi fokuserer på det samme, når vi undersøger lykke.«
Danske Meik Wiking tilslutter sig analysen. Han startede den private tænketank The Happiness Institute i 2013, og han har også set forskerne samle sig.
»Lykkeforskerne er blevet mere enige om at bruge de samme metoder,« siger han og anslår, at mellem 80 og 90 procent af lykke-studierne i dag bruger begrebet »livstilfredshed«.
De mindst ulykkelige
Engang troede man, at lykken bestod af summen af korte fornøjelser. I dag er det den langsigtede tilfredshed med livet, videnskaben forsøger at måle, og de fleste forskere ser på den subjektive oplevelse af lykke. Som oftest bliver forsøgsdeltagerne bedt om at rangere deres grad af tilfredshed på en skala fra ét til ti. Samtidig skal de vægte, hvor vigtige de enkelte parametre er for dem personligt. Det er sådan, lande som Danmark, Norge og Finland konstant scorer højt. Særligt på tilliden til andre mennesker, adgangen til et godt sundhedssystem og ved kombinationen af meget fritid og gode økonomiske muligheder.
»Men man skal være opmærksom på, at der tages udgangspunkt i et gennemsnit, og derfor kan man kan også vende det om og sige, at skandinaverne er de mindst ulykkelige,« påpeger Meik Wiking.
Det er ikke den eneste udfordring ved FNs rapport. Fra andre undersøgelser ved man, at folk vurderer deres egen tilfredshed med livet i forhold til andre. Er naboen langt rigere, er man derfor mere tilbøjelig til at føle sig utilfreds, end hvis naboen havde samme indkomst. Derfor kan man virke tilfreds med livet alene ved at bo i et økonomisk lige land.
Skandinaverne har et relativt højt forbrug af antidepressiv medicin målt med lavere rangerede lande, og selv om danskerne går for at være nogle af verdens lykkeligste, er de langt fra at have den laveste selvmordsrate. Det kan blandt andet forklares med, at lande som Danmark er bedre til at registrere selvmord, end man for eksempel er i afrikanske lande. Danskernes frihed til selv at vælge deres eget liv har også en betydning, men der er også undersøgelser, der peger på det høje gennemsnit af tilfredshed som en forklaring, siger Ruut Veenhofen.
»Det føles i højere grad som en personlig fiasko at være ulykkelig, hvis du lever i et land, hvor de fleste er lykkelige.«
Latinamerika er et andet paradoks i FNs rapporter. Her er uligheden særligt høj, men alligevel scorer mange latinamerikanske lande højt på spørgsmål om livstilfredshed. I FNs analyse kommer man frem til, at ulighed dermed skaber mere lykke. Men det er en fejlslutning, mener Christian Bjørnskov.
»FN fifler med tallene fra Latinamerika, når de analyserer sig frem til, at ulighed skaber mere lykke. Der er generelt tale om det modsatte. Latinamerikanerne er bare en undtagelse, man skal have øje for. De er nemlig lykkeligere, end man skulle tro. De lever med en stor grad af korruption og social ulighed i mange af landene, men er tilfredse med livet på trods af modgangen.«
Alternativ lykke
Den moderne lykkebølge fik sit første gennembrud i 2008, da det lille asiatiske land Bhutan lancerede det såkaldte Gross National Happiness Index (GNH) som et alternativ til det økonomiske bruttonationalprodukt. I 2011 kom en resolution fra FN med en global politisk agenda om at sætte særlig fokus på lykke. Bhutan blev fremhævet som foregangsland, men problemet med landets lykke-indeks er, at det bygger på en række objektive kriterier og spørgsmål om alt fra religion til strikkeevner, lyder kritikken.
»Objektive målinger af lykke svarer til, at man bestiller mad til nogle andre på en restaurant. Man har ingen anelse om, hvad de faktisk kan lide, før man har spurgt dem,« mener Christian Bjørnskov.
Meik Wiking er enig i kritikken af GNH-indekset, men fremhæver samtidig kvaliteten af undersøgelser med flere metoder. For eksempel The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe (SHARE), der kombinerer objektive og subjektive kriterier og indeholder interview med 140.000 europæere over flere år. Det har blandt andet vist, hvordan gode pensionsordninger er med til at øge ældres lykke betragteligt. Christian Bjørnskov fremhæver værdien af et velfungerende retssystem som et andet parameter, forskningen har været med til at belyse.
»Ved hjælp af lykkeforskning har vi altså fundet en ekstra gevinst ved at have et politisk uafhængigt og solidt retsvæsen.«
Udfordringen for lykkeforskning er, at nogle få lande fortsat går egne veje. På linje med Bhutan, Iran og Rusland indgår Kina for eksempel heller ikke i The World Happiness Report.
»Kineserne ser mærkværdigt tillidsfulde ud på deres egne målinger, men det kan vi bare ikke være sikre på, at de er, for alle undersøgelser fra Kina er politiserede,« siger Christian Bjørnskov. Mange af de mindre troværdige undersøgelser bygger på såkaldte affektive målinger, mener han. Dem frasorterer Ruut Veenhofen i The World Database of Happiness, for de går på følelser frem for helhedsindtryk. I en affektiv måling spørger man til, hvor ofte man følte sig lykkelig i løbet af dagen i går, mens man i en evaluativ måling ser på den generelle lykkefølelse.
»Problemet er, at der er ret store kulturelle forskelle på, hvordan man vil svare på et affektivt spørgsmål,« forklarer Christian Bjørnskov. »Hvis man spørger folk i Ringkøbing, hvordan de havde det i går, svarer de formentlig ‘okay’, mens folk i København svarer ‘fantastisk’. Til gengæld er vi ret sikre på, at der ikke er så voldsom stor forskel på den måde, folk svarer på i en evaluativ måling.« De tre lykkeforskere er i vid udstrækning tilhængere af The World Happiness Report. Den er ikke perfekt, men den benytter sig af en velafprøvet teknik. Og den giver måske det bedste svar på Kirsten Jønssons undren over lykkens lunefuldhed: »Når vi er glade, ler vi, så er vort liv en leg, men alt for ofte ser vi, at lykken går sin vej.«
