H.C. Andersen lavede, da han var ganske ung, en liste over kendte danskere, hvis navn ender på -sen. For kunne en ung, håbefuld mand – søn af en fattig skomager – blive berømt og anerkendt med sådan et bondenavn? Et navn, der ender på -sen var for H.C. Andersen en skamplet. Hvis man bar et såkaldt sen-navn, blev man aldrig en del af det gode selskab. Navnet afslørede nemlig, at man kom fra underklassen. At man var en taber – og at man kom ud af en taberslægt.
Listen ligger i dag på Bakkehusmuseet på Frederiksberg. Historien virker nærmest eksotisk. For i Danmark lever vi i et velfærdssamfund. Vi lever i et samfund, hvor alle er lige. Og hvis de ikke er det, så har de alle tænkelige muligheder for at blive det. Der er sågar lovgivning, der sikrer, at det på ingen måde må ligge en til last – for eksempel på arbejdsmarkedet – hvis man er kvinde, sort, mormon eller bøsse. Alle kan blive alt. Det er i hvert fald det, vi plejer at fortælle hinanden. Der er ingen grupper i det danske samfund, der har været undertrykt og holdt udenfor. Og da i hvert fald ikke nogen, som lider under dét i nutidens velfærdssamfund.
Ikke desto mindre er der begyndt at rejse sig en underligt uvedkommende, ja, en nærmest bizar kritik af det danske samfund. Konflikten er en kulturimport fra USA. Den handler om, at man i Danmark skulle have noget imod sorte – på samme måde, som man har det i nutidens USA. At danskere skulle være racister på samme måde, som man er i Amerika.
Men sandheden er, at der ikke har været nogen systematisk undertrykkelse af sorte igennem de sidste 3-400 år i Danmark. Og da slet ikke af sorte slaver. Årsagen er, at der stort set ikke har været nogen sorte mennesker. De sorte mennesker, som har været i Danmark – indtil cirka midten af det 20. århundrede – skal ikke tælles i tusinder og formentlig ikke engang i hundreder. Der har været så få, at man kender navnene på de fleste af dem. Der er for eksempel historien om den sorte mand ved navn Jan Leton, der i 1817 blev sat af på Nordstranden i Skagen. Han var slave og blev givet som tak for hjælpen til byfoged Lund, som havde huset en skipper, der var forlist ud for kysten. Jan Leton levede som byfogedens tjener – og en fri mand – resten af sit liv.
Han ligger begravet under en flot sten på Skagen Kirkegård. Et andet eksempel er herregården Knabstrup, hvortil Johan Lorentz Castenskiold bragte en håndfuld slaver fra De Vestindiske Øer omkring 1745. De var juridisk set stadig godsejerens ejendom, men de arbejdede vist mest bare som almindelige håndværkere. På Lolland kunne man i det 20. århundrede møde en efterkommer af vestindere, hvis bedsteforældre faktisk havde været rigtige slaver. Victor Cornelins var sammen med sin søster »udstillet« i Tivoli. Han blev dansk statsborger, boede på Lolland og var en skattet skoleinspektør, fordi han i Danmark fik en læreruddannelse.
Nej, hvis man vil lede efter slaver – og deres efterkommere – her i Danmark, så skal man kigge et helt andet sted hen. Og man kan meget passende kigge på mig.
For man kan faktisk måske stadig se det på mig, når jeg skal tale med en chef, med en politimand eller med en fra kommunen. Jeg føler mig – et eller andet sted dybt, dybt nede – en lille smule magtesløs. Situationen gør mig en anelse hjælpeløs, prisgivet. For det sidder dybt i mig. En overordnet kan skalte og valte med mit liv. Og måske gør hun det faktisk?
Det kommer fra min baggrund. For jeg er vokset op i en familie, hvor man også stadig kunne se det på min far – dengang han stadig var på arbejdsmarkedet – når han stod over for en arbejdsgiver. Jeg så det som barn, når jeg overværede, hvordan han stod med telefonen og hakkede og stammede i det, når han skulle sygemelde sig. Eller hvis han, nærmest kuet og servil, bad om en fridag, som han faktisk ellers var i sin gode ret til. Det var en helt indgroet ydmyghed. En slags kulturel dna, som man kun finder hos ægte tyende.
Det kan lyde, som om jeg overdriver. Det gør jeg ikke. Min far er godt nok uddannet konditor, men hans generation var de allerførste håndværkere i hele familien. Og da han prøvede at blive selvstændig, gik det helt galt. Han kunne ikke finde ud af det. Personligt har jeg en mistanke om, at han aldrig rigtig følte, at han »måtte« blive til noget. Han havde ikke det, man ellers altid beskylder hvide mænd for at have i USAs racismedebat: entitlement. Den selvfølgelighed, man finder hos privilegieblinde, hvide mennesker, den savnede han fuldstændig.
Hvis man skal forstå det her, så skal man forestille sig, at det berømte glasloft, som for eksempel feminister ofte har postuleret har eksisteret som en reel blokering for kvinders opstigning i karrieren, det var en fuldstændig stenhård realitet i min fars liv.
Jeg kan huske, at jeg engang spurgte ham – i et nært øjeblik – om, hvad hans helt store drøm egentlig var, da han var barn? Jeg tænkte, at han nu ville sige astronaut eller politibetjent eller videnskabsmand eller statsminister. Men svaret var: bogholder. Han ville gerne have været »noget med tal«, »noget med at regne på et kontor«. Men han fik kun lov til at gå syv år i skole – det var alt, hvad der var råd til, for han skulle helst flytte hjemmefra, så snart han var voksen. Så det gjorde han. Da han fyldte 14 år, rejste han.
Man skal forestille sig den situation, at der hos et menneske slet ikke eksisterer nogen bevidsthed om et samfund, som ligger over en håndværksmæssig uddannelse. I hvert fald ikke som en mulighed. Glasloftet er lavet af beton – der er slet ingen opstigning. Min fars liv var horisontalt. Ordet karriere bruger man slet ikke i arbejderklassen. Og min far ville ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at stille op til hverken et kommunalvalg eller et folketingsvalg. Han rakte aldrig fingeren i vejret, når de ledte efter en tillidsmand på slagteriet. Og det var ikke ham, der blev udtaget til sergent.
Da jeg selv valgte at tage en HF-eksamen – fordi jeg afbrød den håndværkeruddannelse som murer, som jeg var udset til at tage, fordi jeg end ikke blev evalueret som »egnet, måske egnet« eller »ikke egnet« til gymnasiet – forstod han det aldrig rigtig helt. En håndværkeruddannelse ved man da, hvad er.
Da jeg startede på universitetet, hverken forstod han eller overhovedet vidste, hvad jeg læste. Jeg kan stadig huske den familiefest, hvor han råbte igennem hele forsamlingshuset:
»Hvilket sprog er det nu, du læser?«
Jeg havde læst litteraturvidenskab i tre år. Det frustrerede mig voldsomt som ung. Jeg følte mig overset af min egen familie. I dag bebrejder jeg ham det ikke længere. For nu kan jeg godt se, hvor det kommer fra. Det er dybt, dybt nedarvet i min slægt. Vi er ikke nogen af dem, der skal være noget. Det er ikke os, der skal stå oppe på scenen. Vi er ikke dem, der skal bestemme. Vi er ikke dem, der har ret til at blive til noget, som nogen andre regner med.
Min farfar havde præcis den samme underdanighed som min far. Man retter ind. Man står på sin plads i sit geled, når man er indkaldt som soldat. Man stiller ingen spørgsmål ved livet eller sin situation. Overhovedet. Man gør, hvad der bliver sagt.
I min farfars tilfælde var det endda ikke bare noget nedarvet. Det med at være neden under andre mennesker, det var en konkret realitet. For både han og min farmor var tyende. De var, som det hed, ude og tjene. De arbejdede som billig, ufaglært arbejdskraft på de store gårde og herregårde. Først efter mange år fik min farfar en parcel – en parcel er et lille jordstykke, udskilt fra et egentligt landbrug. Vi kender udtrykket fra det frimærke, man sætter et parcelhus på. Min farfar klarede sig egentlig fint. Han havde trods alt fået ganske få tønder land, der var helt hans egne. Hans egen far havde nemlig slet ikke egen jord, i hvert fald ikke før han blev en temmelig gammel mand. Så fik han et lille hus.
Som barn troede jeg ellers, at min oldefar var en meget fin mand. På billeder er han altid klædt i habit, vest, slips og urkæde. Og historierne om, hvordan han – selv på de varmeste dage – allerhøjst lagde jakken og aldrig, aldrig smøgede ærmerne mere end op til midt på underarmen – blev gentaget i det uendelige. Men han var ikke fin, ikke i dén forstand. I virkeligheden var det nemlig bare hans arbejdstøj. Han var altså »fin« underklasse. Eller som de siger – med et skældsord i USA – så var han house nigger. Han var tyende, men friseret og i pænt tøj. Man skulle jo også være til at holde ud at se på for dem, man arbejdede for.
Min oldefar var »opsynsmand« – en slags altmuligmand og ufaglært gartner i ét – på et alderdomshjem ude på landet, hvor rige enker fra København endte deres dage. Han var selv født på alderdomshjemmet, hvor hans familie boede. Det var også dér, min farfar blev født.
Jeg har selv besøgt kælderrummet, hvor de boede. Rummet anvendes i dag som en lillebitte vaskekælder, hvor der lige akkurat er plads til to vaskemaskiner og en tørretumbler. Ingen kunne drømme om at bo der. Det var dér, de boede – tre generationer sammen, bedstemor og bedstefar, deres søn og hans hustru og deres børneflok. De boede der igennem tre generationer, eller over en periode på måske små 70 år, i de samme to små rum. De rige enker boede ovenpå, i store, herskabelige lejligheder med udsigt til den have, som min oldefar, og før ham min tipoldefar, passede. Min oldefar slog den store græsplæne flere gange om ugen – med en le.
Hvis man går ned ad en anden gren i mit slægtstræ, dybt ned i min farmors slægt, møder man, efter en række af »frie bønder« på Sydsjælland – og man kan jo overveje, hvorfor det er nødvendigt at tilføje den betegnelse, frie – en fæstebonde ved navn Morten Olsen. Min farmors søsters mand, Johannes, har skrevet om ham i nogle noter til en slægtsbog, der aldrig blev til noget. I noterne prøver han at finde hoved og hale i kirkebøgerne. De gamle maskinskrevne noter bærer præg af, at han ikke har nogen uddannelse.
»Dette fra Krummerup sogn nr. 1 – 454 – 1736 – 95, alt er blandet sammen og vanskeligt at læse til de der vil forske videre, nævnte Morten Olsen er muligvis Annes farfar. Anne Olsdatter var nok eneste barn. Faderen blev indsat i slaveriet, grundet gaardforsømmelse, arbejde i Lænken? Kom han levende fra det?«
Kom han levende fra det?
Årsagen til den barske kommentar er, at det faktisk var ret normalt, at man ikke kom levende fra det, hvis man som fæstebonde blev »indsat i slaveriet«. Johannes noterer, at på den tid, da det skete, i starten af 1700-tallet, kunne en fæstebonde, der begik »gårdforsømmelse« og altså ikke passede den gård, som slet ikke var hans, men som han var forpligtet til at passe på grund af sit ophav, idømmes mellem ét og 15 års arbejde, typisk i lænker.
Man kunne dengang, som straf, blive tvangsudskrevet i årevis til flåden. Man kunne blive sendt af sted for at bygge fæstninger i overklassens kolonier. Man kunne blive sat til at knokle med byggeriet af Trekroner, hvor tre sænkede krigsskibe i Københavns Havn skulle fyldes manuelt med store sten. Ofte noterede en præst, hvis en person havde været »indsat i slaveri«, ikke hvor længe vedkommende havde været det. Han skrev bare, om de overlevede.
Vilkårene for fæstebønderne i hele den »hvide« verden var jammerlige dengang. Når en bonde i Rusland var »livegen«, så ejede en godsejer hele hans familie. Når der var dødsstraf for selvmordsforsøg blandt bønder i 1700-tallets England, så skyldes det, at en bonde ikke havde ret til at »tage sit eget liv« – underforstået, tage det fra den godsejer, som ejede det. På Sydsjælland, hvor min familie er fra, var der ikke livegenskab, men derimod stavnsbinding og tidligere også vornedskab. Christian 2. forbød salg af vornede bønder, fordi det var »ondt og ukristeligt«. Men man handlede nu alligevel med folk, og datidens retssager handlede mest om, hvem der egentlig ejede denne eller hin karl eller pige. Christian 5. sikrede, i princippet, at godsejerne og deres folk ikke længere kunne banke folk helt til plukfisk. I hans lov fra 1683 står der om revselsesretten, som også gjaldt for godsejere mod fæstebønder, at:
»Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand een fremmet hafde gjort Skade.«
Loven så man imidlertid stort på. Min grandonkel Johannes noterer lidt om de ting, han stødte på under sin slægtsforskning. For eksempel er der sagen om et søskendepar, som har gjort indtryk på ham. Det finder sted mange, mange år efter Christian 5. prøvede at begrænse adelens udskejelser.
»I gamle retsprotokoller træffer man mange sager hvor bønder ønskede landsens afgørelse naar herremanden stadig forlangte mere hoveriarbejde af dem. Der var også sager om vold, her har en fæstehusmand Niels Nielsen og hans søster Cecillie, anmeldt ridefoged Mads Mikkelsen for retten, ridefogeden var anklaget for med sit spir ’Egeknap’ at have gennembanket husmanden og søsteren, saa de paa tiende dagen, i retten kunne fremvise, at de paa ryg og laar havde ophovnede gule og blaa mærker, hun fremviste til lænden sin ligesaa ødelagte ryg. Grunden til ridefogedens opførsel var at de paa grund af sygdom ikke mødte paa hoveriarbejde. Rettens kendelse: Niels Nielsen og søsteren skulle give fogeden en undskyldning fordi de havde meldt ham samt bøde paa 10 rigsdaler til fattigkassen,« står der i Johannes’ papirer.
Man kan selvfølgelig sige, at man ikke i dag – som hvid mand, der er efterkommer af fæstebønder i Danmark – er skilt ud på samme måde, som en sort kvinde er det i USA. Man går jo ikke rundt og skilter med, at man er dansk slave. Og så alligevel.
Mænd i min familie har heddet Ditlev til mellemnavn cirka ti generationer tilbage. Ingen ved rigtig hvorfor. Men jeg har en mistanke om, at det er en bondefamilies diskrete hyldest til lensgreve og gehejmestatsminister Christian Ditlev Reventlow, der ophævede stavnsbåndet. Det optræder i hvert fald første gang som et fornavn i min families aner på cirka samme tidspunkt. Ironisk nok får netop dét navn sommetider folk til at tro, at jeg kommer af en fin familie. Måske er det et mellemnavn? Et slægtsnavn? Men intet kunne være mere forkert. For når man hedder Jensen, Nielsen eller Hansen til sidst – som efternavn og dermed familienavn – så er sandsynligheden for, at ens forfædre er blevet systematisk pint, plaget, ødelagt, nedslidt, seksuelt misbrugt, voldtaget, drevet til druk, til depression, til selvmord, måske endda fra tid til anden myrdet, igennem generation efter generation efter generation faktisk ganske stor. Og den historie er stemplet i passet – og alle andre offentlige papirer.
Så jo. Jeg kommer af en slaveslægt. Her i Danmark er det mig, der er »neger«.
