En vinterdag i 2012 overværede jeg et politisk møde i Køge, som jeg siden ikke har kunnet glemme. Arrangør var Enhedslisten, man var nogle måneder inde i regeringen Thornings regime, og Køgesocialisterne var især optaget af det yderligere økonomiske skel, som regeringen ville sætte mellem arbejdende og modtagere af indkomstoverførsler. Mødedeltagerne virkede både oplyste og indsigtsfulde og talte endda i deres kreds en folketingsmand, hr. Christian Juhl.
Det uforglemmelige var, at man erklærede sig bekymret for snarlig fremkomst af fascisme i Danmark på grund af dette skel. Man kunne fremdrage historiske eksempler foruden drabelige beløb og satser, og man havde også Karl Marx at stille med i diskussionen. Synspunktet forekom mig så aparte, at jeg gjorde en artikel ud af Køgeaffæren, holdt i tørt refererende stil, man er jo journalist, men privat fandt jeg begivenheden lattervækkende.
Morskabsteatret har holdt flyttedag. I coronaens tid er det borgerlige stemmer, som inspireret af den aktuelle undtagelsestilstand fremmaner angsten for diktaturet. Man føler sig ledet af diktatricen Mette Frederiksen, med nyfødt længsel skæver man til Sverige, du gamla, du fria.
Nu skal man nok ikke overdrive seriøsiteten i alle indslag. Noget kan hentes på Facebooks båndsløjfe af stejlt affattet skråsikkerhed, andet er vel mest at betragte som cirkusdirektøren, som stående uden for sit telt søger at råbe publikum ind under lærredsdugen uden akkurat belæg for alle påstande. To skikkelser træder frem i eksemplarisk vælde, begge i Berlingske: Erhvervsmanden Asger Aamund og journalisten Mads Brügger.
Aamund ser Danmark under forvandling til »et smilende og velstående DDR«, men mener han sin DDR-parallel i nogen forstand? I givet fald savnes det smilende hjemlige Stasi, men sikkerhedspolitiet har Mads Brügger allerede for nogen tid siden stillet med:
Han ser for sig, idet han »leger, at Danmark er på vej til at blive et diktatur«, hvordan socialdemokraterne giver efter for deres »allermørkeste impulser« og forlanger af undersåtterne, at de skal vide og tro på, at to plus to giver fem. »Kan man ikke det, vil man før eller siden blive hentet og kørt ind til det genåbnede Shellhus til en lille forventningsafstemning. Og når døren til forhørscellen går op, kommer Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen ind, iført en smart uniform fra Sand Copenhagen.«
Forinden vil »man« (nok dissidenten Brügger selv) være afhentet af det hemmelige politi fra MINISUND, Ministeriet for sundhed. Det er forrygende veloplagt skrevet, men man er som med Aamund i tvivl om, hvorvidt det skal tages alvorligt i nogen nævneværdig forstand.
Faktisk ved jeg slet ikke, om Brügger er borgerlig, og måske er det noget andet, der plager ham. Måske var hans betragtninger en nødudsendelse fra Den Korte Radioavis, man kan lege med tanken. Siden lukningen af 24Syv har offentligheden i hvert fald vidst, at glødende socialdemokrat er Brügger for tiden ikke.
NU fungerer de stemmer, som advarer om fascismens truende fare, jo især som basgang for den meget snævre udgave af politik, som i disse uger udgår fra Christiansborg. Den borgerlige kritik af socialdemokratisk magtfuldkommenhed udfolder sig, uden at nogen i Folketinget endnu har påstået, at demokratiet er under egentlig afskaffelse.
I stedet har der under anførsel af Lars Løkkes enmandsparlament bredt sig den opfattelse, at regeringens genåbningsstrategi kun tager sigte på at redde den offentlige sektor. Som Løkke skrev i B.T.: »Det var et politisk valg, hvilke åbningsscenarier Finansministeriet stillede op og efterfølgende lod sundhedsmyndighederne vurdere. Man kunne også have valgt et, hvor man tog udgangspunkt i en ambition om at begrænse tabene blandt især de små og mellemstore virksomheder i servicebranchen som restauranter, cafeer, frisører mv. ved at lade dem genåbne forsigtigt.«
Mon Løkke mener, Mette Frederiksens Socialdemokrati er parat til at ofre den private sektor på den offentliges alter? Det er som sådan, hans budskab har bredt sig og har udløst debat. Henrik Dahl fra Liberal Alliance og i nogen grad Pernille Vermund fra Nye Borgerlige kritiserede her i avisen i sidste uge opdelingen af de valgte strategier i rød og blå. Beslutningerne i Danmark er for tiden især sundhedspolitisk dikterede, de handler om mindst mulig smittespredning. Politik er sygdomsramt og sat i mild karantæne.
Anfægter man det, geråder man som Dansk Folkepartis Søren Espersen ud i en diskussion, hvor direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak stemples som uvidenskabelig med det argument, at Espersen finder hans budskab umuligt at efterleve.
Det skete i Berlingske som en reaktion på, at Mølbak blandt flere scenarier forudså behov for social afstand i meget lang tid. »Sandheden er, at sådan kommer det ikke til at gå, for så tror jeg, man får en folkelig modvilje. Så siger folk, at nu må det være nok,« som Espersen forklarede avisen.
En opfordring til civil ulydighed? Eller et nødskrig fra en politiker for tiden berøvet sin gernings mening? Dansk Folkeparti fordriver undtagelsestiden med at harmes over den midlertidige ophævelse af det obligatoriske håndtryk i forbindelse med statsborgerskabsceremonierne. Et ordknapt rollehæfte for det førhen så talende parti. Espersen fik følgeskab af Venstres Inger Støjberg og den radikale Morten Østergaard; de forlanger bedre statsministeriel styring af eksperters budskaber i offentligheden, hvad der må forekomme paradoksalt anskuet fra det aamund’ske udsigtstårn.
MAN skal ikke have fulgt meget med i Socialdemokratiets historie for at vide, at partiet som andre magtpartier hungrer efter at sidde inde med nøglerne. En partileder i Socialdemokratiet er mislykket, hvis ikke han eller hun skaffer Statsministeriet hjem til partiet. Svend Aukens valgsejr i 1990 var livsfarlig, fordi den var så imponerende, at Statsministeriet burde være selvfølgeligt, men alligevel glippede på manglende opbakning fra afgørende midterpartier. Man væltede efter et utålmodigt mellemspil den mand, som havde skaffet 14 ekstra mandater og 37,4 procent af stemmerne.
Det er ligeledes lærerigt at følge med i Mette Frederiksens sprog, når talen er om vore ældre, vores offentlige sektor og vores velfærdssamfund, sprogligt sluger hun den offentlige butik med hud og hår. Det post-thorning’ske Socialdemokrati har en vældig tro på det offentlige, de offentligt ansatte skal befris i varm tillid, ikke understøttes af det kolde marked. Foreløbig er det jo kun ord, men retningsskiftet fra 1990ernes udliciteringsglade markedsinspiration er tydeligt.
Men at forestille sig Socialdemokratiet ligeglad med den private sektor er helt historieløst. Hvad Staunings egentlige mission var ud over at gøre Danmark tilgængeligt for hele folket, som det hed i 1930rnes program & sang, sluges ejendommeligt af Besættelsens mørke. Men efter Befrielsen blev recepten på Danmarks fremgang skrevet af økonomer og senere statsministre som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag: et stærkt og efterhånden stærkt faciliteret erhvervsliv, så der var værdier at malke til brug for udbygning og omfordeling. Dybden af det socialdemokratiske nederlag ved jordskredsvalget i 1973 udmåles af, at befolkningen på én gang overgivent og hånligt sagde nej tak til alt det, man med møje og flid havde bygget de seneste 15 år for midler hentet i et erhvervsliv i fremgang.
Skal man nu forestille sig, at den egentlige socialdemokrat, som i trekvart århundrede har levet af ingenting og tabte visioner om økonomisk demokrati i den rejste bygnings skunkrum, pludselig springer frem fra sit skjul og proklamerer et Danmark, hvor det er ligegyldigt, om det private erhvervsliv går til grunde?
Enhedslistens vej til indflydelse gik ikke over en fastholdelse af fascisme-teserne fra Køge, men over systematisk dyrkelse af socialdemokratiske bastioner, som blev rømmet under Thorning.
I øjeblikket afsøger dele af det borgerlige Danmark en anden rute ud af afmagten. Man gør løbende forsøg på at politisere pandemiens imperativ akkompagneret af en opfattelse af Socialdemokratiet som partiet, der søger sin inspiration i længst forgangne årtier og i lande noget syd for Køge. Det borgerlige Danmark må af mange grunde være glad for, at der er nogen tid til næste folketingsvalg.
Læs også kronikken om verdens mest succesrige land i bekæmpelse af corona: »Foregangslandet mod øst«
Læs også om, at overvægtige rammes hårdere af COVID-19: »Fed slagside«
