Kronik. Vi har meget at lære af Taiwan – verdens mest succesrige land i bekæmpelse af corona.

Foregangs­landet mod øst

Foregangs­landet mod øst

 

Af Tage Søndergård Kristensen, Professor emeritus

Prøv at forestille dig, at vi i Danmark havde haft to COVID-19 dødsfald i stedet for de knap 400, som vi nu er oppe på. Det lyder selvfølgelig helt urealistisk, men hvis vi havde haft den samme dødelighed som i Taiwan, ville vi have et sted mellem en og to døde i alt! Taiwan er det land i verden, der hidtil har klaret coronakrisen bedst. Alligevel har vi kun hørt meget lidt om, hvordan de har båret sig ad.

Hvis man vil forstå forskellen på den danske og den taiwanske reaktion på corona, er det lærerigt at se på, hvad man har gjort i Taiwan fra og med nytårsaften 2019. Den 31. december 2019 opsnappede de taiwanske myndigheder meddelelser på de sociale medier om en ny og ukendt lungesygdom i Wuhan. Samme dag indkaldte Center for Disease Control (CDC) til et tværministerielt møde om den mulige trussel. Inden aften gik man i gang med at undersøge alle passagerer på direkte fly fra Wuhan ved at borde maskinerne. Ved to internationale lufthavne satte man et system op med tests for feber, spørgeskemaer om symptomer, rejsehistorie og kontaktmønster. Man informerede også pressen og WHO vedrørende risikoen for smitte fra person til person.

Man var altså parat, i samme minut som man fik de første antydninger af en ny epidemi. Det mest imponerende ved indsatsen i Taiwan er måske, at man via overvågning af de sociale medier opsnappede meddelelserne om »den nye sygdom« og handlede resolut og markant inden for få timer. Passagererne i maskinerne fra Wuhan må helt sikkert have fået sig en overraskelse, da de blev mødt af myndighedspersonerne, før de fik lov til at forlade deres fly. Dette var jo, før Kina havde indrømmet, at der var en epidemi. Når man kunne reagere så hurtigt, var det på baggrund af erfaringerne med SARS-epidemien i 2003, hvor 73 taiwanere døde. I Taiwan skulle man altså ikke »asfaltere, mens man kørte«. Motorvejen var færdig, og alle kendte deres roller.

Den anden vigtige pointe er, at man på intet tidspunkt har været i tvivl om strategien. Man har sigtet mod det, som vi i Danmark kalder inddæmning. Denne strategi er baseret på konsekvent identifikation af COVID-19-tilfælde gennem opsporing af mulige smittekilder kombineret med tests og efterfølgende isolation. Hvert af de 427 tilfælde, der hidtil er fundet, har et nummer, og i hvert tilfælde har man kortlagt mulige smittekilder og smittede. Disse personer er så kontaktet, og eventuel sygdom er konstateret.

I Danmark har vi fået at vide, at vores strategi er »den grønne kurve«. Set fra et taiwansk synspunkt er den danske strategi både udtryk for kynisme og afmagt. Kynisme, fordi man bevidst kalkulerer med mange hundrede døde. Afmagt, fordi man ikke engang forsøger at forhindre det. I Taiwan går man hverken efter den grønne eller den røde kurve, men efter en helt flad kurve: nul døde. I skrivende stund er man så tæt ved dette, som man næsten kan komme, idet der i alt har været seks dødsfald. I en periode midt i marts konstaterede man over 25 nye tilfælde om dagen, men i den seneste uges tid har antallet af nye tilfælde været cirka fem per dag mod knap 200 i Danmark. Hovedårsagen til, at der i det hele taget kommer nye tilfælde, er, at der til stadighed kommer taiwanere hjem fra udlandet, som bringer smitten med sig. Uden dem ville epidemien være ved at være afsluttet i Taiwan. På dette punkt bekræfter de taiwanske erfaringer den danske politik med lukning af grænserne. Interessant nok et punkt, som der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er evidens for.

Flokimmunitet er slet ikke et begreb, der diskuteres. For det første fordi det ville kræve flere tusinde døde at opnå dette, og for det andet fordi man ikke er sikker på, om begrebet giver mening i forbindelse med coronavirus.

Et tredje markant træk ved indsatsen i Taiwan er den massive anvendelse af masker. I januar forbød man eksport af masker og intensiverede produktionen ved blandt andet at indsætte soldater på fabrikkerne, som kørte i døgndrift. Man rationerede antallet af masker per person og påbød en pris på maks. 1,50 kr. per maske. Et meget stort antal børnemasker blev produceret, idet det er obligatorisk for børn i skoler m.v. at bære maske.

En fjerde ting, som markant adskiller Taiwan fra Danmark, er, at man på intet tidspunkt har lukket samfundet ned. Skolerne fik besked på at forlænge vinterferien med 14 dage, men derefter har både uddannelsesinstitutioner og børnehaver holdt åbent. Hvis en elev eller lærer konstateres smittet, skal klassen lukke ned i 14 dage. Ved større forsamlinger skal der foretages en risikovurdering efter nogle fastlagte kriterier. Barer og restauranter er åbne, men for nogle dage siden blev det besluttet at lukke alle »hostess bars« og ballrooms efter konstatering af smitte hos en enkelt »hostess«, som blev ved med at arbejde til trods for symptomer. Som det tørt blev konstateret, så var der ikke den ønskede afstand mellem værtinder og gæster.

En femte – og kontroversiel – ting er den konsekvente anvendelse af overvågning i forbindelse med isolation. Det er meget vigtigt for den taiwanske strategi, at isolerede personer overholder reglerne og ikke forlader den bolig eller det værelse, de har forpligtet sig til at opholde sig i. Alle isolerede får udleveret en mobiltelefon, som anvendes til løbende kontakt og til at fastslå, hvor folk befinder sig. I Danmark har myndighederne taget tilløb til anvendelse af mobildata, men foreløbig er vi »kun« overvåget systematisk af Facebook, Google m.v.

Endelig er der det sidste særtræk ved Taiwan, nemlig anvendelsen af »big data«. Man har en national database med sundhedsdata for samtlige indbyggere, og denne samkøres, hvis det skønnes relevant, med databasen over rejseaktiviteten ind og ud af landet. Hospitaler, apoteker og læger har adgang til begge databaser. Samkøringen er vital i forbindelse med kortlægning af smittekilder.

Hvis Taiwan havde haft »danske tilstande«, ville de have haft cirka 1525 døde i stedet for seks. Forskellen kan ikke forklares med, at Taiwan har haft særligt gunstige betingelser. Tværtimod forudsagde eksperter i begyndelsen af epidemien, at den ville ramme Taiwan ekstra hårdt af to grunde. Dels fordi man ligger meget tæt ved Kina, og dels fordi man har 850.000 taiwanere, der bor i Kina, og 404.000, der arbejder der. Når det er gået, som det er, kan det altså ene og alene tilskrives den indsats, som er beskrevet ovenfor.

Når man sammenligner Danmark og Taiwan, er det slående, at de to lande på næsten alle punkter har anvendt markant forskellige strategier. Set fra Taiwans synspunkt er den danske indsats både langsom, usikker, dyr og dårlig. Langsom, fordi det tog et par måneder at komme i gang. Så sent som den 23. februar kunne man læse i avisen, at der ifølge Sundhedsstyrelsen »er meget lav risiko for, at der sker spredning til Danmark«. Usikker, fordi vi undervejs har haft skift i strategien i det omfang, den har været formuleret. For nylig fik vi den fatale pjece om skolernes genåbning, hvori man oprindeligt anbefalede, at børn fra hjem med coronasmitte går i skole(!). Dyr, fordi vi har valgt at lukke store dele af samfundet ned. Dårlig, fordi vi har haft en dødelighed, som er over 250 gange så høj som Taiwans.

Mette Frederiksen har igen og igen fortalt os, at det, vi gør, har virket. Det har hun ret i – hvis vi sammenligner Danmark med de største fiaskoer i verden. I Danmark plejer vi at sammenligne os med de bedste. Derfor er Taiwans erfaringer vigtige for os.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også Søren K. Villemoes' kommentar om, at flokimmunitet var et dødfødt politisk projekt: »En syg idé«

Læs også om, at kritikere af den svenske coronalinje hænges ud som »en skændsel for Sverige«

Læs også otte økonomers svar på det store spørgsmål: Hvem er coronakrisens tabere og vindere?

Læs også om, at i en række amerikanske stater gør borgere oprør mod nedlukningen af samfundet: »Working Lives Matter«

Læs også om, at Danmark åbner børnehaver, Tyskland bilfabrikker: »Kunsten at åbne et samfund«