Kløften mellem nord og syd i EU bliver dybere
Christen Sørensen, økologisk landbruger, fhv. professor i nationaløkonomi, Syddansk Universitet, fhv. overvismand:
IMF og vismændene baserer sig på, at coronaens slag til økonomien i 2020 som målt ved BNP stort set kan være overvundet i 2021. Det forudsætter, at coronaen hurtigt kommer under kontrol, men vigtigere, at landene fører en klog økonomisk politik. Sidstnævnte er meget optimistisk.
Coronaen betyder, at de offentlige budgetter generelt vil blive vældigt belastet med ofte store underskud til følge. Dette er ikke et så stort problem, som det ofte opfattes, idet dette stort set opvejes af en lige så stor forbedring i de private budgetter – begge målt ved opsparingsoverskuddet (=opsparing-investering). Dette gælder eksakt globalt, da betalingsbalancen på verdensplan altid er i ligevægt. Og det gælder også i meget høj grad på landebasis, som vi blandt andet oplevede i Danmark i tilknytning til finanskrisen, hvor et stort overskud på de offentlige budgetter blev afløst af et stort underskud parallelt med, at det private opsparingsoverskud udviklede sig lige omvendt.
Men hvordan vil EU reagere? Vil der ikke fra stærke sider komme et krav om, når coronaen er kontrolleret, at de store offentlige underskud stoppes?
Det er i hvert fald tilfældet, hvis den midlertidige suspension af Vækst- og Stabilitetspagten samt Finanspagten skal ophæves. Som det vigtigste har EU suspenderet tre procent-grænsen for underskud på de offentlige budgetter, og det var klogt.
Men presset for at genintroducere kravene vil være forstærket af, at det jo nærmest ville være absurd, hvis EUs makroøkonomiske spilleregler i netop en kriseperiode sættes ud af kraft i en længere periode.
Dette afspejler dog først og fremmest, at EUs økonomiske hjemmestrikkede spilleregler er absurde, hvorfor de grundlæggende burde ændres. Hvis coronaen giver dødsstødet til Vækst- og Stabilitetspagten, er der ikke grund til sorg, som det er tilfældet for dens øvrige følgevirkninger. EUs økonomiske spilleregler har bidraget til kløften mellem nord og syd, hvorfor de, der ønsker et fremgangsrigt EU med høj beskæftigelse og gode sociale forhold, burde hilse dette mulige dødsstød velkommen. Det kan ligefrem være forudsætningen for at bevare EU.
Vestens velfærdsbegreb bliver holistisk
Liselotte Lyngsø, stifter af Future Navigator, MPhil i økonomi og politik, Oxford Universitet, England:
Coronakrisen bliver katalysator for dele af den fremtid, der allerede var i pipelinen.
Den vil accelerere og forstærke brudflader, som lå lige under overfladen. Kinas diplomatiske og ekstroverte charmeoffensiv blandet op med rå økonomisk magt vil forstærke indtrykket af et seismisk skælv fra vest mod øst. Men det er overset, at den kinesiske befolkning bliver tudsegammel som følge af etbarnspolitikken. Og således også langt mere sårbart over for en langvarig pandemi, end landet var for bare 20 år siden.
Indien vil til gengæld med sine 1,3 milliarder indbyggere og en gennemsnitsalder på kun 28 år få potentialet til at blive det nye kraftcenter. De får adgang til næsten gratis mobil teknologi, digital træning og gamification. De har en demokratisk kultur og holder åbent for hele verden.
Så selvom de med udrulning af 5G og netværk fra satellitter vil halte et-to år efter Kina og USA, vil de være klar til at gribe de nye spilleregler på arbejdsmarkedet – uden at hænge fast i gamle systemer.
Forholdet mellem generationer bliver en af de mest interessante spændingsfelter i de kommende år. Rudekuverten fra finanskrisen er dårligt betalt, før der er kommet en ny gigantisk coronaregning, som de unge hænger på. Denne gang vil de have »noget« igen i forhold til at satse på en dobbelt bundlinje, hvor deres fremtid, klimaet, er tænkt ind. De unge har tabt tålmodigheden. På samme måde vil de kræve, at vi bruger den enorme datamængde, der er indsamlet under krisen, til at revolutionere vores forståelse af vækst og velstand. Aldrig har vi målt så meget på borgernes adfærd: temperatur, mobilitet, forbrug, kommunikation, sociale netværk. I forvejen var New Zealand i gang med at indføre et nyt BNP baseret på trivsel. Den udvikling vil forstærkes. Et mere holistisk velfærdsbegreb bliver Vestens nye fordel i den globale konkurrence. Ikke mindst muliggjort af, at vi bliver smartere i forhold til at finansiere vores samfundsmodel. Psykisk velvære, forsyningssikkerhed og mindsket klimaaftryk vil blive set som investeringer fremfor udgifter.
Rusland arbejder på at benytte kunstig intelligens til at overvåge digitale betalingsstrømme – det vil sikre, at langt flere virksomheder betaler moms. Overgangen fra »dumme« til »kloge« penge vil sprede sig til resten af verden og blive et vigtigt bidrag i kampen mod grænseoverskridende skattesvindel.
Krisen har også positive konsekvenser
Birthe Larsen, lektor i økonomi, Økonomisk Institut, CBS, leder af ulighedsplatformen, CBS:
Albert Camus skriver i starten af Pesten ved det første dødsfald, at »Hvis alt var standset her, ville vanerne sikkert have sejret«. Men det standsede ikke dér og ej heller i 2020.
Selvom Pesten handler om Anden Verdenskrig, og hvad den gjorde ved mennesker, beskriver den en pandemi. Spørgsmålet er, hvordan vil den påvirke os i fremtiden? Vil vanerne vende tilbage? Jeg ser både negative og positive konsekvenser. Lad mig fokusere på et par af de positive.
Flere veluddannede. Af tre grunde. Den højere ledighed, vi ser lige nu, minder om tiden efter finanskrisen i 2008-2009, hvor optaget steg til de videregående uddannelser. Det vil det også gøre nu. Dette både fordi det bliver sværere for studenter på sabbatår at søge arbejde, og fordi det bliver mere synligt, at med uddannelse fører større beskæftigelseschance.
Mere forskning. For det andet har pandemien synliggjort, hvor vigtig forskning er: Vi skal kunne forudsige de økonomiske konsekvenser og handle straks, og vi må altid have nok ekspertviden og kapacitet til at fremstille en behandling og vaccine hurtigst muligt!
For det tredje en øget tillid til, at viden og information er vigtig. Tro er godt, viden er bedre.
Jeg ser også, at en afgift på flyrejser bliver lettere at implementere, da flere har indset, at møder og konferencer kan holdes virtuelt med et fint udbytte. Det vil gøre det lettere generelt at indføre de CO₂-afgifter, som klimaet og dermed verden behøver. Nødvendigheden af et velfungerende velfærdssystem, sikkerhedsnet og sundhedsvæsen. Det er blevet synligt, at tidligere undervurderede og oversete arbejdsfunktioner som pædagoger, skolelærere og sundhedspersonale er essentielle. Det vil styrke deres forhandlingsposition i lønforhandlinger.
Men også omstillingshastighed og samarbejde vil blive vigtigere. Den ekstremt hurtige enighed om Hjælpepakkerne viser, at både politikere og arbejdsmarkedspartere har en forståelse for, at uden likvide virksomheder ingen jobs, og uden jobs ingen beskæftigelse, og uden beskæftigelse intet forbrug af varer og dermed intet behov for produktion. Andre lande bruger Danmark som et eksempel på, hvor meget det betyder at handle hurtigt.
Og endelig en nytænkning af, hvilket samfund vi gerne vil have. Pesten afsluttes med: Der kan komme en dag, »hvor den, til menneskenes ulykke og belæring, vækker sine rotter igen og sender dem ud for at dø i en lykkelig by«.
Pandemien lærer os at gøre alt for at undgå, at dette sker igen. Men hvis det gør, at konsekvenserne bliver så lidt fatale som muligt og i mellemtiden: være så lykkelige som muligt.
Dødsangst kan ændre vores forbrugsmønstre
Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi, Københavns Universitet, nuværende overvismand:
I 1918 blev verden ramt af den spanske syge. Dødeligheden var efter alt at dømme højere end for COVID-19, særligt for yngre mennesker. Da pandemien endelig gik i sig selv, havde mere end 50 millioner mennesker mistet livet, herunder 14.000 danskere. Hvad var de økonomiske konsekvenser? Vores viden er ufuldstændig, men her er, hvad vi ved.
BNP blev umiddelbart negativt påvirket, i form af et fald på seks til otte procent, i det typiske land. Det udløste en recession, men den var tilsyneladende relativt kortvarig. Herefter voksede BNP per indbygger i et overraskende stabilt tempo resten af årtusindet i gennemsnit, i lande som Danmark. Det er derfor fristende at gætte på, at COVID-19 næppe vil have voldsomme økonomiske konsekvenser, set over det lange sigt. Men er erfaringerne fra den spanske syge brugbare i den nuværende kontekst, 100 år senere?
Lad mig pege på ét forhold, der potentielt leder til et negativt svar. Den spanske syge indtraf før penicillinen, hvorfor dét at dø uventet af tilsyneladende trivielle lidelser hørte til dagens uorden. Det er det ikke i det 21. århundrede, hvilket kan vise sig at være et eksistentielt chok for mange.
Irrationelt? Måske, men homo sapiens reagerer ofte voldsomt, når livet er truet, og vi selv kan ændre på udsigterne ved konkret handling. Hvis COVID-19 har gjort os »opskræmte« kloden over, kan dét så påvirke den langsigtede økonomiske udvikling?
Når økonomer tænker over langsigtede vækstmønstre, tænker vi i fundamentale rammebetingelser, som blandt andet dækker over det institutionelle rammeværk og dets evne til at skabe og understøtte retssamfundet. Retssamfundet er afgørende for den økonomiske aktivitet over det længere sigt. COVID-19 vil næppe, i sig selv, påvirke væksten over det lange sigt. Men hvis verdens lande søger i en mindre demokratisk og mere isolationistisk retning for »beskyttelse«, er det en mulighed. Det er følgevirkninger som disse, der afgør, om krisen bliver kortvarig eller vil kunne ses i tallene om et halvt århundrede.
Begyndelsen på en smukkere verden
Michael Svarer, professor i økonomi, Aarhus Universitet, og Senior Fellow hos Kraka, fhv. overvismand:
Mine børn vokser op i et land, der er næsten ti gange rigere end det land, mine bedsteforældre blev født i for godt 100 år siden. Denne imponerende, næsten eksponentielle, velstandsfremgang skyldes, at vi har uddannet os mere, og at vi har omfavnet de muligheder, som en stadig mere globaliseret og teknologisk verden tilbyder. Sideløbende med, at velstanden er steget kraftigt, har vi opbygget stærke nationale og internationale institutioner, der kan handle hurtigt og effektivt, når en krise som coronapandemien rammer verden.
Coronakrisen kommer til at sætte et markant negativt aftryk på den danske og internationale økonomi. I finanskrise-målestok svarer det til en-to styk af slagsen.
Til trods for disse enorme velstandstab vil der for et land som Danmark være tale om små skvulp set i det historiske perspektiv. Dansk økonomi vil også efter corona være en økonomisk duks.
Den modstandsdygtighed, der gavner os nu, er afkastet af vores stærke økonomiske og institutionelle grundform. Men modstandsdygtigheden har haft en pris. Vi har tæret på klodens ressourcer og overforbrugt på klimakontoen. Det vil ændre sig fremadrettet. Billeder af klart vand i Venedigs kanaler, ren luft over Wuhan og delfiner i de italienske havne vil styrke opbakningen til en mere ambitiøs klimaindsats. Det har indtil videre været alt for billigt at udlede drivhusgasser for virksomheder og forbrugere. Der vil være øget opbakning til klimainvesteringer og til at afgiftspålægge forurenende adfærd hos forbrugere og virksomheder.
Vi vil rejse mindre – onlinemøder og webinarer er kommet for at blive. De er effektive, tidsbesparende og klimavenlige. Den øgede online-aktivitet varsler en ny tid, hvor økonomisk vækst og klimahensyn for alvor går hånd i hånd. Vi er ved begyndelsen af en smukkere og renere verden.
Forsyningssikkerhed bliver afgørende
Torben Tranæs, forskningsdirektør og professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE:
Når konjunktureffekterne er ebbet ud, vil der kun være økonomiske spor af coronapandemien i den udstrækning, den har ændret vores præferencer eller den teknologiske udvikling.
Aktiemarkederne verden over forventer tilsyneladende ændringer, nogle aktier stiger, andre falder. Pandemien kan forventes at ændre folks præferencer for lokation.
Afstand hæver en vares pris, fordi transport, kommunikationsfejl, kulturel oversættelse, leveringssikkerhed og så videre koster. Er omkostningerne »on location« lave nok, går det. På den anden side af pandemien vil forhold som leveringssikkerhed i bredeste forstand få større betydning. Varer og tjenester fra ustabile lokationer, fra lande med utroværdige myndigheder og fra lande, man er usikker på i tilfælde af internationale konflikter, vil blive efterspurgt mindre.
Borgerne vil direkte efterspørge færre varer og tjenester fra visse typer af lokationer, hvilket for eksempel vil påvirke transport, turisme og telekommunikation. Indirekte vil efterspørgselsmønstret blive påvirket, fordi myndighederne på borgernes vegne prioriterer sikkerhed højere for eksempel på områder, som har betydning for medicin- og behandlingssikkerhed. Det sidste vil kræve forskellige former for tekniske handelshindringer, som det allerede diskuteres på telekommunikationsområdet.
Tendensen skal dog ikke overdrives. Arbejdsdeling er en fundamental drivkraft bag velstandsudviklingen, og det sidste halve århundrede har international handel været en meget vigtig driver for udviklingen af arbejdsdelingen. Det vil ikke ændre sig. Fordelene ved at være en del af globaliseringen er så store, at kun en stærkt autokratisk regering kan holde sit land ude. Så egentlig afglobalisering bliver der ikke tale om. Det er for dyrt. Men nok en mere snusfornuftig globalisering. Noget vil der ske.
Med coronapandemien har de mest privilegerede fået en stærk interesse i at reformere globaliseringsmodellen; hvis det er en forudsætning for, at de kan få så meget som muligt af deres liv tilbage. Måske er det dét, der skal til, for at andre udestående udfordringer også kan løses: polariseringen i globaliseringsvindere og -tabere internt i mange rige lande, klimakrise og flygtningekrise. Landene vil have mere at handle med, og lande, som oplevede at være i kontrol under coronakrisen, vil have den fornødne handlekraft. Jokeren er de lande, som fejlede.
Vesten bevarer sin økonomiske førerposition
Arne Larsen, fhv. overvismand og direktør for Jordbrugsøkonomisk Institut, Københavns Universitet:
Verdensøkonomien vil næppe blive afgørende ændret af coronapandemien. De umiddelbare store økonomiske fald er midlertidige og ikke som efter finanskrisen. Dette understøttes af aktiemarkedet. En stor hjælp er, at mange lande yder store tilskud til erhvervslivet. Coronaen vil uden tvivl påvirke verdensøkonomien på flere områder, navnlig med fremskyndelse af allerede igangværende udviklinger. Indtil vaccinen kommer, må de internationale myndigheder tage vare på, at smitten for pensionister med andre sygdomme (hjerte- og lungeproblemer mv.) undgås og dermed hindrer, at sundhedssektoren presses og økonomien forværres.
Under krisen er hjemmearbejdet eksploderet, og det vil uden tvivl fortsætte i væsentligt større omfang end tidligere, og det vil give færre biler på vejene. Globaliseringen vil vi næppe undvære, men Vesten bør holde fast på reglerne i WTO, ikke mindst over for Kina. Coronaen kan fremskynde en vis reduktion af kapitalglobaliseringen (køb af firmaer). Turismen (og luftfarten) er sat tilbage i lidt længere tid, hvilket vil ramme en række turistlande (som Sydeuropa), hvor hjælpen er i gang.
USA og Europa står hver for sig for 20-25 procent af verdensproduktionen, mens Kina står for 16-20 procent (jf. IMF). Kinas andel vil stige, men væksten vil utvivlsomt ret hurtigt falde til omkring to procent om året.
Kinas og Ruslands nuværende internationale forsøg på at reducere Vestens indflydelse i forbindelse med coronaen synes at være meget tvivlsomt, trods det manglende samarbejde mellem USA og Europa. Kina har under coronaen yderligere stærkt vist, at man ikke kan stole på diktaturer, ligesom man aldrig ved, om de enkelte firmaer styres af diktaturet.
Coronaen har også fremskyndet olieprisfaldet, hvor det længe har været nævnt, at sidst i 20rne vil prisen være så lav, at det kun kan betale sig at producere olie i Mellemøsten.
Selv om USA, Saudi-Arabien og Rusland har aftalt at sætte olieproduktionen ned, vil vi næppe igen se olieprisen som før coronakrisen.
Forkert politisk krisehåndtering kan forværre krisen
Martin Ågerup, direktør i tænketanken Cepos:
Vi befinder os i en dyster krise. Det er fristende at antage, at dens langsigtede konsekvenser også vil være dystre. Det ene følger dog ikke af det andet.
Pandemier er ikke et nyt fænomen. Trods den spanske syge var 20rne økonomisk set et godt årti. Pandemien gav heller ikke tilbageslag for det liberale demokrati. Tilbageslaget for både økonomien og demokratiet kom først i 1930rne og skyldtes andre omstændigheder.
Med det forbehold, at vi stadig er tidligt i forløbet, ser coronapandemien ud til at blive langt mindre dødelig end den spanske syge, og den centrale forskel er, at den spanske syge især dræbte unge mellem 20 og 40 år. I 1918 blev den amerikanske forventede levetid reduceret med 12 år. En lignende tragedie har vi ikke i vente.
Nedlukningen vil muligvis i fremtiden blive betragtet som en overreaktion. Den har ført til en usædvanlig økonomisk krise. Der er ikke som ved andre kriser tale om, at ressourcer er fejlinvesteret og først skal flyttes til mere produktive anvendelser, hvilket tager tid og forlænger krisen. Når nedlukningen ophører, er det derfor sandsynligt, at produktionen ret hurtigt vil vende tilbage omtrent til niveauet før krisen. Politikfejl og offentlige gældskriser kan dog svække opsvinget i nogle lande.
Også politisk bør en pandemi opfattes som en undtagelsestilstand, efter hvilken det meste vender tilbage til normaltilstanden. Men ét er, hvad der bør ske i politik, noget andet, hvad der vil ske. Det er ikke krisen selv, men de politiske reaktioner på den, som udgør den største risiko. Misforstået politisk krisehåndtering forlængede og forværrede både krisen i 30rne og oliekrisen i 1973. Oprydningen fra sidstnævnte tog årtier i Danmark.
Krisen kan ligeledes risikere at fremme illiberale tendenser, der har været på fremmarch længe. Det ses allerede i for eksempel Ungarn, og fascinationen af den stærke stat er tydelig også i Danmark. Omvendt kan krisen sætte illiberale regimer, der ikke formår at skabe velstand og inklusion af borgerne, under pres.
