Respekt. Corona-skolen er ikke et gennembrud for digital undervisning, men for lærergerningen.

Klasseforskel

Klasseforskel Af Markus Bernsen

POLITI og sundhedspersonale hyldes med rette for deres indsats i disse dage, men taknemmeligheden rækker ikke altid til landets lærere. Når nogle forældre sammenligner børnenes fjernundervisning med deres eget fjernarbejde, der gerne foregår simultant i den anden ende af stuen, må man forstå, at skolerne stadig lader erhvervslivet en del tilbage at ønske. På Twitter var iværksætteren Martin Thorborg i hvert fald ikke imponeret: »Lige nu virker det, som om lærerne holder mere fri, end de arbejder, og bare sender lidt lektier ud. Hvorfor ikke bruge Kahoot, Hangout m.m. for at holde børnene til ilden?«

Synspunktet er velkendt og lader til at have fået ny luft i de seneste uger. Det fremføres gerne af mænd med forstand på it eller økonomi, som ikke forstår, hvorfor skoler ikke bare gør det samme, som fungerer så glimrende på deres arbejdspladser. Lærerne er fortidslevn, der bygger mure af kridt og staveplader mellem de nysgerrige elever og den digitale verdens overflod af viden og kompetencer. På Altinget håbede en digitaliseringsforsker i den forgangne uge ligefrem, at coronakrisens mange e-bøger og videomøder én gang for alle ville »fjerne modstand og skepsis« mod digitalisering af skolerne, som han formulerede det.

»Som digitaliseringsforsker er det enormt spændende, at vi kan skære igennem al modstand og bekymring og bare prøve det.«

PRØVE DET GØR vi forældre i disse dage, men spændende er det ikke altid. Undervisning er svært, også selv om man logger på Matematikfessor eller downloader Googles app. Børn hører ikke altid efter, når man taler. De løser ikke opgaverne, selv om man beder dem om det. Hvad der fungerer for medarbejdere på arbejdspladser, virker ikke nødvendigvis for tiårige i en dansktime.

At det skulle forholde sig sådan, har da også været kilde til mange dårligdomme i danske skoler. Computerprogrammering for forberedelsesklasser er født af den fejlantagelse. Det samme er innovations- og iværksætterlinjer, hvor børn skal »tænke ud af boksen« og bryde med det bestående, før de har fået en chance for at lære, hvad verden består af. Ligeså den skandaløse folkeskolereform fra 2014, der skulle mime en ni-til-fem-ansættelse i det private erhvervsliv.

Om ikke andet vil krisen forhåbentlig styrke forældres respekt for lærergerningen. Og måske vil de også opdage noget, som lærere har vidst længe: Det digitale holder ikke deres børn til ilden. Tværtimod bærer digitale værktøjer en del af ansvaret for de seneste års videnstab på danske skoler og gymnasier. Børn skriver ikke længere i hånden og har derfor sværere ved at huske bogstaver, ord og sætninger. Den digitale generations matematikkundskaber er så ringe, at Løkke-regeringen nedsatte en kommission i desperation.

Går man op i den slags, kan man også sagtens bekymre sig for videnstab i corona-skolen. Og måske endnu mere for den sociale slagside, som bevisligt bliver større, når den analoge lærerkontakt erstattes af et log-in og en pointscore.

Og mens det er umuligt at forestille sig, hvordan de kommende uger ville have set ud uden de mange digitale muligheder, er det stensikkert, at børn af ressourcestærke familier i øjeblikket får mest ud af dem.

 

Læs også Jan Gintbergs essay om hjemmeskoling under Den Store Nedsmeltning: »Tak, Gud og fibernettet«

Læs også om, om børn bliver dummere, når skolerne er lukkede: »Tabte timer« 

Læs også Klaus Wivels leder om, at alle gætter, og uvidenheden har kostet os dyrt: »Mørketal«

Læs også Martin Krasniks leder: »Vestens virus«

Læs også fem sygeplejersker og lægers vidnesbyrd om coronaens etiske dilemmaer: »Før stormen«

Læs også om, at nogle forskere mener, at den officielle dødsrate er stærkt overdrevet: »Den store ubekendte«

Læs også om frygten for, at et kritisk antal fængselsbetjente bliver syge: »Det værste scenarie«

Læs også kronikken om, at katastrofer er menneskeskabte: »Katastrofens natur«

Læs også Pernille Stensgaards artikel om at udnytte isolationen til flere mikroeventyr: »At gå i mørke«

Læs også Jørgen Grønnegård Christensens artikel om faretruende sprækker, som giver kuldegysninger: »Sunde og sårbare institutioner«

 

Side 2