Kronik. Der findes ingen naturkatastrofer. De er alle menneskeskabte, når de påvirker sårbare, menneskeskabte systemer.

Katastrofens natur

Katastrofens natur

 

Af Rasmus Dahlberg, Forfatter og katastrofehistoriker

Verden er i krise. Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange lande og mennesker over hele kloden været påvirket i så høj grad på samme tid af samme årsag. Denne gang er det imidlertid ikke nazityske ønsker om Lebensraum eller japansk militarisme, som er anledning til den globale krise, men derimod viruspartikler på blot 120 nanometer i diameter. Disse små, usynlige fjender springer fra offer til offer og gør de svageste af os så syge, at vi i værste fald kan dø, hvis der ikke tages meget voldsomme forholdsregler. Det er for mange en speget situation, som på samme tid føles særdeles alvorlig og meget uvirkelig.

En katastrofe kan defineres som »krise minus håb«. Mens man stadig befinder sig midt i krisen, er der håb om at undgå det værst tænkelige. Den aktuelle situation er netop en krise og (endnu) ikke en katastrofe, fordi udviklingen for Danmarks vedkommende stadig kan gå flere veje. Coronakrisen udmærker sig ved dels at være langstrakt, men stadig akut, dels at der er så mange interventionsmuligheder og samtidig så mange begrænsninger. Vi har mere tid til rådighed og indflydelse på udfaldet, end hvis der var tale om et pludseligt jordskælv, men netop fordi samfundet kan gøre noget, vil dommen efterfølgende være så meget hårdere over dem, som kunne gøre noget.

På mange måder var alting nemmere i gamle dage. Antikkens verdensopfattelse gav os katastrofebegrebets oprindelse i form af voldsomme hændelser på Jorden, som skyldtes stjernernes uheldssvangre placering på himmelhvælvingen. Udtrykket disastro (»ond stjerne«) gled senere ind i middelalderfransk som »désastre« og kendes i dag på engelsk som »disaster«.

Hvordan forholdt man sig til katastrofen ud fra en sådan opfattelse? Ved at søge en forståelse af tegnene i sol, måne og stjerner som udtryk for gudernes vilje. Man ønskede svar på, hvad gudernes planer for livet på Jorden var. Man forsøgte at aflure disse gennem mytologiske fortællinger og ved at tage varsler i naturen, og på baggrund heraf kunne gudernes tilbøjeligheder forhåbentlig formildes gennem ofringer og tilbedelse. Når katastrofen alligevel indtraf, var allerede Antikkens politikere sjældent sene til at udnytte situationen til egen fordel. Efter Roms brand i år 64 benyttede kejser Nero således ødelæggelserne af byen til at genopbygge den ud fra egne ideer, herunder opførelsen af et gyldent hus med en 120 fod høj statue af sig selv i entreen.

Hvor den antikke verden altså så katastrofen som gudernes værk, har selve ordet sine etymologiske rødder et andet sted. På dansk bruger vi kun »katastrofe«, mens »disaster« og »catastrophe« lever side om side på engelsk og fransk og spansk som synonymer for voldsomme, uventede begivenheder med store konsekvenser for liv og værdier. Oprindelsen er græsk, hvor betydningen af katastrophē egentlig var »pludselig drejning« i betydningen vendepunkt, for eksempel i et drama, hvor noget andet end det forventede skete for at overraske og underholde publikum. Disse to antikke sproglige versioner af katastrofebegrebet overvintrede under Middelalderen og fandt i 1500-tallet vej ind i de europæiske sprog, men det var først et par århundreder senere, de mødtes i den samlede, moderne betydning.

I 1700-tallets oplysningstid udfordrede naturvidenskaben de religiøse verdensforklaringer, og især én begivenhed fik stor betydning for de lærde europæeres opfattelse af årsager og virkninger: Jordskælvet i Lissabon den 1. november 1755. Kraftige undersøiske rystelser sendte en flodbølge ind over byen, hvor op mod 30.000 indbyggere omkom. Efterfølgende diskuterede blandt andre Rousseau og Voltaire forståelsen af det, der var sket, og Kant lagde i sine skriverier om katastrofen grundstenen til det, der senere blev den moderne seismologiske videnskab. Centralt i diskussionen efter Lissabon-jordskælvet var det såkaldte teodicé-problem: Hvordan kan Gud være god, når katastrofer, død og ødelæggelse finder sted? Helt lavpraktisk var det en enorm pr-udfordring for den katolske kirke, at en stor del af Lissabons kirker styrtede sammen under jordskælvet, mens bordellerne blev stående. Erkendelsen af, at årsagen hertil nok nærmere skulle findes i forskellige byggemetoder end i Guds vilje, er et eksempel på, hvordan katastrofen i 1755 bidrog til sekulariseringen af Europa.

I dag taler geologer om Den Antropocæne Tid, som indledtes i begyndelsen af 1800-tallet med den industrielle revolution, som banede vejen for menneskets påvirkning af Jorden gennem udvinding af mineraler og fossile brændstoffer og deraf følgende forurening. I Den Antropocæne Tid er mennesket blevet menneskehedens og Jordens værste fjende, hvilket inden for katastrofevidenskaben afspejles i, at man ligefrem har afskaffet naturkatastrofer. I stedet siger man, at alle katastrofer per definition er menneskeskabte – selv et vulkanudbrud, en orkan eller en muteret virus bliver først til katastrofer, når sådanne naturfænomener påvirker sårbare menneskeskabte systemer.

Menneskeheden står i denne tid over for noget så unikt som en lurende katastrofe, som rent faktisk kan eller i hvert fald kunne undgås. Coronakrisen vil dermed komme til at udgøre endnu en betydningsfuld milepæl i vores opfattelse af, hvad kriser og katastrofer er som fænomener. Det kinesiske ord for katastrofe wēijī indeholder ordet »vendepunkt«. Katastrofen er det punkt i tiden, hvor håbet forsvinder under en krise, hvorefter noget for evigt vil være forandret.

Det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, hvad den aktuelle krise eller katastrofe vil betyde for vores opfattelse af verden. Vil vi revurdere vores grundlæggende værdier? Vil vi aldrig undervise vores børn på samme måde igen? Er det endegyldigt slut med krydstogtsturisme, efter at vi har set de store, hvide skibe omdannet til flydende inkubationsmiljøer for smitsom sygdom?

Vi ved det ikke. Men et vendepunkt vil det være.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Læs også Klaus Wivels leder om, at alle gætter, og uvidenheden har kostet os dyrt: »Mørketal« 

Læs også Martin Krasniks leder: »Vestens virus«

Læs også fem sygeplejersker og lægers vidnesbyrd om coronaens etiske dilemmaer: »Før stormen«

Læs også om, at nogle forskere mener, at den officielle dødsrate er stærkt overdrevet: »Den store ubekendte« 

Læs også om, at corona-skolen ikke er et gennembrud for digital undervisning, men for lærergerningen: »Klasseforskel« 

Læs også om frygten for, at et kritisk antal fængselsbetjente bliver syge: »Det værste scenarie«

Læs også Pernille Stensgaards artikel om at udnytte isolationen til flere mikroeventyr: »At gå i mørke«

Læs også Jørgen Grønnegård Christensens artikel om faretruende sprækker, som giver kuldegysninger: »Sunde og sårbare institutioner«

 

Side 15