Tre timer efter solnedgang er det blevet mørkt nok til at gå ud. Det sjældne, stille, kolde og fuldkomne mørke. Hunden er blevet for gammel til at gå med, vi lader hende blive hjemme i det oplyste sommerhus, snører vandrestøvlerne, lukker døren bag os og famler os frem på vores egen grund med små skridt og arme strakt ud som søvngængere. Træ, der for længst burde være kløvet til brænde, ligger rundtomkring og hævner sig nu. Gult lys stråler ud fra de andre huse i plantagen og gør det hele værre. De blænder. Vi regner med at kunne se noget om lidt.

Planen for et lokalt, coronasikret, gratis og klimavenligt eventyr er enkel: at opleve et velkendt sted som nyt og magisk, simpelthen fordi det henligger i mørke. Eventyr kommer i grader, man kan få meget ud af lidt. At smide et forbehold, for eksempel den udbredte uvilje mod at befinde sig midt i natteskov uden lygte, åbner for frihed. Alle kan gøre det, børn vil elske det, og man vil altid huske den aften, da man for første gang vandrede lige ind i skovens kølige sorthed. Man må nærme sig sit objekt i eventyrets sindstilstand, som går ud på at forlade sin bekvemmelighedszone med entusiasme, åbenhed og nysgerrighed. Strække sig selv, mentalt, fysisk og psykisk. I normale tider kan det være på Bali eller rundt om hjørnet. Nu kun rundt om hjørnet.