Karantænedagbog. Coronavirussen har midlertidigt kureret én anden lidelse, der har plaget os i den vestlige verden: FOMO.

Som coronatilfælde får jeg det hele med

TIRSDAG 17. MARTS: Journalister er et usentimentalt folkefærd. Så knap har jeg bebudet, at jeg er corona-ramt, før avisen får den strålende idé, at jeg bør føre en coronadagbog.

»Vi skal alle på reportagerejse i vores krop,« erklærer redaktionschefen. Og tilføjer, at han faktisk selv fik det småskidt af at høre, at jeg var syg.

Ser man det. Stakkels mand.

Men selvfølgelig indvilliger jeg. Hvem vil ikke gerne udsige noget væsentligt om coronaen som sindbilledet på nationens tilstand?

I aviserne kan jeg jo se, at mange forsøger sig. De er fyldt med essays, der vil indkredse betydningen af den skelsættende omkalfatring af vores liv, som coronaen har afstedkommet. For den radikale forandring af hverdagen må da omsætte sig i et helt nyt perspektiv på tilværelsen? Coronaen må da for hulen betyde en hel masse for vores måde at leve på fremover? Jeg burde være den nærmeste til at vide det; jeg har den helt inde under huden.

Desværre er det nok årsagen til, at mit hoved føles som grød. Feberhed grød.

Og der er ikke mange pointer at planke fra den internationale presse. Det er nemlig meget tydeligt, at der er gået politik i coronaen. Den bruges til at bevise det, man selv var overbevist om i forvejen:

»EUs ubehjælpsomme svar på coronavirussen er beviset på, at det var rigtigt af os at forlade EU,« hedder en overskrift i The Telegraph. Den avis var alle dage for Brexit.

»Brexit betyder, at en vaccine mod coronavirus vil være længere tid om at nå Storbritannien,« hedder en overskrift i Guardian. Den avis var alle dage imod Brexit.

I USA hævder Trumps modstandere, at han helt sikkert vil tabe, fordi han reagerede så sent og så vankelmodigt på coronaen. Og det bedste argument for hans genvalg – økonomien – er crashet på børserne.

Hans tilhængere mener omvendt, at coronaen vil gøre det af med Biden: Hvis ikke korporligt – han er 77 – så fordi det nu er helt yt at ville gøre det nemmere for migranter at krydse grænsen fra syd.

I Danmark skriver Jyllands-Postens korrespondent Per Nyholm, at »indtil videre er epidemien, som vi kender den, et argument for mere stat, mere EU og mere internationalt samarbejde«.

Det er den britiske forfatter David Goodhart næppe enig i: I netmediet UnHerd ser han snarere coronaen som endnu et argument for nationalstaternes genkomst. Allerede forud for coronaen var der nedgang i verdenshandelen. Og fremover vil endnu flere varer blive produceret lokalt, vi vil rejse mindre, og en vis grad af selvforsyning vil igen blive anset for ønskelig. Hvis ikke på grund af faren for pandemier, så af hensyn til klimaet.

Jeg tror mest på Goodhart. Man ser det jo allerede ske. Selv om jeg så absolut mener, at EU har levetidsforlænget sig selv og skabt et grundlag for sin genrejsning ved at støtte den græske premierministers lukning af grænsen mod Tyrkiet. Ja, flygtningenes lidelser er forfærdelige. Og ja, det er konventionsstridigt. Men hvad er alternativet? Hvis EU på Erdogans diktat pressede den nye græske hardliner af en premierminister, Kyriakos Mitsotakis, til at åbne grænserne, så ville EU fuldstændig miste sin folkelige legitimitet.

Kontrol med eget territorium er en forudsætning for retshåndhævelse, og det er den, der definerer en stat. Det er selve statens raison d’etre. Og det er præcis derfor, at så mange politiske ledere nu kappes om at vise handlekraft og lukke grænserne i kampen mod coronaen. Og derfor at befolkningerne så villigt finder sig i det. Selv Ursula von der Leyen vil have et indrejseforbud til EU. Frygt ikke; staten passer på dig.

Nå, enhver må frelses ved sin tro.

Mit eget beskedne bidrag til et bud på coronaens betydning er, at den midlertidigt har kureret en anden lidelse, der har plaget os i den vestlige verden. Nemlig FOMO. Fear of Missing Out, frygten for at gå glip. Med fremkomsten af de sociale medier havde den udviklet sig til en patologi: Aldrig har sammenligningens uro været større, for aldrig har der været så mange at sammenligne sig med og så meget at gå glip af. Det er ikke længere et problem. Man kan roligt regne med, at man ikke går glip af noget som helst. Sådan føler jeg det i hvert fald selv. For en gangs skyld får jeg det hele med.

Følg Anna Libaks karantænedagbog den kommende tid:

Mandag 16. marts: »Jeg – et coronatilfælde«

Onsdag 18. marts: »Sortsynet sænker sig«

 

Læs også Martin Krasniks artikel om indgrebet, der er legemliggørelsen af verdens mest udbyggede velfærdsstat: »Undtagelsestilstand«

Læs også Klaus Wivels leder om coronakrisen: »Den sande natur«

Hør også En time med Weekendavisen: »Næste logiske skridt er udgangsforbud«

Læs også om de mulige langtidseffekter af coronavirus: »De overlevende«

Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«

Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«

Læs også om, at med coronavirussen står Trump over for sit præsidentskabs alvorligste krise: »Virus-valget«

Læs også Jesper Storgaard Jensens reportage fra Rom, hvor alle smittet af en undergangsstemning: »#Iostoacasa – jeg bliver hjemme«

Læs også Frederik Stjernfelts essay om det spejl, litteraturen holder op for os i krisetider: »I pestens tegn«

Side 4