Karantænedagbog. Jeg er her på sygelejet optimist. Når ingen andre vil være det, så må jeg jo tage det på mig.

Jeg – et coronatilfælde

MANDAG 16. MARTS: Lørdag morgen aflagde en ubuden gæst besøg: coronaen. Hun bragte mig høj feber, hoste, tilstoppede luftveje og træthed. Men forunderligt nok også lettelse. For jeg havde jo frygtet hende, som man i særlig grad kan frygte det ukendte; nu var hun her så, og det gjorde alting mere overskueligt. Til forveksling minder hun om sin lillesøster Influenzaen; måske med udbruddets pludselighed til forskel.

Hvordan jeg er blevet smittet, aner jeg ikke; det er lang tid siden, at jeg har krammet eller givet hånd. Men under alle omstændigheder: Læs trygt dette indlæg fra den sygeseng, hvor jeg har selvisoleret mig efter Brostrøms anvisninger. Indlægget smitter ikke. Medmindre selvfølgelig avisbuddet har corona.

Strengt taget aner jeg naturligvis ikke, om det er influenza. Sundhedsvæsenet har frabedt sig at blive forstyrret, medmindre man er ved at dø. Og der er jeg ikke endnu. Så jeg har taget en aktiv beslutning om, at det er corona. Og at jeg er en del af coronaens mørketal.

For helt ærligt, hvor surt ville det lige være, hvis det bare var influenza, så man bagefter havde samme risiko for at pådrage sig corona? Jeg tror jo på Angela Merkel og Boris Johnson, når de siger, at størstedelen af befolkningen vil blive inficeret før eller siden. Og hvis det er sagen, jamen så skal nogen af os blive syge, for at vi kan blive raske og arbejde, når andre sidenhen får forfald. Jeg kender ikke nogen over 30, der aldrig har haft influenza, og det forlyder, at vi kan regne med, at coronaen med tiden bliver lige så udbredt.

Men der er også en anden grund til, at jeg har besluttet, at det må være corona. Der står mere respekt om den. Influenza gælder ligesom ikke. Hvorfor kan jeg stadig ikke helt forstå. Trump blev latterliggjort, da han sagde, at han var overrasket over, at så mange dør af influenza. For sådan er det jo: Alt, hvad Trump siger, skal være dumt.

Ikke desto mindre tror jeg heller ikke på, at folk generelt går rundt og ved, hvor dødelig influenza er. Jeg tror da ikke, at folk har vidst, at influenzasæsonen 2017-2018 kostede 1644 danskere livet. I Storbritannien registrerede man i samme periode en overdødelighed på 50.000. Jeg har ikke kunnet finde tallet fra Italien; men det har givetvis været højt: Ifølge adskillige studier dør der flere under influenzaepidemier i Italien end i det øvrige Europa, fordi de har Europas ældste befolkning. Fra 2013-2017 skønnes 68.000 mennesker i Italien at være døde af influenza. Og ja, jeg har forstået, at coronaen er farligere, men pest er også værre end kolera, uden at nogen bruger den ene kalamitet til at bagatellisere den anden.

Noget andet er så, at alle de foranstaltninger, som er blevet indført, helt sikkert vil medvirke til, at mange færre vil dø af influenza, der jo også smitter gennem tæt, social kontakt. Det er det, man kan kalde collateral blessing – en utilsigtet gevinst.

Med andre ord: Jeg er her på sygelejet optimist. Når ingen andre vil være det, så må jeg jo tage det på mig. Og som coronatilfælde mener jeg at have en vis ret til det. Jeg håber faktisk, at det smitter: Det skal nok gå alt sammen.

Følg Anna Libaks karantænedagbog den kommende tid.

Tirsdag 17. marts: »Jeg får det hele med«

Onsdag 18. marts: »Sortsynet sænker sig«

 

Læs også Martin Krasniks artikel om indgrebet, der er legemliggørelsen af verdens mest udbyggede velfærdsstat: »Undtagelsestilstand«

Læs også Klaus Wivels leder om coronakrisen: »Den sande natur«

Hør også En time med Weekendavisen: »Næste logiske skridt er udgangsforbud«

Læs også om de mulige langtidseffekter af coronavirus: »De overlevende«

Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«

Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«

Læs også om, at med coronavirussen står Trump over for sit præsidentskabs alvorligste krise: »Virus-valget«

Læs også Jesper Storgaard Jensens reportage fra Rom, hvor alle smittet af en undergangsstemning: »#Iostoacasa – jeg bliver hjemme«

Læs også Frederik Stjernfelts essay om det spejl, litteraturen holder op for os i krisetider: »I pestens tegn«

Side 3