REGGIO CALABRIA. For nylig kunne italiensk presse berette om en dreng fra den syditalienske region Calabrien, som i en alder af otte allerede agerede som fuldbefaren narkohandler.
»En dag gør den knægt kål på mig,« sagde hans far, en mafiaboss fra byen Gioia Tauro, stolt i en aflyttet samtale. Drengen holdt med sin mobiltelefon styr på mafiafamiliens kommunikation med netværket af leverandører og pushere, og han deltog i vigtige møder og blev også af de øvrige familiemedlemmer regnet som en ligemand.
Der var tale om et klassisk læreforløb, hvor hans far lærte ham alt, hvad der var at vide om de forskellige typer narkotika, og hvad de kan blandes op med, samt vigtige detaljer om indkøb og afsætning, kundepleje, sløring af spor og nedgravning af lig. I september blev hans far anholdt sammen med 12 andre og buret inde. Hvad der skete med drengen, meldte historien intet om. Og det nytter heller ikke noget at spørge manden bag skrivebordet lige over for mig, selv om han uden tvivl er i fuld gang med hans sag, og drengens mor måske allerede flere gange har siddet i den samme slidte stol med betræk af mørkerødt læder, som jeg selv sidder i.
Roberto Di Bella er dommer og chef for domstolen for mindreårige i den calabresiske storby Reggio Calabria, hvor sager om kriminelle mindreårige havner, herunder også sagerne om børn fra de mange lokale mafiafamilier, som i forbindelse med en efterforskning, en anholdelse eller en indberetning havner i myndighedernes søgelys.
De fleste steder i Italien har retsvæsenets holdning til disse børn været, at der er tale om håbløse tilfælde, som man lader blive hjemme hos deres familier, hvis de er under den kriminelle lavalder og ikke kan dømmes. Men ikke i Reggio Calabria. Da Roberto Di Bella tiltrådte som leder for ni år siden, blev kursen lagt radikalt om. Som han selv udtrykker det:
»Hvorfor skulle vi behandle disse børn anderledes end børn fra familier præget af vold, narkotika og alkoholisme? Det ville svare til institutionelt hykleri.«
Det bliver sagt blidt og venligt, som hans væsen i øvrigt er. Og måske virker det meget logisk og ligetil, at børn, som af deres forældre indoktrineres med mafiaens værdier, skal tvangsfjernes og sendes langt væk for at få en ny chance i livet. Men i Calabrien, hvor mafiaorganisationen hedder ’Ndrangheta, verdens måske største og mest forgrenede kriminelle netværk overhovedet takket være import af kokain til Europa, står myndighederne over for en frygtindgydende modstander og en kultur, der gennemsyrer det meste af det calabresiske samfund.
»Det er en organisation, som skaber frygt, og hvis magt er grundlagt på tavshed og frygt. ’Ndranghetaen myrder dem, der ikke følger dens bud, den brænder butikker af, hvis ejerne ikke betaler beskyttelsespenge, og den kontrollerer store dele af territoriet og har stor indflydelse ikke bare kulturelt blandt unge, som ser mafiosi som rollemodeller, men også politisk. Utallige byråd i Calabrien er i årenes løb blevet opløst på grund af mafiainfiltration, også her i byen,« fortæller Roberto Di Bella.
Find podcast-serien Røverhistorier med Morten Beiter her.
At insistere på overholdelse af FN’s Børnekonvention og bruge udtryk som »barnets tarv« kan synes både farligt og nyttesløst i et sådant samfund. Ikke desto mindre er det siden 2012 lykkedes Roberto Di Bella og hans stab at sende omkring 80 børn og unge fra ’Ndrangheta-familier ud af regionen og i familiepleje i Norditalien, og langt de fleste af sagerne tøver han ikke med at kalde succeser.
Kun i fire-fem procents tilfælde er der tilbagefald, siger han. Altså hvor den tvangsfjernede efter at være blevet myndig vender hjem til sit gamle miljø.
Det er ret imponerende, ja næsten utroligt, og Di Bellas kamp har da også allerede givet inspiration til en italiensk spillefilm i doku-fiktionsgenren, produceret af det statslige italienske tv-selskab Rai, og senest en selvbiografi, der udkom dette efterår. Begge med samme titel, som i øvrigt også er dommerens motto: Liberi di scegliere, frihed til at vælge.
I filmen, der havde premiere i januar og blev venligt modtaget, spilles rollen som Di Bella af den populære italienske skuespiller Alessandro Preziosi, og selv om navne er ændret og historier er skrevet sammen, forsikrer Di Bella om, at alt, hvad man ser i filmen, er brudstykker af virkelighed, som er sat sammen, så enkelte skæbner ikke kan identificeres.
Historien handler i korte træk om to brødre, hvor den ældste følger i sin fars kriminelle fodspor og ryger i fængsel, mens lillebroderen efter mange vanskeligheder redder sig ved til sidst at forstå, at vejen foran ham ikke er én, men flere, og at han netop er fri til at vælge.
I de få ord ligger hele ideen, der er lige så revolutionerende, som den er enkel. At give mafiaens børn et valg, de aldrig har haft før som børn i en kriminel organisation baseret udelukkende på blodsbånd, og hvor det er normalt, at drengebørn arver deres fars plads, mens pigerne gifter sig med andre mafiosi. Og med et valg til børnene også et valg til deres mødre, bossernes koner, som selv kommer fra mafiafamilier og ikke blev spurgt, hvem de selv ville gifte sig med, men gjorde, hvad der var i deres families interesse.
Når det har kunnet lade sig gøre i så stor stil og med så stor succes, så skyldes det ikke så meget ydre kræfter som det kummerlige liv, der i virkeligheden leves bag facaden i mafiafamilierne, fortæller Roberto Di Bella. For nok er familierne blevet stenrige på narkohandel, afpresning og andet, og har alt, hvad man kan købe sig til. Men der er en bagside af medaljen.
Ofte er far og de store brødre i fængsel på livstid, på flugt fra myndighederne, eller også ligger de allerede på kirkegården, dræbt i interne opgør med andre familier. Mor er en ensom kvinde, som får hele dagen til at gå med at gøre mad, tøj eller blomster klar til dem, og hun føler sig som fange i den landsby, hun bor i, berøvet muligheden for at finde sig en ny mand, hvilket ville koste hende livet.
De mindste brødre er på nervemedicin for at dulme nervøsiteten fremkaldt af det forventningspres, der ligger på dem for at overtage fars eller storebrors plads. Og pigerne drømmer måske om at læse videre i stedet for at blive gift med en kriminel, der alligevel havner i fængsel eller bliver dræbt og efterlader dem alene.
I bund og grund et fattigt, trøstesløst liv, uden håb om at leve et andet liv. Indtil der i det mørke rum, de befinder sig i, bliver åbnet en dør, og de bliver tilbudt en vej ud.
»Nøgleordet er sofferenza, lidelse,« siger Di Bella. »Den lidelse, der findes i alle disse familier, og det, at man pludselig får friheden til at træffe et valg, om man vil blive i det eller prøve noget andet.«
Desuden spiller det en stor rolle, at domstolens nye kurs ikke er del af en strategi om at bekæmpe mafiaen, men ene og alene handler om at give børnene, de unge og i mange tilfælde også deres mødre et bedre liv i samfundet uden for mafiaens snævre rammer.
»Vi har fra starten sagt til de indsatte i fængslerne, at det ikke er vores intention at berøve dem deres børn, at ’konfiskere’ dem eller ’deportere’ dem, sådan som vi i starten blev beskyldt for i visse dele af pressen. Men helt enkelt at spare børnene for unødig lidelse. ’I har lidt på grund af jeres valg. Hjælp os nu med at sørge for, at jeres børn ikke kommer til at lide som jer,’ er vores budskab til dem.«
På det konkrete plan handler domstolen fra sag til sag og aldrig med den begrundelse alene, at der er tale om mafiafamilier.
»Der skal være tale om beviselige eksempler på mafiaopdragelse, altså hvor der i familierne gøres noget aktivt for at få børnene til at fortsætte i forældrenes spor. Det kan være ved at lade børnene deltage i kriminaliteten. Vi har haft sager med børn i ni-tiårsalderen, der har været involveret i narkohandel, vi har haft børn i elleve-tolvårsalderen, der flyttede rundt på maskingeværer, vi har børn på ti, der har været vidner til mord og selv er blevet såret i attentater, og vi har hørt en far sige til sin søn, at ’når du fylder 18, bliver du en boss’. Over for sådan noget skrider vi ind.«
Det sker ved at åbne en sag, fratage forældrene deres myndighed over børnene og beordre dem anbragt i plejefamilier, sådan som italiensk lovgivning giver mulighed for. Afgørelsen udløser som regel vrede, frustration og sorg hos både forældre og børn, og Di Bella fortæller da også, at »vi har i årenes løb modtaget en del breve, der ikke var særligt kærlige«.
Desuden er han selv under permanent beskyttelse, og hans kontor, hvor vi taler sammen, er udstyret med en armeret dør. Men vreden er bare den første fase. Hvad børnene angår, vænner de sig forholdsvist hurtigt til det nye liv og de nye muligheder, siger han og fortæller om en pige på 12, der havde grædt så hjerteskærende på hele den lange biltur op gennem Italien, at hun havde fået alle de voksne omkring sig til at græde også, inklusive funktionæren fra domstolen og den civilklædte betjent.
»Bagefter diskuterede vi, om vi havde påført pigen en smerte, der var større end den, hun var udsat for i sin familie. Men allerede efter et par uger var hun som genfødt. Og i dag er hun en velfungerende pige på 17, der er glad for at være, hvor hun er, og hun drømmer om at blive psykolog, så hun selv en dag kan hjælpe børn, der har lidt som hende, fordi forældrene er i fængsel, eller fordi de har været vidne til den kriminalitet, der udspillede sig for øjnene af dem i deres hjem.«
Overordnet gælder det, at pigerne er hurtigere til at omstille sig end drengene, som har brug for længere tid.
»Når det går op for pigerne, at de pludselig selv kan bestemme, hvem de vil have som kæreste og i øvrigt have som venner, så tænker de ikke mere på at vende tilbage til Calabrien. Man kan sige, at de for første gang bliver bevidste om deres egen femininitet og de muligheder, der er forbundet med den, og de bliver også bevidste om deres rettigheder, som ofte blev undertrykt i mafiafamilierne.
Så hurtigt går det ikke for drengene. Men det sker også for dem,« siger Di Bella og konstaterer med et smil, at en del af børnene efterhånden er blevet voksne, læser på universitetet og har fået koner og mænd, der intet har med ’Ndranghetaen at gøre.
»De møder med jævne mellemrum op på mit kontor for at præsentere mig for deres forlovede eller deres børn. Det er en stor glæde for mig at se, at de ikke bærer nag. For jeg kan jo huske, hvor ulykkelige de var, da vi fjernede dem herfra.«
Hvad angår forældrene, er der tale om det samme mønster, og så alligevel ikke helt. Kvinderne, der er tættest på børnene blandt andet på grund af mændenes fravær, siger som regel ja, hvis de bliver tilbudt at tage med deres børn væk fra Calabrien. I mange tilfælde har det også været kvinderne selv, som er mødt uanmeldt på Di Bellas kontor og spurgt ham, om de ikke må få lov at tage væk med børnene, hvilket de fleste har fået lov til, på trods af den mistede forældremyndighed. Vedove bianche, hvide enker, kalder han dem, fordi disse mødre i mange tilfælde er kvinder i 30-40-årsalderen, som stadig har det meste af livet foran sig.
Jeg spørger Di Bella, om mødrene ikke tager mafiakulturen med sig og dermed risikerer at kompromittere projektet, men han ryster bare venligt på hovedet.
»Når kvinderne tager væk, har de givet afkald på alt, og nogle af dem bliver da også med tiden skilt fra deres mænd og finder sig en ny partner nordpå. Desuden er der tale om nøje planlagte udviklingsforløb rettet også mod mødrene, hvor de hen ad vejen får hjælp af både socialrådgivere, psykologer og frivillige,« siger han.
Man kan dog ikke tale om, at børnene og deres mødre rejser væk for aldrig at vise sig i Calabrien igen. For det gør de i høj grad, og med jævne mellemrum, når omstændighederne ellers tillader det, i form af familiebesøg, der ofte foregår i fængslet, hvor de mandlige medlemmer af familien sidder. Roberto Di Bella er ikke interesseret i at hugge familiebånd over, nærmest tværtimod ønsker han at fremme en form for selverkendelse, som skal have mulighed for at brede sig så meget som muligt, og som han i de senere år er begyndt at se de første eksempler på.
»Det kan for eksempel være en mor, som møder op på mit kontor, uden at vi overhovedet har en sag, og spørger, om vi ikke kan sørge for, at hun og børnene kommer væk herfra. Og så må hun til at fortælle detaljer om familielivet, som gør, at vi kan starte en sag og måske lade, som om oplysningerne ikke kom fra hende, så hun ikke bliver behandlet som en ’forræder’ af resten af sin familie.«
Omfanget af kvinder, der følger deres børn ud af Calabrien, er efterhånden så stort, at Roberto Di Bella ikke afviser, at man kan tale om et slags stille kvindeoprør i mafiaen, hjulpet på vej af Domstolen for mindreårige.
I andre tilfælde er oprøret knap så stille. Det er de sager, hvor der er tale om en decideret afhopning med belastende vidneudsagn, og hvor kvinden med sine børn efterfølgende placeres i et regulært vidnebeskyttelsesprogram. Substansen er dog også her den samme. At komme væk og få et nyt liv, når lejligheden nu byder sig. Og efterhånden som tiden er gået, er også den hårdeste front, mændenes, begyndt at slå små revner, i form af breve fra livstidsfanger, som er holdt op med at true ham på livet.
»En dag modtog jeg et brev fra en indsat, hvor der stod: ’Dommer, jeg vil bare sige tak for det, du gør for vores børn. Hvis jeg havde haft de samme muligheder for tyve-tredive år siden, så befandt jeg mig måske ikke i fængsel lige nu.’ Det var en overraskende og glædelig besked at få. For den viser jo, at der er noget at arbejde med, også hvor man ikke skulle tro det.
Det er også her lidelsen, der gør meget af forskellen, tror jeg. Det er de færreste, som efter ti, femten, tyve år i fængsel er de samme mennesker. Et fængsel er som en kirkegård, bare for levende mennesker, og for mange af de indsatte er børnene den eneste kontakt til verden udenfor. Derfor begynder mange af de indsatte med tiden at ønske for deres børn, at de finder en anden vej end den, de selv valgte, og som førte dem i fængsel. Og det er så her, vi kommer ind i billedet.«
For et stykke tid siden skete det så for første gang, at en stor mafiaboss, som netop havde udstået sin fængselsstraf, satte sig i stolen på Di Bellas kontor og spurgte ham, om han ikke havde en løsning for hele hans familie.
»’Jeg er 49 år og har siddet i fængsel næsten halvdelen af mit liv. Nu vil jeg bare være sammen med mine børn og spare dem for det, jeg selv har været udsat for,’ sagde han. Også ham og hans familie fandt vi en løsning til. Engang var han en frygtet mafioso. I dag har hele familien fundet et nyt sted at bo, og han er blevet et godt eksempel for sine børn. Alt dette fortæller mig, at intet er umuligt,« siger Roberto Di Bella og tilføjer:
»Det, jeg har lært af alt det her, er, at grænsen mellem godt og ondt ikke ligger fast, og at alle kan ændre sig til det bedre, også folk, der har begået forfærdelige fejl i deres liv. De skal bare have muligheden for det.«
Jeg bemærker, at det indtil videre kun er i Reggio Calabria, at man går så konsekvent til værks over for mafiaens børn, og spørger, hvordan det kan være. Han kigger forlegent op og svarer, at det har han svært ved at svare på. Men at han håber på, at ’Reggio Calabria-metoden’ en dag bliver lov. Måske bliver den virkelig det en dag. Og måske er det så enkelt, som det udtrykkes i en af de utallige italienske læresætninger om mafiaen: at mafiaen er, hvor staten ikke er.
