LAMEZIA TERME – Jeg sidder i et rodet køkken i en bunkeragtig villa bag høje mure i en misrøgtet provinsby i Calabrien på Italiens støvlesnude og lytter til en midaldrende, mismodig automobilreservedelsforhandler, som læser op af sine egne digte i den vekslende larm fra fly, der lander og letter i nærheden.

Det er ikke stor poesi, men det gør ikke så meget. Det er heller ikke en stor lufthavn for den sags skyld, men ned og op kommer man alligevel, mellem de støvede, visne stængler af døende agavers sidste erektion. Desuden er det manden, og hverken lyrikken eller infrastrukturen, jeg er her efter.