Ghetto. Den nyeste by i Europa har ikke noget officielt navn, men fem bordeller og et par mafiaer. Skjult for omverdenen midt på en gammel landingsbane bor mindst 5000 afrikanere i pap, blik og sten i et hastigt voksende samfund, der ernærer sig ved landbrug og kriminalitet. Velkommen til La Pista!

Den forbudte by

Den forbudte by Af Morten Beiter

BORGO MEZZANONE – Der står en sort mand ved en bil med bulgarske nummerplader på en cementbane midt i et fladt landskab af opdyrket jord og afsvedet ukrudt. Han har sit bedste tøj på og dufter af parfume. Det er os, han venter på.

Langt mod nord stikker Italiens Spore sit furede hoved op. Mod øst er horisonten betrukket med en eroderet, gråblå rand af Appenniner-bjerge, kun afbrudt af den berygtede storby Foggias dystopiske skyline. Det sydlige blik domineres af den udslukte vulkan Vulture. Og flytter man hovedet en lille smule, er der bare fladt i fladt.

Vi er i Capitanata-distriktet i den nordlige del af den syditalienske region Puglia. Il Tavoliere, »Brættet«, som med 4000 kvadratkilometer hævet havbund udgør Italiens næststørste slette.

En slagmark gennem årtusinder. Det var her, et eller andet sted nede mod Barletta, at den kartaginiensiske hærfører Hannibal slagtede sig gennem en hel romersk hær. Det var i Lucera, på den anden side af Foggia, at de sidste efterkommere af den arabiske indvandringsbølge på Sicilien blev interneret og langsomt døde ud i Middelalderen.

Og det var også i dette område, at den fascistiske diktator Mussolini for snart 100 år siden indledte la Battaglia del Grano, Kampen om kornet, en storstilet kampagne, som på seks år gjorde Italien næsten selvforsynende med korn. En masse jord blev drænet og opdyrket og kom på små, private hænder. Der blev bygget et hav af identiske landejendomme i det store bare ingenting. Og byer, veje og lufthavne.

I dag har nye beboere overtaget scenen i dette afsidesliggende hjørne af den italienske republik, og en ny kamp er begyndt. Tusinder og atter tusinder af marginaliserede migranter, mestendels vestafrikanere, er ved at opføre en helt ny by på en landingsbane fra Mussolini-tiden.

Mange arbejder under slavelignende forhold i landbruget. Men hvor disse daglejere som regel rykker rundt i hele Italien efter sæsonerne – tomater på Tavoliere-sletten om sommeren, mandariner og appelsiner i Calabrien i det sene efterår, kartofler på Sicilien om foråret og så videre – bliver flere og flere migranter hængende i »den nye by«, fordi de har fundet fast arbejde i bunden af et internationalt kriminelt system af narkotika og prostitution.

Ghettoen på sletten

»La Pista« kaldes denne ghetto i folkemunde. En forbudt by med fem bordeller, hver med eget narkoudsalg og diskotek, moskeer, kirker, restauranter, frisører, købmandsforretninger, bagere, cykelsmede, mekanikere, benzinsalg, byggemarkeder, flere mafiaer og ansatserne til et byråd. Hvor man fødes og dør som i andre byer. Men hvor intet af det midt imellem tilnærmelsesvis ligner livet noget andet sted i EU.

La Pista eksisterer ikke officielt som by, og ingen myndigheder forholder sig til den, bortset fra når man foretager sporadiske anholdelser. Ingen skilte og intet navigationssystem viser derud. Og ingen får lov at komme ind uden at kende nogen eller have et ærinde her, hvilket typisk vil være ét, der har med sex eller stoffer at gøre. Geografisk set er vi stadig i Italien, men i virkeligheden er det en afrikansk mafia-bystat, den største af sin art i Europa.

Det er her, manden ved bilen kommer ind i billedet. Og kvinden, der kører den bil, jeg selv sidder i. Una macchina da battaglia, kalder hun den. En »kampvogn«, som godt må få skrammer, hvis det er.

Tre mafiaers interesser mødes på dette sted: den lokale italienske, den nigerianske og den bulgarske.

Emma Barbaro er navnet. Hun er en yngre italiensk journalist, som egentlig mest beskæftigede sig med miljøsager. Men så fik hun øje på det store usynlige ude på sletten, og det sidste års tid har hun set La Pista vokse skur for skur, bordel for bordel. Hun er efterhånden blevet accepteret af den »gode« del af byen, som hun blandt andet forsyner med genbrugstøj og andre fornødenheder.

»Der tales meget om at rydde ghettoer i denne tid. Men La Pista bliver der ikke rørt ved. Der er alt for meget på spil. Tre mafiaers interesser mødes på dette sted: den lokale italienske, den nigerianske og den bulgarske. I andre ghettoer er myndighederne grebet ind, når der er sket noget forfærdeligt; selv indenrigsminister Salvini har vist sig i én af dem. Men ikke La Pista. Her kommer hverken fagforeninger eller brancheforeninger, kun nogle private humanitære organisationer en gang imellem.«

»Det er her,« siger hun så og drejer fra den hullede og sprækkede statsvej ved et par cypresser, som efter højden at dømme blev plantet til Il Duces pris. Den lille Hyundai skøjter ind på en lige så hullet vej, bare af jord. Og så kommer hun alligevel i tvivl og ringer til manden, der venter på os. Vi forvilder os længere ind i landskabet, og pludselig rammer vi igen en hård overflade. Cement.

De uheldiges tilflugtssted

En lang, bred bane in the middle of nowhere har materialiseret sig. La Pista. Lidt længere fremme den parkerede bil og Emmas ven og vores billet ind i ghettoen, 34-årige Adama, der som de fleste andre indbyggere i La Pista arbejder som daglejer i landbruget, når der er arbejde at få. Derudover driver han en lille købmandsbutik og sender det, han kan, hjem til sin kone og to børn i Senegal, som han forlod for fem år siden »på grund af personlige problemer«.

»Kun de mest uheldige lever her. Ingen vælger det af fri vilje,« forklarer Adama og gumler videre på en tandstik.

Han må vide det. I 2013 kom han over fra Libyen til Lampedusa og fik efter en tid i modtagecentre arbejde hos en murer, der gerne ville beholde ham. Men så udløb hans midlertidige opholdstilladelse, og mester blev nødt til at fyre ham. Det gik ikke, som han drømte. Men i La Pista er han da i det mindste noget.

Hans italiensk-kundskaber har gjort ham til en vigtig brik, når landarbejderne skal forhandle med den »hvide« verden udenfor. Han er i realiteten en capo nero, som Emma senere forklarer. En sort capo, altså mellemleder i et kompliceret hierarki, hvor gode og onde kræfter mødes, men han er en god en af slagsen, forsikrer hun.

Adamas status er også sikret af en bil, som han bruger til taxatjeneste. Den har, som så mange andre biler i lejren, bulgarske plader. En historie for sig. Bulgarerne kom for mange år siden til området som landarbejdere, og efterhånden fulgte der også mafia med.

Oprindelig boede bulgarerne i deres egen lejr ikke så langt fra La Pista, hvor de blandt andet blev hyret af den lokale mafia til at grave giftigt affald ned. Så blev den bulgarske lejr ryddet, og nogle af bulgarerne flyttede til La Pista og tog deres business med sig, som blandt andet består i at fikse stjålne biler, forsyne dem med bulgarske nummerplader og sælge dem til afrikanerne. I den mafiøse trekant kan alt lade sig gøre, når blot man forstår at samarbejde.

20 kroner i timen

Adama kører forrest, og vi følger efter. Det første, der dukker op, er affaldet, der har samlet sig i spraglede bræmmer ved siden af vejen. Så nogle løjerlige skure i mursten, fra dengang lufthavnen stadig var aktiv og indgik i logistikken omkring NATO-bombningerne af Kosovo i 1999.

Samme år blev det første modtagecenter indrettet på stedet i form af en lejr af campingvogne for flygtninge fra Kosovo. I de følgende år blev der bygget til og bygget om, og i 2005 åbnede så det første store officielle modtagecenter for asylansøgere. Kort efter blev centret dog indskrænket igen, men man lod på italiensk vis de overflødige beboelsescontainere stå på landingsbanen.

Og så skete der jo det, der måtte ske, nemlig at de flygtninge, som blev lukket ud af centret med asyl og opholdstilladelse og i realiteten dermed blev overladt til sig selv uden hjælp eller tag over hovedet, flyttede ind og begyndte at knokle for de lokale bønder for, hvad der svarer til 20 kroner i timen, mens myndighederne sørgede for vand og el »af humanitære årsager«.

På en tidligere luftbase ved Borgo Mezzanone har udviklet sig et hastigt voksende samfund med nu cirka 5.000 afrikanske migranter – komplet med bordeller, diskoteker, moskeer og kirker. FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM
På en tidligere luftbase ved Borgo Mezzanone har udviklet sig et hastigt voksende samfund med nu cirka 5.000 afrikanske migranter – komplet med bordeller, diskoteker, moskeer og kirker. FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM

Det var den spæde start på La Pista. I løbet af de sidste fire år er stedet bogstaveligt talt eksploderet i pap, bølgeblik, presenninger, mursten og mafia. Indenfor som sagt den nigerianske og bulgarske, og udenfor ikke én, men to forskellige mafiaklaner, der importerer og videresælger marihuana fra Albanien og bruger La Pista som en slags frihandelsområde.

Det går ikke helt stille af. Dette efterår blev en ghaneser, som var mistænkt for medvirken til voldtægt og mord på en ung pige i Rom, anholdt i ghettoen med 11 kilo marihuana. Hans opholdstilladelse var udløbet i 2014. Fire dage senere blev byen hærget af et par brande, den ene vistnok påsat som led i et internt opgør, og den anden udløst af en defekt gasvarmeovn. En beboer døde senere af sine forbrændinger.

Han var ikke den første. For to år siden blev det forbrændte lig af en ung afrikansk kvinde fundet i ghettoen. Hun var sandsynligvis en prostitueret, som havde forsøgt at skifte fra én nigeriansk mafiagruppering til en anden. Som straf var hun blevet brændt levende, til skræk og advarsel for andre. Det er i hvert fald, hvad man hører.

Drømmenes købmand

Nu bliver kørebanen indskrænket af store sten og betonbrokker, der er lagt ud i lange barrierer på landingsbanen. De første skure dukker op, flikket sammen af alt forhåndenværende materiale, så følger en serie beboelsescontainere fra tiden som modtagecenter.

100 meter længere fremme er vejen spærret af et gitter og nogle flere sten, og vi tvinges til højre gennem en mindre åbning, der er bevogtet diskret. Så endnu et gitter, denne gang på vid gab, og endnu et, og vi er inde. Beboelsescontainerne er nu helt afløst af skure, nogle af dem indrettet som små butikker, en enkelt endda med indkøbsvogne. Jeg forsøger at optage noget af det med min mobiltelefon fra bilen, men så snart folk får øje på apparatet, vender de sig bort eller gør ivrigt tegn til os.

Et får står tøjret til en grillbod, klar til at blive slagtet. Jordstampede sidestrøg åbner sig til højre og venstre og forgrener sig, så langt man kan se. Nogle af skurene er beklædte med gamle reklameskilte og genbrugte baldakiner, hvis optimistiske budskaber forvandler sig til ironiske undertekster. Il mercante dei sogni, »drømmenes købmand« er en af de bedre.

»Nå, de er begyndt at hegne affaldet ind,« er det første, Emma siger, da vi er steget ud af bilen med udsigt til et murersjak, der er ved at lægge sidste hånd på gavlen af en bygning.

»Her sker noget nyt hele tiden. Fra den ene dag til den anden skyder der nye huse op. Indtil for kort tid siden i bølgeblik. Men nu bliver det meste bygget i mursten. Det er helt klart, at de regner med at blive boende.«

Mursten er et tegn på, at den nigerianske mafia er begyndt at investere massivt i La Pista, og at det sker med de lokale italienske mafia-klaners billigelse, forklarer den italienske sociolog Leonardo Palmisano, som jeg møder i Bari.

»Området er så kontrolleret af de lokale klaner, at det er utænkeligt, at byggematerialer i det omfang får lov at komme ind, uden at der er sagt god for det. Og så har sådanne materialer også en pris, som ikke alle kan betale,« siger Palmisano, som blandt andet er forfatter til en bog om de italienske migrantghettoer. Han kom indtil for nylig jævnligt i La Pista og skrev om forbindelserne mellem de kriminelle grupper, men så begyndte han at modtage dødstrusler over internettet og har nu valgt at holde sig væk.

Kandidatfest på bordellet

Langsomt og ledsaget af Adama bevæger vi os ned ad hovedgaden, som dette sted stadig er den gamle landingsbane. Der er ikke mange mennesker at se her sidst på formiddagen. De fleste er i markerne. Noget med broccoli. Vi passerer forbi pinsekirken, den ene af byens to kristne kirker. Den er lukket og slukket, og vi er i øvrigt ikke velkomne, forklarer Emma.

»Vi ved, hvem du er,« har præsten sagt til hende. Og det var ikke venligt ment. Ifølge Leonardo Palmisano er pinsekirken i La Pista i lommen på den nigerianske mafia, som bruger den spirituelle magt til at holde styr på sine »undersåtter«.

»Pinsekirken i La Pista er bare én stor maske, og ikke bare her, men mange andre steder i Italien og i resten af Europa, hvor pinsekirken samler nigerianere og til dels også ghanesere. I La Pista sørger kirken for eksempel for, at de unge piger, som prostituerer sig, gennemgår en slags spirituel renselse, hvorefter de bliver sendt ud at prostituere sig igen.«

Ghettoens unge piger er populære, også langt uden for byens egne grænser, fortæller Emma. »Når mørket falder på, kommer de kørende inde fra Foggia for at more sig. Det ved jeg, for nogle gange er jeg blevet hængende til sent, selv om min kæreste bliver tosset på mig, fordi han er bange for, hvad der kan ske. Der er også blevet holdt kandidatfester herude. Hele orgier, med sex og narko.«

Nu befinder vi os efterhånden i midten af byen, og det er stadig umuligt at få en idé om, hvor stor den i virkeligheden er. De tilgængelige luftfotos er halvandet år gamle og viser ikke den seneste tids eksplosive udvikling.

Vi standser ud for brandtomten, hvor over 20 skure et par uger forinden var gået op i lys lue, og en person omkom. Lugten af sveden plastic river i næsen, og ude i kanten arbejdes der allerede på nye, forbedrede bygninger. Lige overfor, ved en bod, der handler med lidt af hvert, står en yngre, mørkhåret kvinde med et rundt ansigt og svajer i en kort nederdel, mens hun råber til den handlende, at han kan rende hende noget så grusomt, Maria sacrata. »Det er Andrea,« siger Emma.

Ejet af den bulgarske mafia

Andrea er fra Rumænien og den eneste hvide prostituerede i hele ghettoen. Rygterne vil vide, at hun er den bulgarske mafias ejendom. Det er dog ikke noget, hun selv vil tale om. Spørger man hende, hvad hun lever af, siger hun, at hun gør rent for folk, men har bare været lidt uheldig med penge, der blev narret fra hende, så hun er nødt til at leve her. Hendes skur gik til i branden, siger hun, og siden har hun sovet i en bil. Hun vågnede tidligt i morges ved, at det var så forbandet koldt, og så tog hun sig en øl, forklarer hun sin omtågede tilstand.

»Det var en ven, der døde. Jeg kunne ikke redde ham, varmen var for stærk,« siger hun. Og i næste nu henvendt til Emma: »Kan du ikke købe mig nogle vådservietter? Jeg tror, jeg trænger.«

Vi går hen mod en anden bod. »Du har sminket dig?« spørger Emma.

»Det er, fordi jeg er på vej væk herfra,« svarer Andrea.

»Det sagde du også sidste gang.«

Emilia, 22 år, fra Nigeria. Har boet i tre år i Italien, arbejder på en bar i La Pista. Venter stadig på opholdstilladelse fra den italienske stat. FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM
Emilia, 22 år, fra Nigeria. Har boet i tre år i Italien, arbejder på en bar i La Pista. Venter stadig på opholdstilladelse fra den italienske stat. FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM

Ved boden skælder Andrea ud på den arabiske købmand, der ikke kan forstå, hvad vådservietter er. »Maria sacrata, vådservietter er servietter, der er våde, hvor svært kan det være? Ikke toiletpapir. Du forstår ikke en skid. No spik italiano, no spik njet. Vi skrider!«

Andrea kom til Italien første gang med sin far, da hun var 13, råber hun gennem den høje afrikanske musik, da vi har fået møvet os ned ved et bord på en af restauranterne og får serveret dagens permanente ret, en klat ris med slimet kødsovs.

Nærmere bestemt fra landsbyen Lipovu uden for Craiova. Så røg hendes far i fængsel, og siden har hun klaret sig selv. For et stykke tid siden blev hun gravid og fødte et barn. I hendes egen version er barnet hos familie i Rumænien.

»Men jeg tror ikke, at barnet er levende længere, for de tog det fra hende, da det næsten lige var født. Bulgarerne. Det er en forfærdelig historie,« siger Emma bagefter.

Senere tager jeg også en tur til Lipovu med GoogleEarth. Hvis jeg kom derfra, ville jeg også begynde at løbe og aldrig se mig tilbage. Og det samme gælder i øvrigt for forstæderne i de store byer i Vestafrika, hvor mange af La Pistas indbyggere kommer fra. Mange af forstæderne har i øvrigt en slående lighed med La Pista, blot synes bygningerne i Afrika at være i en noget bedre forfatning.

Så hvorfor overhovedet risikere liv og lemmer for blot at havne i et nyt hul?

Salvini del cazzo

»Uanset hvad, så har vi det bedre her,« forklarer ghaneseren Ibrahim, som ankom til Sicilien for fire år siden med båd fra Libyen. For fem måneder siden lukkede det kommunale integrationsprojekt, han var tilknyttet i Napoli, og så stod han pludselig uden tag over hovedet, på samme måde som så mange andre migranter i disse måneder bliver hjemløse, fordi indenrigsminister Matteo Salvini har strammet reglerne for humanitær opholdstilladelse, og integrationsprojekterne er begyndt at lukke på stribe.

En anden Ibrahim hedder Jallow til efternavn og kommer fra Gambia. Han arbejder for en af bagerne. Ibrahim er vred på Salvini og hans stramninger.

»Salvini er en hanrej, en nar, der ikke forstår en skid,« siger han. »Jeg hader ham så meget, at jeg har opkaldt min hund efter ham. Salvini del cazzo hedder den. Skøre Salvini, for Salvini har gjort italienerne tossede. Mange af dem har det ikke meget bedre end os, og han har bildt dem ind, at han kan løse deres problemer ved at smide os ud. Men sådan kommer det ikke til at gå. For hvem skal så plukke alle tomaterne? Salvini alene? Italien kan ikke klare sig uden os, sådan er det bare, og i stedet for at forfølge os burde staten hjælpe os med at få papirerne i orden, så vi kan få ordnede forhold og begynde at betale skat. Men de ser kun vores sorte hudfarve. Ja, jeg er sort, og hvad så? En stor, hvid bil har jo også sorte dæk,« siger Ibrahim Jallow.

Han har gennem det seneste års tid mærket et tydeligt omslag i mange italieneres holdning til de afrikanske migranter, fortæller han.

»Italienerne har længe hadet de sorte, men nu gør de det åbenlyst. Det er ’neger mig her og neger mig dér’, åbenlyst, på gaden, uden at de skammer sig over det. Hvis du ikke er stor og stærk, risikerer du at komme til skade,« siger han og forklarer, at han selv var tæt på at få bank på en af barerne i den nærmeste by, Borgo Mezzanone, som Mussolini opførte i 1930rne til landarbejdere, og som også har givet navn til modtagecentret.

»Jeg kom ind, og det første, jeg så, var et billede af Mussolini, de havde hængt op på væggen. Så kom en dreng hen til mig, pegede på billedet og spurgte: ’Kender du ham?’ ’Ja selvfølgelig gør jeg det,’ svarede jeg, ’han var en kæmpe lort.’ For jeg kender Italiens historie. Ja, jeg ved ting, og jeg er ikke bange. Jeg har overlevet både ørkenen og havet. Der er ikke mere at være bange for.« Lykken må findes et eller andet sted herovre, mener Ibrahim Jallow stadig.

Facaden

Vi efterlader Andrea på restauranten, hvor hun først gør sin egen tallerken færdig og derefter går i gang med alle levningerne. Langsomt, og efter flere kaffestop undervejs, når vi forbi automobilværkstedet, hvor der bliver skulet efter os, og helt ned i bunden af den nigerianske del af lejren, dér hvor La Pista støder op til indhegningen rundt om det privatdrevne modtagecenter, som ved sidste optælling husede over 1000 asylansøgere, omtrent dobbelt så mange, som det er indrettet til.

Italienerne har længe hadet de sorte, men nu gør de det åbenlyst. Det er ’neger mig her og neger mig dér’.

Ibrahim Jallow, immigrant fra Gambia

Adskillelsen mellem de to byer er rent symbolsk. Modtagecentret er ganske vist indhegnet og bevogtet af bevæbnede soldater og betjente ved hovedindgangen, men på bagsiden er en sektion af hegnet blevet fjernet. Det betyder, at der er fri og ukontrolleret adgang mellem de to byer.

Modtagecentret med sin direktør, fire kontorfolk, tre lagerarbejdere, fire socialrådgivere, fire psykologer, tre italiensklærere, seks juridiske konsulenter, 13 læger, ti sygeplejersker, ti mæglere og 113 andet personel agerer altså frivillig eller ufrivillig legal »facade« for den virkelige verden, der udspiller sig på bagsiden i den mindst fem gange så store La Pista.

Beboerne i La Pista benytter da også i stor stil det italienske modtagecenters faciliteter, og passer det, hvad der bliver fortalt, er en del af pigerne i modtagecentret mindreårige, som med forfalskede dokumenter fremstår som myndige, da de ellers ikke havde kunnet bo i centret. Om aftenen går de gennem hegnet og prostituerer sig for den nigerianske mafia, ligesom de fleste andre kvinder inden og uden for den symbolske indhegning.

36-årige Sofo fra Ghana. Var fisker hjemme i Ghana, har nu boet i migrantlejren i to år og lever af »forskellige jobs«. Om EU-flaget på væggen siger han: »Ved ikke, hvad det er for et flag, men jeg kan lide det, og derfor hængte jeg det op.« FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM
36-årige Sofo fra Ghana. Var fisker hjemme i Ghana, har nu boet i migrantlejren i to år og lever af »forskellige jobs«. Om EU-flaget på væggen siger han: »Ved ikke, hvad det er for et flag, men jeg kan lide det, og derfor hængte jeg det op.« FOTO: ENRI CANAJ, MAGNUM

Kvinderne. Vi har ikke set mange, ud over Andrea og den fåmælte kogekone henne i restauranten, bemærker jeg. Og slet ingen børn. Men de er der, forsikrer Emma.

»Da jeg begyndte at komme her, så jeg heller ingen børn, for de gemmer dem væk af angst for, at myndighederne skal fjerne dem. Kun nogle bleer i affaldet og noget legetøj var tegn på, at der var børn. Så fik jeg kvindernes tillid og fik lov at se dem. Det siges, at børnenes tilstedeværelse var én af grundene til, at bulgarernes gamle ghetto, som lå et lille stykke herfra, blev jævnet med jorden for nogle år siden,« fortæller hun.

Ganske som det skete for halvandet år siden med en anden af områdets store historiske migrantbyer, il gran ghetto di Rignano Garganico, da for mange journalister havde været på besøg.

»Hvad vil der nu ske med de hundredvis af migranter?« blev der dengang spurgt. Svaret kender vi nu. De fleste rykkede bare 30 kilometer sydpå, til La Pista, hvor alt fortsatte, som det plejede. Regionen Puglia kørte endda de fleste af dem dertil i busser.

Strøm som privilegium

Vi passerer forbi den grønne murstensbygning ved hullet i hegnet. På samme tid restaurant, diskotek, bordel og narkoudsalg. Her går hele den nigerianske business op i en højere enhed.

Vi skræver over nogle blålige indvolde, sandsynligvis fra et får, der er blevet smidt i nogle grønne græstotter ikke langt fra én af La Pistas tre vandhaner, der med myndighedernes velsignelse er koblet på den kommunale vandforsyning.

Højt oppe på en lift, inde på modtagecentrets område, står nogle arbejdere fra elforsyningsselskabet og roder med ledningerne.

»Jeg håber ikke, de kapper strømmen. Så er vi virkelig på den,« siger Adama. Han er selv én af dem, der har strøm i sit skur. Ikke et privilegium, der er alle tildelt. Falder man i unåde hos La Pistas herskere, ryger strømmen også.

På vej tilbage kommer vi forbi et bjerg af brugte cykler. Det er her, Cau holder til, byens uofficielle borgmester og gode ånd. Han er 50 og har boet her så længe, at han har set det hele fra begyndelsen.

Cau har papirerne i orden. Om formiddagen arbejder han for en murer i Foggia, og om eftermiddagen reparerer og sælger han cykler. Han tror på det gode i La Pista. Og sammen med blandt andre Adama har han taget initiativ til en række møder, der gerne skulle føre til dannelsen af en slags byråd.

Cau er træt af at se sine sorte brødre blive behandlet dårligt, når politiet en sjælden gang viser sig i lejren. Sidste gang var der én, der blev lænket i håndjern til fælgen på politibilen. Det var for meget at se på for indbyggerne, og de var tæt på at gøre oprør, men holdt sig i skindet, siger de – også selv om politiet påstår, at de blev angrebet.

Cau er klar til at stille i retten som vidne, hvis det er. »De skal ikke behandle os som dyr,« siger han. Adama nikker, men tilføjer, at La Pista også har sine egne problemer. Folk, der stjæler fra hinanden, for eksempel. Mobiltelefoner og den slags. Det er sådan noget, byrådet skal gøre noget ved.

På en væg står en slags leveregler malet med sort maling:

(1) If you do good you do for yourself… (2) Search money (3) Don’t promote violence my brother… (4) One Africa one people… (5) Humble African man (6) Love you all Africa brothers (7) God bless Africa (8) We don’t know where we are going but we were from AFRICA.

Håb, der skydes i sænk

Således fuldender vi kort før mørkets frembrud vores loop rundt i, hvad der må være det mest elendige sted i det gamle Vesteuropa. Skudt op af ingenting som toppen af et kriminelt isbjerg, båret oppe af et håb, som hver eneste dag skydes i sænk for at genopstå næste morgen.

På vores vej rundt har vi ikke mødt en eneste nigerianer, der har haft lyst til at tale med os. Alle vender ryggen til eller begynder at skælde ud, når de ser båndoptageren.

Dette er ikke et sted for hverken sorte eller hvide mennesker. Eller for hunde, for den slags skyld. Man begynder at forstå indenrigsminister Salvinis trang til at jævne alting med jorden, som han gjorde i november med en anden ghetto i Rom. Det ville være bedre, hvis alt dette ikke eksisterede. Problemet er bare, at hvis folk ikke har steder at tage hen, samles de bare i nye ghettoer, hvilket La Pista så effektivt demonstrerer.

Vi følger Adamas baglygter ud mod statsvejen og den parallelle verden. Andre biler inde fra byen kører den modsatte vej, og lyskeglerne fejer hen over hinanden gennem den visne ukrudtsjungle.

Efter at vi har sagt farvel til vores lods, gør vi holdt i den lille by, som Mussolini lod opføre til sine landarbejdere, med skole, kirke, rådhus og det hele. Her skulle den fascistiske drøm blive til virkelighed.

På væggen i byens ene bar hænger han, ganske som Ibrahim Jallow fortalte. Benito Mussolini. Bartenderen, en mager kvinde med gnistrende øjne, kigger dystert på os, for hun kan godt se, hvad vi er for nogen, men hun siger ikke noget, og vi siger heller ikke noget, men drikker bare den sorte kaffe.

Artiklen blev oprindeligt udgivet 4. januar 2019.

 

Læs også om, at en af Vestafrikas stærkeste forbryder-organisationer har slået rødder i Italien: »Den sorte mafia«

Læs også om en dommer, der er begyndt at tvangsfjerne mafiaens børn. Nu modtager han takkebreve.