Afmagt. Skal Tyrkiet smides ud af Nato, eller skal vi hente et par håndfulde IS-krigere hjem til Danmark? En småstat skændes med sig selv.

Stoppested Danmark

Stoppested Danmark Af Arne Hardis

Bedømt ud fra diskussionens voldsomhed og ihærdighed kunne man tro, at Danmark har nøglen til løsningen af krigen i det nordlige Syrien.

I debattens ene hjørne står den konservative Naser Khader, som vil straffe præsident Erdogans offensiv mod kurderne i det nordlige Syrien ved at smide Tyrkiet ud af NATO. Synspunktet er en velkendt Khaderposition, men er så radikalt allianceudfordrende, at Khader må understrege, at det er hans personlige opfattelse.

I det andet hjørne står Enhedslistens Rosa Lund, som er så vred over regeringens forslag om at kunne fratage syrienskrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske ditto, at hun opfordrer Berlingske til at bruge Caps Lock ved gengivelsen af hendes standpunkt. Så udtalt en forfærdelse kan man jo kun vanskeligt sidde overhørig, så her kommer det: HUN SYNES, AT DET ER ABSURD OG FRYGTELIGT, at Danmark ikke i stedet koncentrerer sig om at hjælpe de kurdere, der har været vores allierede i kampen mod Islamisk Stat.

Midt i manegen står udenrigsminister Jeppe Kofod. Han kunne efter et møde mellem EUs udenrigsministre mandag fortælle Politiken om ministrenes fælles udtalelse, der »fordømmer Tyrkiets militære aktion, som alvorligt underminerer stabiliteten og sikkerheden i hele regionen«. Det havde krævet »hårde kampe« at nå frem til det fælles standpunkt, fastslog Kofod. Utvivlsomt. Måske skulle han alligevel anledningen taget i betragtning overveje sit krigeriske ordvalg.

I virkeligheden kan Danmarks muligheder for at påvirke opgøret mellem tyrkerne og kurderne nok bedst udtrykkes i et ganske vist lidt bedaget billede. En sporvogn, som holder bomstille, fordi der pludselig ikke er nogen køreledning til at sikre køretøjets fremdrift. Imens sidder passagererne inde i sporvognen og skændes bravt om, hvordan og hvorledes man mon får gang i sporvognen igen. Den slags giver hurtigt duggede ruder.

Læs også om, at den tyrkiske invasion i det nordlige Syrien har fået det kurdiske miljø i Danmark på gaderne: »Ånden fra Kobane«

Hele tragedien i det nordlige Syrien er anskuet fra den hjemlige politiske scene bedst egnet til at understrege noget lidt andet, som man jo nok anede i forvejen: at regeringsblokken med dens forståelsespapir og gode viljer inden for velfærd og klima er anderledes skrøbelig, når det kommer til den store verden.

Mandag offentliggjorde regeringen sin hensigt om hurtigt at fremsætte et lovforslag om administrativt at kunne fratage syrienskrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske af slagsen. I forvejen er det muligt at forsøge den slags ad domstolsvejen, men regeringen vil vende processen om. Først fratages den pågældende sit statsborgerskab, siden opdager han eller hun det via sin e-boks eller ved læsning af Statstidende. Herefter kan man så gå til domstolene i forsøget på at få den administrative afgørelse underkendt, uden dog at den proces får opsættende virkning. Må meddelelsen ske ved hjælp af Statstidende, vil årsagen til frakendelsen ikke fremgå, hedder det i bemærkningerne til lovforslaget.

Idéen er, at lovændringen skal ramme »en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser«, det vil blandt andet sige handlinger omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som sigter på anslag mod statens sikkerhed og femtekolonnevirksomhed. Initiativet er aktualiseret af, at flere af IS-fangerne skal være undsluppet de lejre, som kurderne har bevogtet, men nu risikerer at måtte give slip på som følge af den tyrkiske offensiv.

Regeringsforslaget blev som ovenfor anført afvist med meget store bogstaver af Enhedslisten, mens SF nærmest sidder på hegnet, dog hældende mod et ja til regeringen. Gruppeformand Jakob Mark er umiddelbart positiv, men betegner samtidig regeringsforslaget som vidtgående og vil nøje studere høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder.

Denne tøven er forståelig nok. Partiet skal spænde over det klassiske folkesocialistiske menneskeretsfokus på den ene side og på den anden holdninger eksempelvis repræsenteret af det nyvalgte folketingsmedlem Halime Oguz, som på Facebook har advaret skarpt imod at give folk, »der har været bødler for Islamisk Stat«, nogen som helst chance for at sætte foden på dansk jord.

De Radikale: Partiet vil vente med at tage stilling, til Folketinget kommer tilbage fra efterårsferie, men partiets udenrigsordfører, Martin Lidegaard, har før regeringens lovgivningshensigt tilkendegivet, at Danmark af sikkerhedsgrunde bør tage sine egne IS-krigere hjem.

Opbakningen fra den blå blok er mere entydig, den væsentligste bekymring synes at være, om folk er klar over, at blå blok syslede med lignende forslag om fratagelse af statsborgerskab, inden man mistede magten.

Dansk Folkeparti ser regeringsudspillet i forlængelse af den aftale om samme sag, som Dansk Folkeparti og den daværende VLAK-regering indgik før valget. »‘Danske’ syrienskrigere og deres børn skal aldrig sætte deres ben på dansk jord igen. De har valgt Danmark fra. Det er en tragedie for børnene. Men danskernes sikkerhed kommer først,« som formand Kristian Thulesen Dahl formulerer det i sit ugebrev.

Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen, er på samme linje: Han bekendtgør på Twitter, at fremmedkrigerne med dansk statsborgerskab har vendt Danmark ryggen. »Derfor lavede vi i foråret en aftale, så fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab fremover kan fratages deres danske statsborgerskab. Positivt, at regeringen nu vil hastebehandle det i Folketinget.« Det er vores idé. Godt, regeringen har taget den op.

Læs også om, at Tyrkiets invasion af de kurdiske områder i Syrien kan føre til et grumt gensyn med fortidens vold mellem herboende tyrkere og kurdere: »Fronten gennem Europa«

Striden om administrativ frakendelse af dansk statsborgerskab for fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab drejer sig om en meget begrænset gruppe. Omfanget er fortroligt, men mon der overhovedet er tale om et tocifret antal, som kan blive ramt?

Heftigheden, hvormed der alligevel debatteres, afspejler det principielle på disse fås vegne, men er jo også et udtryk for, hvor handlingslammet Danmark og resten af Vesten i øvrigt er. Den erkendelse åbnede tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for i et interview i Politiken tidligere på ugen.

Han har siddet med i inderkredsen i den internationale koalition mod Islamisk Stat, og ifølge ham var det svigt af kurderne, som nu udrulles, en realitet allerede i februar, da de 13 lande i den internationale koalitions inderkreds holdt møde for at drøfte, hvad der skulle ske efter USAs beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af konflikten.

»Så tog de øvrige 12 landes forsvarsministre ordet, men ingen ville stille op. Hvis USA gik ud, gik alle ud af området. Ingen ville blive tilbage,« fortalte Hjort Frederiksen avisen. Det formelle argument for det kollektive nej var folkeretligt, og som Hjort Frederiksen siger: »Reelt var det en operation, hvor man skulle beskytte kurderne mod tyrkerne. Hvilket folkeretligt mandat skulle der være? Det er svært at se.«

Sådan ser verden ud inde fra sporvognskupeen: Man kan ikke meningsfyldt smide Tyrkiet ud af Nato – det ville være en gave til Rusland. Man kan ikke for alvor true Tyrkiet fra EUs side, for hvordan håndterer Erdogan så aftalen om, at han holder på millioner af syriske flygtning mod løbende EU-betaling? Og endelig kan man ikke true nogen militært, for det kræver USAs vilje til at være med, og det vil Trump ikke. Det er en afmagtens triangel, og hvordan og hvornår kommer man ud af den?

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, erkender, at det »er armod nu«, som han formulerer det.

»Vi har ikke set de geopolitiske konsekvenser fuldt ud endnu, det kan blive rigtig slemt,« siger han med henvisning til, at Erdogan i denne uge har sagt nej til at mødes med en USA-delegation anført af vicepræsident Mike Pence og udenrigsminister Mike Pompeo.

Ifølge Michael Aastrup er det nødvendigt at udfolde en trestrenget strategi: presse Erdogan ved at stoppe for våbeneksport til Tyrkiet. Hjælpe kurderne både økonomisk og med våben og ammunition. Og endelig forsøge at påvirke USA gennem senatorer og andre, som ikke er enige i Trumps tilbagetrækningspolitik.

»Det er ikke en fantastisk strategi, der løser alt i morgen, men det er den eneste vej frem.« Det gør unægtelig situationen noget absurd: NATO-landet Danmark vil hjælpe kurderne, men her og nu er deres bedste håb om hjælp, at NATOs fjende Putin i Rusland og Vestens fjende Assad i Syrien sammen får held til at standse vor NATO-allierede Tyrkiet?

»Ja, det kan man sige. Det er også derfor, vi bliver nødt til at yde hjælp til kurderne, så de selv holder fast i den rigtige kurs,« siger Venstre-ordføreren.

 

Læs også Klaus Wivels leder om Syrienskrigens forbandelser og afmagtens ofre: »Spage råb«

Side 2