Leder.

Spage råb

Spage råb Af Klaus Wivel

SYRIENSKRIGENS betændte placering i dansk politik viser, at det samme princip gælder for lovgivning som for enhver meningsudveksling: Jo dårligere en sag, desto højere skal der råbes. Hvad angår regeringens behandling af fremmedkrigerne, er der blevet skreget ud over tagene. De skal for enhver pris forhindres i at komme tilbage. »Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark,« har statsminister Mette Frederiksen sagt og hendes nærmeste ministre nærmest ordret gentaget.

FORBANDELSER over disse blodige islamister kan ministrene nedkalde nok så mange af. Men i dag står det klart, at de ikke kender deres levende råd. Efter at præsident Trump har holdt, hvad han har lovet sine vælgere, og trukket amerikanske tropper ud af den syriske borgerkrig, er der en overhængende fare for, at titusindvis af Islamisk Stat-krigere, som sidder indespærret i kurdiske fangelejre, slipper fri. Hundredvis er angiveligt allerede sluppet ud. Derved vil de kunne fortsætte deres ødelæggelser i Irak og Syrien. Eller søge mod Europa, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad de kan finde på. For vores egen sikkerheds skyld havde det været en bedre idé, hvis vi havde hentet vores fremmedkrigere hjem, inden det var for sent. Så kunne vi have sat dem i lang tid bag tremmer. Kunne det ikke lade sig gøre, vidste vi i det mindste, hvor de opholdt sig. Sådan skulle det ikke være.

Læs også om, at den tyrkiske invasion i det nordlige Syrien har fået det kurdiske miljø i Danmark på gaderne: »Ånden fra Kobane«

OG det siger noget om, hvor verdensfjernt regeringen har forholdt sig til fremmedkrigerne og den skrøbelige situation i Syrien, at justitsminister Nick Hækkerup for ti dage siden i Jyllands-Posten bebudede, at IS-krigere fra Danmark skal stilles for en domstol i de kurdiske områder. Et er, at forslaget i sig selv antog fantasifosterets form. Noget andet, at interviewet stod at læse samme dag, som Tyrkiet rykkede over grænsen til Syrien. Udstiller de højtflyvende ytringer noget, er det danske politikeres trang til at skyde brystet frem, når det gælder sager, de dybest set står uformående over for. Ordene støder hurtigt mod vore egne retsprincipper, almindelig medmenneskelighed og den hurtigt omskiftelige geopolitiske virkelighed. Det ser vi ikke mindst med det forslag til hastelov, der blev bikset sammen i denne uge, og som ifølge juraprofessor Eva Smith i Berlingske i onsdags strider mod nagelfaste retsprincipper. Loven, der vil gøre det muligt administrativt at fratage IS-krigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, bryder dels med ideen om ikke at blive dømt med tilbagevirkende kraft, dels med, at det er en domstol, ikke en minister eller et embedsværk, der skal afgøre så fundamental en sag. Desuden erkender regeringen selv, at lovforslaget risikerer at blive afvist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

AFMAGTENS svigt omfatter også den eneste gruppe i Syriens evige borgerkrig, vi kan siges at have indgået en alliance med. Kurderne hjalp med at nedkæmpe Islamisk Stat med tusindvis af faldne soldater og civile til følge. Da Kalifatet endelig blev nedkæmpet, bad både Trump og kurderne selv europæerne om at tage deres fremmedkrigere hjem. Det kunne slet ikke komme på tale. Et næsten unisont Folketing fremførte, at de aldrig skulle få lov at sætte deres ben på dansk jord. Disse, må vi formode, hævngerrige islamister måtte kurderne selv trækkes med. Ikke engang krigernes børn kunne vi hente retur. Herved stadfæstedes arvesyndens princip: Børnene skal bøde for forældrenes forbrydelser. Det har været en usædvanlig uværdig tid i dansk politik.

OFRE for denne ansvarsforflygtigelse, hjælpeløshed og mangel på virkelighedssans finder vi også andre steder. Vi står reelt uden sanktionsmuligheder over for hele denne bataljes egentlige triumfator. Efter at EU har overladt det til Tyrkiet at agere dørmand over for de mange millioner syriske flygtninge, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod sig med en noget spinkel autoritet, når han kræver, at tyrkerne indstiller deres »militære aggression«. Tyrkerne fornemmer givetvis, at de kan behandle deres kurdiske ærkefjender i Syrien, som de vil, hvad de da også gør. Samtidig har præsident Erdogan erklæret, at han vil bruge denne zone på den syriske side af grænsen – nu renset for kurdere, må vi gå ud fra – til at genhuse nogle af landets tre en halv million syriske flygtninge. Også denne folkefordrivende idé står vi magtesløse over for. Præsident Erdogan kan jo friste med at sende flygtningene over Middelhavet i stedet.

 

Læs også om, at Tyrkiets invasion af de kurdiske områder i Syrien kan føre til et grumt gensyn med fortidens vold mellem herboende tyrkere og kurdere: »Fronten gennem Europa«

Læs også Arne Hardis' artikel om danske politiske afmagt over for konflikten i Syrien: »Stoppested Danmark«

Side 14