TAG et kig på listen over ministerholdet: Trods en del nye navne er her også tyngde og erfaring. At der skal sidde en stærk og erfaren mand i Klimaministeriet er logisk, idet regeringen sammen med sine støttepartier vil gøre Danmark til verdensleder i forsøget på at redde kloden fra klimaforandringerne. Ligeledes må en etpartiregering, der vil gennemføre en markant grøn omstilling og allerede har et hul på ti milliarder kroner, have en stærk finansminister. Det er til gengæld besynderligt, at en regering med så store globale ambitioner tilsyneladende er meget lidt optaget af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, der presser sig på fra alle sider.
DANMARKS nye udenrigsminister, Jeppe Kofod, er en mand uden ministererfaring, som end ikke sidder i Folketinget. Den nye forsvarsminister, Trine Bramsen, har heller aldrig været minister og har mest markeret sig som retsordfører. To uprøvede ministre for et regeringsparti, der gennem flere år har været nærmest fraværende i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Muligvis skyldes udnævnelsen af Kofod og Bramsen, at statsministeren selv vil dominere området – men hvis udenrigs- og sikkerhedspolitik interesserer Frederiksen, har hun holdt det godt skjult i mange år.
PLADS til at behandle de vigtige udenrigspolitiske spørgsmål er der ikke blevet i rød bloks »politiske forståelse«. Danmark skal »påtage sig et aktivt, forpligtende og engageret internationalt ansvar« – hvad det end betyder. Det er logisk, at Frederiksen ikke skal aftale eller føre sikkerhedspolitik med Enhedslisten, men det totale fravær er symptomatisk for, at vi intet aner om regeringens holdninger til de spørgsmål, der tårner sig op.
I de kommende år vil Danmarks geografiske placering gøre vores forhold til Rusland stadig mere konfliktfyldt. Vi ligger, hvor vi ligger, for enden af Østersøen, ligesom vores interesser i Arktis gør os til en vigtig aktør i magtspillet mellem USA, Rusland og Kina. Det mest presserende spørgsmål er naturligvis Nordstream 2, den gasledning, som Rusland vil føre forbi Bornholm, hvilket kræver dansk godkendelse. Den tidligere regering har holdt russerne hen, men nu skal beslutningen træffes.
VERDEN venter ikke. Vi har i flere år haft en decideret ikkeeksisterende udenrigspolitik, hvor vi har lagt os som en slags median mellem alle andre holdninger. Den går ikke længere. EU burde have sagt nej til Nordstream, og Danmark kan ikke alene håndtere en konflikt med Rusland her. Men selv om den nye regering hurtigt prøver at få dén hovedpine af vejen ved at acceptere rørledningen, tårner sig nye problemer op. Arktis udvikler sig til scene for magtkampen mellem Rusland og USA, og her kan Danmark ikke gemme sig.
ALVORLIGT må den nye regering derfor hurtigt tage Danmarks rolle. Opfattelsen af Arktis som en lavintens, konfliktfri zone, hvor der er plads til udstrakt dialog mellem parterne, smelter hurtigere end indlandsisen. Rusland bygger arktiske baser i rasende fart, og amerikanerne er gået ind i spillet med ambitioner om milliardinvesteringer i lufthavne i Grønland. Arktis er ikke længere en bufferzone, men et sted, amerikanerne vil være markant til stede, hvilket illustreres af genåbningen af USAs konsulat i Nuuk. USA vil i højere grad ønske NATO ind i området, og Rusland opfatter det hele, ikke mindst Thulebasen, som en trussel.
NU er Danmark altså del af et arktisk drama. Danmarks og Grønlands geografiske krav på havbunden placerer os i en langvarig og alvorlig interessekonflikt med Rusland, og Forsvarets Efterretningstjeneste ser derfor et stort potentiale for konflikt. Vi står mellem USA, der mener, at konflikten er uundgåelig, og Tyskland, der insisterer på kompromis og dialog. Hvis det minder om Den kolde Krig, må vi her minde om, at vi denne gang hænger helt utvetydigt på vores geografi: Danmark risikerer at blive en frontlinjestat. Det kræver en ny, håndfast politik. En styrkelse af diplomatiske, bilaterale relationer. En langt stærkere civil og militær tilstedeværelse i Grønland. Og en evne til at forsvare os selv. Spørg blot vore nordiske naboer, der allerede mærker hyppige russiske provokationer mod deres områder. Skal Danmark føre en troværdig politik i Arktis, kræver det infrastruktur, stærke alliancer og tilstedeværelse. Det er dyrt. Det kræver stærke ministre. Og det kræver, at statsministeren selv gør det klart, at bevarelsen af Rigsfælleskabet er en afgørende prioritet for Danmark.
