Leder.

Pax Americana

NÅR man læser verdenshistorien, handler det om alliancer. Hvilke byer og stater er i forbund med hvem, og hvor suveræne er de til at håndhæve deres pagt? Når alliancerne er stærke, følger relativ fred og stabilitet. Vi kender de første 200 år i vores tidsregning som Pax Romana med Rom som centrum for en hidtil uset stabil periode. En tilsvarende æra kom med Pax Britannica i 100 år op til Første Verdenskrig – hvor briterne regerede over verdenshavene. At historien drejer sig om stærke alliancer, er nemt at glemme, når man selv har levet midt i én. Pax Americana med USA som garant for verdens stærkeste militære og økonomiske alliance har givet relativ fred og stabilitet i 70 år.

ALLIANCERNE betyder ikke, at alle folkeslag under den dominerende magt lever lykkeligt. Det kan man spørge kurderne om. De har altid været ofre for andres interesser. For amerikanerne – og for briterne før dem – har alliancen med Tyrkiet været for vigtig til at bekymre sig om kurderne, og derfor er alle forsøg på at skabe kurdisk selvstændighed nedkæmpet. Trods fælles sprog, kultur og geografisk sammenhæng er kurderne altid kommet i klemme: Så var det hensynet til Iran, så var det Irak, der var afgørende for at opretholde den herskende orden. Kurderne blev efterladt alene i skolegården. Det er et benhårdt spil, som alle i Mellemøsten ved: Hvis israelerne ikke havde haft USA som bedste ven, eksisterede Israel ikke i dag.

Læs også om, at ingen andre kommer i nærheden af, hvad kurderne har ydet i krigen mod Islamisk Stat, når det kommer til ofre i blod: »Det store svigt«

FALDER tyrkiske bomber i disse dage over kurdiske byer i det nordlige Syrien, må det føles særligt bittert. I de senere år har kurderne tilkæmpet sig en lille, men vigtig rolle for at beskytte den hidtidige verdensorden. De har kæmpet mod Islamisk Stat, taget broderparten af tabene, og den kurdiske YPG-milits har været afgørende i besejringen af de islamistiske fascisters kalifat. USA har bevæbnet kurderne, USAs allierede har på forskellig vis bidraget, men kurderne har grundlæggende måttet slås alene. Mindst 11.000 kurdere er blevet dræbt i krigen mod IS. »Det er det største forræderi, vi har oplevet,« lød det forleden fra en indbygger i den kurdiske by Afrin, 50 kilometer fra den tyrkiske grænse. Det største forræderi i kurdisk historie – det siger ikke så lidt.

KOMMER det som en overraskelse? Det burde det ikke, idet USAs præsident Trump sidste år erklærede at ville trække sig ud af Syrien. At USA træder til side og lader Tyrkiet angribe kurdiske områder med en åbenlys plan om en storstilet befolkningsudskiftning er alligevel skelsættende. Det er det hidtil klareste tegn på, at Trump ikke vil håndhæve amerikansk dominans ved at sikre en alliance, der er afgørende for stabiliteten. Det er en gave til Tyrkiet, hvis enerådende sultan er ved at smadre både tyrkisk demokrati og NATO, en gave til Iran og Syrien, og en gave til Rusland. Det er sandsynligvis også en gave til Islamisk Stat. Det er et skræmmende eksempel på, hvad der sker, når den dominerende magt trækker sig.

KRIGEN i Syrien skyldtes, at USA allerede var på vej ud af Mellemøsten. Det skete før Trump, og det medførte, at andre magter trådte til: Rusland i en akse med Iran, Syriens præsident Assad og libanesiske Hizbollah – flankeret af et Tyrkiet, der var mere opsat på at bekæmpe kurderne end Islamisk Stat. Konsekvensen er ikke bare, at kurderne igen er uden venner, den er også, at USAs allierede konstaterer, at den militære og politiske beskyttelse kan falde når som helst. Vil USA håndhæve forpligtelsen over for Sydkorea? Vil amerikanerne hjælpe europæiske NATO-lande, når det en dag brænder på? Muligvis ikke. Hurtigt vil kritikken lyde mod europæerne: I har ikke selv gjort nok for at opretholde alliancen med USA, sikre Europas eget forsvar, bekæmpe Islamisk Stat, hjælpe kurderne, håndtere flygtningene. Det er alt sammen rigtigt, men kritikken går skævt af det store perspektiv: En altdominerende alliance kommer først og fremmest den regerende magt til gode. Briterne og romerne styrede ikke bare deres imperier militært, de kontrollerede også handelsruter og verdensøkonomien med stor hjemlig vækst til følge. I de sidste 70 år har USA styret internationale institutioner og økonomiske aftaler – til amerikanernes egen fordel. Det har kostet amerikanske soldaters liv, men stabiliteten har sikret amerikanske markeder, energiforsyninger og politiske værdier. Og det har krævet, at amerikanerne har beskyttet deres allierede. Fra historiebogen ved vi, at skiftende alliancer hurtigt medfører ustabilitet og krig. Vi ved også, at de fleste derfor vil lede efter nye venner, der kan hjælpe dem i skolegården. Det lover ikke godt for de kommende år.

Læs også Mads Staghøjs artikel om det dybt splittede dansktyrkiske miljø: »Tyrkiets danske frontlinje«