Kurderne. Tyrkiet, Iran, Assad-regimet og Islamisk Stat ses som de store vindere af Trumps beslutning om at overlade de syriske kurdere til deres skæbne.

Det store svigt

Det store svigt Af Allan Sørensen

Vi er blevet svigtet,« skriver hun kortfattet. Ilham Omar, repræsentant for Syriens Demokratiske Råd i de kurdisk-kontrollerede områder i Syrien, sender sin besked til Weekendavisen, mens hun står ved byen Tal Abyad ved grænsen til Tyrkiet.

I den næste besked få øjeblikke senere skriver hun, at Donald Trumps beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien med sikkerhed vil bringe ustabilitet og i sidste ende styrke den selvsamme terrororganisation, Islamisk Stat, som Trump selv tog æren for at have nedkæmpet for få måneder siden.

Et minut senere, klokken 16.19 onsdag, kommer den næste besked: »Vi hører bombardementer nu.« Det er det sidste, Ilham Omar når at skrive, inden netværksforbindelsen ryger. En bekræftelse på, at Tyrkiet har indledt sin ventede offensiv mod de kurdisk-kontrollerede områder i det nordlige Syrien.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har de seneste tre år gentagne gange truet med at invadere de kurdiske områder med det formål at oprette en såkaldt sikkerhedszone langs den syrisk-tyrkiske grænse.

Onsdag eftermiddag indledte tyrkiske kampfly og artilleristillinger så angreb mod kurdiske stillinger flere steder langs den 480 kilometer lange strækning, der udgør grænsen mellem Syriens kurdiske område og Tyrkiet. Efter seks timers luftbombardementer rykkede tyrkiske landstyrker over grænsen.

Etnisk udrensning

»Hvis den tyrkiske invasion fuldføres,« siger Elizabeth Tsurkov, der er forsker ved Foreign Policy Research Institute i Philadelphia, »kan Erdogans plan om at lade op til to millioner syriske, fortrinsvis arabiske flygtninge bosætte sig i sikkerhedszonen føre til en omfattende etnisk udrensning af den nuværende, overvejende kurdiske befolkning.«

Læs også Mads Staghøjs artikel om det dybt splittede dansktyrkiske miljø: »Tyrkiets danske frontlinje«

Demografien i de kurdiske områder kan blive ændret på samme måde, som da op mod 200.000 kurdere blev fordrevet fra den syriske Afrin-provins i 2018, da Tyrkiet indledte en militær offensiv her.

Elizabeth Tsurkov beskriver den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af området med ordene »kriminel uansvarlighed«.

Trumps beslutning er blevet kritiseret bredt i ugens løb. Dels fordi den faldt overraskende efter en telefonsamtale mellem Trump og Erdogan søndag aften. Dels fordi de aktører, der, foruden Tyrkiet, står til at profitere af en tyrkisk invasion, er det syriske regime, Iran og Islamisk Stat.

Udsigten til et sådant scenario har fået fremtrædende republikanere til at kritisere Trump. »Vi bør altid støtte vores allierede, hvis vi forventer deres støtte. Kurderne var medvirkende til vores succesrige kamp mod IS i Syrien. At lade dem dø, er en stor fejltagelse,« skriver Trumps tidligere FN-ambassadør Nikki Haley på Twitter.

Og senator Lindsey Graham, der anses for at være en af Trumps mest loyale støtter, kritiserer også beslutningen i hårde vendinger: »Denne beslutning om at svigte vores kurdiske allierede og forære Syrien til Rusland, Iran og Tyrkiet vil få enhver radikal islamist på steroider. Et skud i armen til de onde. Ødelæggende for de gode,« skriver han på Twitter.

I sin søgen efter en forklaring på den amerikanske kovending, der stikker dybere end floskler om Trumps personlighed, går Elizabeth Tsurkov tilbage til USAs tidligere præsident Barack Obama. Ifølge Tsurkov lagde han grundstenen til USAs nuværende Syrienpolitik.

»Hverken Obama eller Trump har haft nogen interesse i at forme en strategi i forhold til Syrien. For dem var kampen mod Islamisk Stat det eneste mål. Forleden sagde Trump, at Tyrkiet og kurderne er naturlige fjender, og antyder hermed, at der egentlig ikke er noget at gøre ud over at se på, mens de slår hinanden ihjel. I Mellemøsten er der altid vold og kaos. Obama havde samme holdning, men pakkede det ind i lidt pænere vendinger,« siger Elizabeth Tsurkov.

»For begge præsidenters vedkommende har kurderne været effektive i kampen mod Islamisk Stat, men nu må de indstille sig på enten at komme under tyrkisk eller det syriske regimes kontrol,« siger hun.

Mens kurderne i øjeblikket administrerer fængsler og fangelejre, hvor omkring 70.000 tidligere IS-krigere, børn og kvinder sidder fanget, høres Islamisk Stats religiøse sort-hvide retorik igen blive brugt mod kurderne. Denne gang fra de militante grupper, der kæmper side om side med det tyrkiske militær, og som står klar til at invadere de kurdiske områder.

Læs også Martin Krasniks leder om stærke alliancer, og om kurderne der altid har været ofre for andres interesser: »Pax Americana«

»Vi kommer til Manbij (by nord for Aleppo, holdt af kurdiske styrker, red.), om Allah vil det. Vi kommer til jer, ateister,« lyder det på en videooptagelse, som en af krigerne fra Sultan Murad-gruppen har delt på de sociale medier.

Hvad angår ofre i blod kommer ingen andre i nærheden af, hvad de kurdiske styrker har ydet i krigen mod Islamisk Stat. Ifølge den kurdiske administration i Nordsyrien har 11.000 kurdiske soldater mistet livet i kampen mod Islamisk Stat. Det kurdiske Rojava Information Center har i denne uge offentliggjort en liste på 40 personer, der angiveligt udgør navnene på tidligere befalingsmænd og krigere fra Islamisk Stat, som nu kæmper side om side med den tyrkiske hær.

Comeback til IS?

Ifølge Dareen Khalifa, senioranalytiker ved International Crisis Group, vil der ikke gå lang tid, før ustabiliteten for alvor kan mærkes.

»Det tyrkiske forsøg på at svække YPG (Den Kurdiske Forsvarshær) vil aflede deres opmærksomhed fra at bekæmpe overlevende rester af IS og kan give IS mulighed for at genvinde deres styrke og ekspandere til andre områder. I sidste ende vil det destabilisere de nordsyriske områder og fremskynde nye bølger af flygtninge mod grænsen,« siger hun.

Natten inden de første tyrkiske angreb blev kurdiske stillinger i byen Raqqa netop angrebet af en IS-terrorcelle.

Spørgsmålet om Islamisk Stats mulige genkomst på den syriske slagmark afhænger, ifølge Dareen Khalifa, også af, hvad der kommer til at ske med de fangelejre og fængsler, hvor de omkring 70.000 tilfangetagne IS-medlemmer opholder sig.

Af såvel tyrkiske som amerikanske journalisters referater af telefonsamtalen mellem Trump og Erdogan fremgår det, at de to ledere ikke fandt nogen løsning på den problemstilling. Trump ønsker at give Tyrkiet ansvaret, men Erdogan har ikke lovet noget.

I et tweet udsendt efter den første bølge af kritik mod beslutningen om at trække tropperne ud af Syrien skrev Trump: »Som jeg har sagt på det stærkeste før, og bare for at gentage, hvis Tyrkiet gør noget, som jeg i min store og uovertrufne visdom betragter som over grænsen, vil jeg ødelægge og udslette Tyrkiets økonomi fuldstændigt.«

Problemet er, at hverken kurderne, Tyrkiet, eller andre aktører i den syriske krig aner, hvor Donald Trumps grænse går i forhold til den tyrkiske invasion.

»Hvis Tyrkiet virkelig skal tage ansvar for de mange IS-fanger, så er Tyrkiet nødt til at invadere store dele af det nordlige Syrien,« siger Dareen Khalifa og antyder, at det vil kræve et langt større tyrkisk engagement end etableringen af den 480 kilometer brede og 30 kilometer dybe sikkerhedszone, som Erdogan har talt om.

al-Hol-lejren, hvor danske kvinder og børn sidder fanget, ligger omkring tre timers kørsel fra den tyrkiske grænse, mens al-Roj-lejren, hvor der også befinder sig en række danske kvinder og børn, ligger inden for den planlagte tyrkiske sikkerhedszone.

Men kurderne står ikke kun over for trusler fra nord. Ifølge John Dunford, der er analytiker ved Institute for the Study of War (ISW), er det sandsynligt, at Iran, Rusland og det syriske regime vil øge presset på kurderne sydfra i det olierige område ved byen Deir ez Zour.

»Den kurdiske ledelse kan blive tvunget til at indgå en aftale med det syriske regime og lade det få kontrollen over de kurdisk-kontrollerede områder til gengæld for beskyttelse mod Tyrkiet,« siger Dunford.

Det bliver ikke nogen let beslutning for kurderne at vælge mellem krig mod Tyrkiet eller en skrøbelig aftale med et regime, man ikke stoler på. Kurderne ser, ligesom andre syriske landsmænd, hvordan det syriske regime stadig torturerer tidligere fjender til døde i området omkring den sydlige by Deraa, der blev overdraget til regimet for omkring et år siden, og kan kun frygte, at noget lignende vil overgå dem.

 

Læs også Allan Sørensens artikel om en tyrkisk tænketank med tætte bånd til Erdogans administration, der navngiver såkaldte PKK-sympatisører blandt europæiske politikere og journalister fra Weekendavisen #35, fredag 30. august 2019: »I tyrkisk gabestok«

Side 9