Køn(s)forvirring. Et spansk forlag har sat sig for at gendigte litterære klassikere i feministiske versioner. Nødvendig nytænkning?

Den lille prinsesse

Den lille prinsesse

Den har begejstret børn og søgende sjæle i mere end 70 år: Antoine de Saint-Exupérys udødelige historie om Den lille prins, der rejser rundt i galaksen og forsøger at forstå, hvad livet egentlig går ud på. Fyldt med allegorier og almenmenneskelig indsigt formidler den på finurlig vis budskabet om at værne om det nære og aldrig glemme sit indre barn.

Ifølge det spanske forlag Espejos Literarios er den også fyldt med kønsstereotype vaneforestillinger. Ja, så grel er ubalancen i bogen, at forlaget har følt sig kaldet til at udgive en feministisk gendigtning af bogen med titlen La Principesa. I den nye version er både prins, pilot og en stribe af de øvrige karakterer erstattet af kvinder.

»Af de 18 karakterer, der optræder i bogen,« skriver forlaget på sin hjemmeside om Saint-Exupérys oprindelige version, »er kun tre af hunkøn: den sarte rose, den perfide slange og en lille, isoleret blomst midt i ørkenen. Derudover varetages alle de professioner, der omtales, af mænd. Ønsker vi virkelig, at vore døtre skal læse bøger, der videregiver så mange stereotyper?«

Det ville være synd at sige, at forsøget på at befri Den lille prins fra fortidens fordomme har fået en varm modtagelse i Spanien. På de sociale medier er kritikken haglet ned over det lille forlag fra rasende brugere, og skudsmål som »respektløst«, »skammeligt« og »plat« går igen.

»Stop nu med det fis! Hvor langt er vi fra De tre musketerinder eller Doña Quijota de la Mancha?« spørger en bruger ved navn Mario Bohorquez på Twitter.

Også det litterære parnas har blandet sig i debatten, der har rejst en række principielle spørgsmål. For kan man overhovedet tillade sig at modificere værker, der er skrevet i en helt anden tid og kontekst? Og hvor går grænsen, hvis alle verdenslitteraturens store værker skal tilpasses samtlige nuancer af nutidens sensibilitet?

»En klassiker er en klassiker, det kan man ikke lave om på. Der findes fremragende kvindelige forfattere, der kan skabe nye klassikere til de fremtidige generationer med kvindelige helte,« tweeter den argentinske forfatter og erklærede feminist Florencia Etcheves.

Skal man tro forlaget, er det imidlertid slet ikke tilstrækkeligt at udgive nye bøger med nye helte. Gendigtningen af klassikerne, lyder det på hjemmesiden, er både meningsfuld og nødvendig.

»Mange af de store værker, som er skrevet i tidligere perioder, har ingen kvindelige hovedpersoner, de transmitterer stereotype billeder af race, køn og seksuel orientering, og de benytter ikke inklusivt sprog. De læsere, som tilhører grupper, der traditionelt har været diskrimineret, vil få mulighed for at se deres egen virkelighed og erfaring afspejlet uden at skulle gå glip af litteraturens store klassikere, og de vil lettere kunne identificere sig med hovedpersonerne.«

Forlagets initiativ tages da også i forsvar af forfatteren Javier Zamudio, som sagtens kan se nye versioner af Den lille prins sameksistere med den oprindelige.

»De, der vil læse de klassiske oversættelser eller originalversionen, kan jo stadig gøre det. Men ønsker man at udforske alternative måder at gå til værket på, kan man få udvidet spektret for fortolkning og få adgang til andre måder at anskue virkeligheden på. Hvad ville der ske, hvis inklusivt sprogbrug blev inkorporeret i vores daglige måde at tale med hinanden på – ville det ændre vores måde at være i verden på?« skriver Zamudio i en klumme i Huffington Post.

Det argument bider ikke på romanforfatter og klummeskribent Juan Soto Ivars, som beskylder forlaget for at ville bedrive »ideologisk rengøring«.

»Jeg er oprigtigt bekymret for, at denne form for purisme er kontraproduktiv,« skriver Ivars i sin klumme i avisen El Confidencial.

»Denne bestræbelse på, at alle identitetsfølelser skal være eksplicit repræsenteret alle steder, er med til, lidt efter lidt, at udviske den eneste identitetsfølelse, som er i stand til at overvinde fordomme og segregation, nemlig den menneskelige,« skriver forfatteren, som også undrer sig over forlagets valg af klassiske værker til gendigtning.

Ud over Den lille prins har Espejos Literarios valgt at tage feministisk livtag med Federico García Lorcas teaterstykke Bernarda Albas hus, som handler om den dominerende matriark Bernarda Alba, der holder sine fem voksne døtre under stram kontrol i 1930rnes Andalusien. I den nye version er Bernarda blevet til Bernardo, en dominerende patriark, og der er føjet homoseksuelle medlemmer til børneflokken.

»De tager tilsyneladende ikke notits af, at Bernarda Albas hus er skrevet af en homoseksuel forfatter og handler om kvinder undertrykt af traditionens tyranni, og at Den lille prins er en hyldest til diversiteten,« skriver Ivars.

Om Espejos Literarios vil udgive flere bøger i feministisk gendigtning, og hvilke der i så fald skal gennem den ideologiske saftpresse, er endnu for tidligt at sige. Foreløbig har forlaget lukket sine konti på både Twitter og Facebook, hvor forargelsens shitstorm den seneste måned har blæst med vindstød af stormstyrke. Og eftersom projektet er finansieret af crowdfunding, vil boglæsernes købelyst være en afgørende faktor.

En af dem, som givetvis ikke kommer til at poste penge i projektet, er Twitter-brugeren Nestora. »Den lille prins er allerede den bedste bog i sin kategori. At omskrive den med inklusivt sprog er en fornærmelse mod forfatteren. Talentfulde mennesker bør ikke omskrive bøger, men derimod skabe dem selv.«

Side 40