Modessay. »Alt hvad Kristian Ditlev Jensen skriver om den grænseoverskridende adfærd, der prægede skolen i de år, er sandt. Til gengæld er alle hans konklusioner forkerte.« Peter Højrup fortæller, hvorfor sidste uges essay om Forfatterskolen i 1990erne efterlod ham med ...

Kvalme

Jeg fik først kvælningsfornemmelser og så kvalme, da jeg læste Kristian Ditlev Jensens erindringer fra vores fælles fortid på Forfatterskolen, »Portræt af kunstneren som ungt menneske«, fordi den frikender dem, der stod bag den grænseoverskridende opførsel, som Ditlev Jensen beskriver, og kvælningsfornemmelser, fordi teksten dermed bliver ét stort hold kæft-bolsje til alle dem, det gik ud over, og som, i modsætning til Kristian Ditlev Jensen, ikke mener, at magtmisbruget og ydmygelserne gjorde dem til bedre forfattere. Jeg er en af dem, og her er min oplevelse af vores uskønne skoletid sammen.

Alt hvad Kristian Ditlev Jensen skriver om den grænseoverskridende adfærd, der prægede skolen i de år, er sandt. Til gengæld er alle hans konklusioner forkerte, ja, faktisk skriger de til himlen i en grad, der er årsag til, at jeg bliver nødt til at protestere: Kristian Ditlev Jensen starter med at slå fast, at da vi gik på Forfatterskolen fra 1995-97, »måtte man stadig slå eleverne – i hvert fald verbalt«. Alligevel når han – efter en beskrivelse af, hvordan lærere og elever drak sig »fra sans og samling ved enhver given lejlighed« – frem til, at »jeg havde, sammen med mine medstuderende, udelukkende fantastiske oplevelser i de to år, festen varede«.

Det er rigtigt, at vores to år på skolen startede som en fest, eller måske rettere som et drukorgie, men tømmermændene meldte sig hurtigt, og de »fantastiske oplevelser«, jeg husker bedst fra skolen, er kun fantastiske i den forstand, at de var fantastisk grænseoverskridende. Kristian Ditlev Jensen refererer en tekstlæsning, hvor skolens grundlægger, Poul Borum, affejede en elevtekst med ordene: »Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev ... til én jeg ikke kunne lide.« Kunstpausen er vigtig, for den gør bedømmelsen endnu værre – den forvandler en nedsabling til en vittighed. En vittighed, der blev genfortalt og grinet af efter undervisningen, når bajerne kom på bordet, og blev genfortalt i køkkener til private fester og på studieture og i spisefrikvartererne på skolen. Den blev et omkvæd, vi gentog igen og igen, måske fordi den var et skoleeksempel på den måde, vores rektor talte til os. Et skoleeksempel, der var så grotesk langt ude, at det næsten blev sjovt.

Jeg grinede også med, selvom jeg ikke syntes, det var så skidesjovt, på den anden side var der jo ikke noget unormalt i den slags kritik. Vi havde allesammen prøvet noget lignende, og så var der den omstændighed, at når man først er kommet ind på Forfatterskolen, så er man allerede forfatter. Det fik vi i hvert fald at vide. Der var godt nok ingen af os, der havde udgivet noget endnu, men det kunne jo komme, og det var vigtigt for undervisningen og skolen i det hele taget, at vi forstod, at det vi deltog i, var en ligeværdig samtale mellem voksne mennesker.

At magtrelationen i det såkaldt »ligeværdige« forhold mellem undervisere og elever var helt skæv, var der ikke nogen, der talte om. Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt? Derfor er det også tankevækkende, at ordet »magt« ikke optræder en eneste gang i Kristian Ditlev Jensens forsvar for grænseløsheden, for den udeladelse er et ekko af ansvarsforflygtigelsen, der prægede Forfatterskolen i de år, vi gik der, og gjorde det i alt for lang tid efterfølgende.

Kristian Ditlev Jensen gør sig til talsmand for, at den hårdhændede behandling i tekstlæsningerne var nødvendig for, at kunsten kunne opstå, og nævner i den forbindelse, at eleven, der skrev teksten, som Poul Borum ikke ville sende til én, han ikke kunne lide, sidenhen skrev en roman, der fik seks stjerner i Berlingske. Den fik også seks stjerner i Børsen og Kristeligt Dagblad, og Erik Skyum skrev om den i Information, at det med sindsro kan slås fast, at det er en bog, der forandrer verdensbilledet.

Alligevel er jeg ikke så sikker på den forsmåede elevs succes som Kristian Ditlev Jensen, og der er dage, hvor jeg tænker: »Ja, ja, det er da meget godt med de anmeldelser, men det er sgu nok noget lort alligevel,« for den usynlige papegøje, jeg fik som kæledyr på Forfatterskolen, sidder stadig på min skulder og skriger: Forkert! Forkert! Forkert! Og så hjælper det lige fedt, at det var mig, der skrev teksten, som Poul Borum gjorde grin med, og at det var mig, der 20 år senere skrev bogen, som fik alle stjernerne. Derfor kan jeg også med sikkerhed fortælle Kristian Ditlev Jensen, at han tager grundigt fejl, når han skriver om min roman, at han tror, »at den kom, netop fordi vi blev presset, provokeret og irriteret – ud over alle grænser«. Det gjorde den ikke, den kom på trods af alt det lort, jeg blev udsat for dengang, og det pres, den provokation og den irritation, han taler om, vil jeg nærmere betegne som magtmisbrug, ydmygelser og psykisk terror. Inden folk begynder at klø sig på næsen og tænke, at nu overdriver jeg vist, må jeg hellere fortælle, at den måde Poul Borum nedgjorde min tekst på – som måske ikke ville være særlig slem, hvis den ikke havde banet vejen for det, der fulgte efter – var vand i forhold til det, jeg senere blev udsat for af den efterfølgende rektor, Niels Frank.

Niels Frank blev forelsket i mig kort tid efter min optagelse på skolen, hvornår det helt præcis skete, ved jeg ikke, men når jeg tænker tilbage, var det et problem allerede fra introturen til Hald Hovedgaard. Niels Frank var lærer, indtil Poul Borum døde i 1996, derefter blev han rektor. Forelskelsen var problematisk af flere grunde: Jeg var 21, han var 32. Jeg var elev, han var underviser. Han var homoseksuel, det var jeg ikke. At jeg ikke var bøsse, var noget Niels Frank skiftevis satte spørgsmålstegn ved og bebrejdede mig, når det blev for åbenlyst, at det ikke var tilfældet.

I starten følte jeg, at jeg var særlig udvalgt: Niels Frank ville gerne tale med mig, jeg blev inviteret med hjem i herskabslejligheden med de mange bøger på Strandboulevarden for at drikke kaffe og diskutere litteratur. Det var virkelig spændende, for Niels Frank vidste en masse, og jeg vidste næsten ingenting. Niels Frank var i det hele taget meget generøs: Han serverede vin, og på et tidspunkt delte vi også det meste af en flaske whisky. Det var helt normalt, sådan en helt almindelig hverdagseftermiddag, Niels Frank gav; jeg skulle bare tage for mig af drikkevarerne. Det var måske naivt af mit 21-årige jeg at tro, at det var Niels Franks interesse i at diskutere litteratur med mig, der gjorde, at han inviterede mig ind i sit private hjem. På den anden side vidste han jo, at jeg ikke var bøsse, for det havde jeg fortalt ham, når emnet sådan helt tilfældigt kom op, og i øvrigt var han allerede gift med en anden mand, så hvorfor skulle han være interesseret i mig på den måde?

Niels Frank roste mig for min udvikling på skolen, jeg skrev godt nok ikke noget, der var værd at beskæftige sig med endnu, men jeg var dygtig til at analysere og gennemskue de andre elevers tekster, og det snakkede vi så om, mens vi drak os fulde: hvor skidedårlig ugens elevtekst havde været, og hvordan og hvorfor den var så dårlig. I dag skammer jeg mig over, at jeg sad og nedgjorde mine medstuderendes tekster bag deres ryg på den måde, men det er sådan, grænseoverskridende opførsel opstår. Det er en sygdom, der smitter, og jeg lærte af en af de bedste.

Niels Frank introducerede på et tidspunkt den teori, at jeg var bøsse uden at vide det. Der var masser af eksempler på den slags, for eksempel havde Poul Borum været gift med Inger Christensen, inden han blev homoseksuel, og så var der alle de signaler, jeg åbenbart udsendte: måden jeg kiggede på ham, dobbelttydighederne i det, jeg sagde. Jeg var lidt af en teaser, måtte jeg forstå, en narrefisse, eller nok nærmere en narrepik, når man tænkte over det. Det var ikke til at holde ud for Niels Frank, at jeg opførte mig på den måde, så han begyndte at skrive digte om det: »Nye og gamle plageånder« hed et digt, »Unge mænd står i kø for at se mine begrænsninger« stod der i et andet. Jeg var en af de plageånder, jeg var en af de unge mænd i køen, og nu var det ikke så sjovt og spændende mere, så jeg holdt op med at komme på besøg, hvilket blot gjorde Niels Frank mere fortvivlet og rasende.

Det var i forvejen grænseoverskridende og lidt af en prøvelse at have en tekst til tekstlæsning på Forfatterskolen, men efter min afvisning af Niels Frank handlede det pludselig ikke længere kun om teksten. Niels Frank tog også »jeget« i de tekster, jeg skrev, under behandling, og der var ingen grænser for de psykologiske brister, det åbenbart indeholdt. Det føltes som en gang ucertificeret psykoterapi, hvor hovedvægten var lagt på psyko, og terapidelen var udeladt, og så blev Doktor Franks behandling tilmed udført foran de andre måbende elever, der selvfølgelig var velkomne til at deltage i diskussionen. Vi var jo ligeværdige voksne mennesker. Selv sagde jeg ikke noget, og hvad skulle jeg også sige?

Forfatteren Peter Højrup beskriver begyndelsen af sin tid på Forfatterskolen som »et drukorgie«. Men »tømmermændene meldte sig hurtigt«. FOTO: THOMAS SJØRUP / RITZAU SCANPIX
Forfatteren Peter Højrup beskriver begyndelsen af sin tid på Forfatterskolen som »et drukorgie«. Men »tømmermændene meldte sig hurtigt«. FOTO: THOMAS SJØRUP / RITZAU SCANPIX

Den tekstlæsning lærte mig, at det, jeg skrev, ikke var noget værd, og Niels Franks psykiske terror lærte mig, at jeg heller ikke var noget værd som menneske. Hvorfor gik jeg så ikke bare ud af Forfatterskolen, når det nu var så forfærdeligt? Dels var jeg i tvivl, om det ikke var min egen skyld – det mente Niels Frank jo i hvert fald – dels håbede jeg, at hans besættelse af mig ville gå over, og dels syntes jeg, at det var uretfærdigt, at jeg som elev skulle forlade skolen, fordi en af lærerne havde et problem med mig. Jeg besluttede mig altså for at fortsætte, og det gik nogenlunde et stykke tid. Der var kun undervisning to dage om ugen, og der var lang tid til, at det igen blev min tur til at have en tekst til tekstlæsning. Heldigvis var der også andre lærere på Forfatterskolen, og nogle af dem sagde rent faktisk ting, jeg lærte noget af, og som jeg kunne bruge, da jeg havde sundet mig i et par år eller fem, efter jeg blev færdig på skolen.

Jeg forsøgte at holde afstand til Niels Frank, men det var ikke så let på en skole, hvor vi kun var en håndfuld lærere og 11 elever. En anden ting, der gjorde det vanskeligt, var, at det faglige og det sociale blev blandet sammen i én pærevælling: Mange af de mest interessante diskussioner foregik uden for undervisningslokalerne, og som Kristian Ditlev Jensen beskriver, førte lærerne i den forbindelse ofte an i det medfølgende drikkeri. I den forstand var den officielle forklaring om, at vi alle var ligeværdige forfattere, rigtig, for når vi drak og festede, var grænserne mellem, hvem der var lærer og elev, nemlig fuldstændig opløste, men når tømmermændene meldte sig, og det blev næste skoledag, vidste vi allesammen godt, hvem der sad for bordenden.

Jeg var lidt af en teaser, måtte jeg forstå, en narrefisse, eller nok nærmere en narrepik, når man tænkte over det. Det var ikke til at holde ud for Niels Frank, at jeg opførte mig på den måde.

På studieturene var det endnu sværere at holde afstand. Det første år var vi på Lysebu, et fint hotel i fjeldene uden for Oslo, hvor vi drak og hærgede i en grad, så Forfatterskolen aldrig blev inviteret tilbage igen. Vi lå i sprit hele ugen og sov stort set ikke om natten, og man fik indtryk af, at mødet med Dag Solstad og andre norske forfattere mest var noget, der skulle overstås, så vi kunne komme videre med det vigtigste: den altid medrejsende fest. Desværre sled strabadserne under udskejelserne på Niels Franks selvbeherskelse, så der kom nye beskyldninger om, at jeg legede med hans følelser. Min blotte tilstedeværelse var en hån mod ham. »Se!« råbte han i et af drikkelagene og pegede på mig, »nu gør han det igen.« Det forvirrede mig. Hvad havde jeg gjort? Det var noget med mine øjne, det var måden, jeg havde set på ham. Det var der en af de andre elever, der reagerede på. Hun syntes ikke, det var i orden, at Niels Frank behandlede mig på den måde. Det var den eneste gang, jeg oplevede, at der var nogen, der sagde fra på Forfatterskolen.

Året efter var vi også på studietur, årgangen med hende, der sagde fra, var blevet færdig, og en ny årgang var kommet ind. Vi skulle til New York, og denne gang gik det også helt galt, som man kan forvisse sig om i Kristian Ditlev Jensens beskrivelser af turen. Men hvor Kristian Ditlev Jensen husker den som fantastisk, udviklede den sig for mig til lidt af et mareridt. Mønsteret var det samme; efterhånden som tiden gik, og søvnunderskuddet og alkoholindtaget steg, blev Niels Frank mere og mere frustreret og forbitret på mig. Vi skulle tale alvorligt under fire øjne: Jeg måtte forstå, at jeg skulle holde op! Med hvad ved jeg ikke, for jeg gjorde jo ikke noget. Det gjorde Niels Frank til gengæld, han viste os sit New York, han tog os for eksempel med på klub, og at det så var en homoklub med hardcore pornofilm på de opsatte tv-skærme og en fyr på scenen i en g-streng, som Niels Frank opfordrede os til at sætte dollarsedler i, ja, det fandt vi ud af, da vi kom ind ad døren.

Jeg havde svært ved ikke at opfatte den udflugt som noget, der var rettet mod mig, måske et sidste forsøg på at få mig til at indse, at jeg i virkeligheden var bøsse. Men jeg bed stadig ikke på, så et par dage efter, da vi igen sad og drak på hotelværelset, var der nogen, der bankede mit hoved ned i bordet, da jeg lænede mig ind over det. Jeg går ud fra, at det var Niels Frank, men jeg ved det ikke, for jeg gik ud som et lys. Måske kan Kristian Ditlev Jensen opklare det? Det var nemlig ham, der efterfølgende hjalp mig ned på mit eget værelse.

Dagen efter gik jeg rundt alene i gaderne i syv timer, det var ikke sjovt mere, jeg ville helst bare hjem. Da jeg mødtes med de andre på en café samme aften, ville jeg ikke tale med Niels Frank. Det gjorde ham af en eller anden grund så rasende, at han begyndte at skælde mig hæder og ære fra. Jeg havde ikke noget talent, skreg han, jeg havde ikke noget at gøre på Forfatterskolen, og jeg skulle i øvrigt ikke vise mig på skolen igen. Jeg ved ikke, hvor længe det stod på, det føltes som en evighed. Jeg kan heller ikke huske, om Kristian Ditlev Jensen var til stede, og derfor ved jeg heller ikke, om det er mig, der er den ven, Kristian Ditlev Jensen skriver om, som var udsat for noget, der ikke var i orden, ja, som måske faktisk var »en forbrydelse«. Det mest tragiske ved den usikkerhed er, at det lige så godt kan være en anden elev, Kristian Ditlev Jensen tænker på.

»I dag skammer jeg mig over, at jeg sad og nedgjorde mine medstuderendes tekster bag deres ryg på den måde, men det er sådan, grænseoverskridende opførsel opstår. Det er en sygdom, der smitter, og jeg lærte af en af de bedste,« skriver Peter Højrup om Forfatterskolens kritikkultur. FOTO: TOR BIRK TRADS/ RITZAU SCANPIX
»I dag skammer jeg mig over, at jeg sad og nedgjorde mine medstuderendes tekster bag deres ryg på den måde, men det er sådan, grænseoverskridende opførsel opstår. Det er en sygdom, der smitter, og jeg lærte af en af de bedste,« skriver Peter Højrup om Forfatterskolens kritikkultur. FOTO: TOR BIRK TRADS/ RITZAU SCANPIX

Kristian Ditlev Jensen skriver, at der blev givet en undskyldning i plenum dagen efter. Det kan jeg ikke huske – dagene efter det verbale overfald står i det hele taget ret slørede for mig, måske fordi jeg var i chok – men jeg kan huske, at jeg fik en personlig undskyldning af Niels Frank i lufthavnen, hvor han sagde, at jeg selvfølgelig ikke var blevet smidt ud, og hvor han bad mig om at fortsætte.

Det var rart med en anerkendelse af, at han var gået over stregen, men da jeg foreslog, at skolens anden fastansatte lærer, Per Aage Brandt, som ikke var med på turen, skulle høre om episoden og tage stilling til, hvad der skulle ske, blev det afvist med et fnys og et spørgsmål om, hvad i alverden det skulle gøre godt for. Jeg gennemførte de sidste par måneder, som også indbefattede en sidste psyko-tekstlæsning med Niels Frank ved roret. Mest fordi jeg så længe havde insisteret på, at det var urimeligt, at eleven skulle gå ud, fordi læreren blev forelsket, og også fordi det ville føles, som om han fik held med at smide mig ud, hvis jeg gav op.

Hvorfor sagde jeg det ikke til nogen? Først og fremmest fordi der ikke var nogen at sige det til. Jeg ved ikke, hvem der sad i bestyrelsen dengang, måske var det lærerne, måske var der slet ikke nogen bestyrelse? Jeg kunne selvfølgelig have fortalt det til pressen: Velkommen på forsiden, det ville være en sød hævn, men jo også en hævn, der indbefattede, at folk ville forbinde mit navn med noget »bøssesnask« på Forfatterskolen og ikke de bøger, jeg drømte om at skrive. Jeg risikerede også, at der ikke var nogen, der troede på mig, hvorfor skulle de dog det? Jeg var jo ingen, Niels Frank var Niels Frank, forfatter og rektor for Forfatterskolen. Der var også en ordentlig portion skam involveret: Hvordan havde jeg tilladt mig selv at havne i den situation? Hvorfor havde jeg ikke gjort noget? Måske var jeg selv ude om det i en eller anden grad?

Så jeg lod det ligge. Jeg kom stadig til arrangementer og fester på skolen af og til, for det var der, mine venner var. Nu var det andre unge mænd, der stod i kø rundt om Niels Frank for at se hans begrænsninger, den ene årgang efter den anden af nye plageånder, der kunne drive ham til vanvid og inspirere ham til nye digte. Den grænseoverskridende adfærd og drikkeriet fortsatte uforstyrret.

At den var indbygget i skolens DNA, kan man forvisse sig om i Janus Kodals afviste bidrag til en bog, Forfatterskolen udgav i forbindelse med sit 25-års jubilæum i 2012. Den hedder »Optagelsesritual anno 1989«, og den blev afvist af blandt andre Per Aage Brandt og Niels Frank med den begrundelse, at den angik Poul Borums »privatliv og ikke hans virke for skolen«. I stedet kunne man så læse teksten et par år senere i tidsskriftet Monsieur Antipyrine nr. 1, og den starter sådan her:

»Det år jeg blev optaget på Forfatterskolen ... det var ikke i går, faktisk er det så lang tid siden at man endnu ikke vidste hvordan man producerede forfattere i æske og boks, komplet befriet for dumheder, det var før alkohol- og rusmiddelpolitikken, før lærerne fik løn, til gengæld havde de fri adgang til elevernes underliv.«

Det eneste, der havde ændret sig, da jeg blev optaget på skolen i 1995, var, at lærerne nu fik løn.

Jeg burde og kunne have sagt noget langt tidligere for at stoppe grænseløsheden, så andre elever ikke skulle opleve det samme, som jeg havde været udsat for, men jeg vidste som nævnt ikke, hvem jeg skulle sige det til, og jeg tvivler også på, at der var nogen på Forfatterskolen, der havde lyst til at høre sandheden i det gamle årtusind, når man så sent som i 2012 kunne afvise Janus Kodals beretning om en optagelsesseance, der blandt andet bestod i indtagelse af LSD og seksuelle krænkelser. Min strategi blev at nægte at være et offer, jeg insisterede på, at jeg havde lige så meget ret til at deltage i skolens arrangementer som Niels Frank. Jeg spillede fodbold på Forfatterlandsholdet, ligesom han gjorde. Jeg skrev endda speciale om hans forfatterskab på universitetet, måske fordi det var en måde at vende magtforholdet på hovedet: Nu var det mig, der udlagde hans tekst. Desværre var der ikke noget svar i teksterne på, hvorfor han havde behandlet mig så forfærdeligt. Det havde jeg nok ellers håbet på.

Hvorfor sagde jeg det ikke til nogen? Først og fremmest fordi der ikke var nogen at sige det til.

Jeg skammer mig ikke mere, jeg er kommet videre. På den anden side må jeg også erkende, at jeg er virkelig oprevet over, at Kristian Ditlev Jensen kan hvidvaske det, der foregik dengang, sådan som han gør i sidste uges essay. Det bliver endnu mere besynderligt, når man tænker på, at han er forfatter til bogen Det bliver sagt, som netop handler om overgreb, han blev udsat for som barn. Hvordan er det muligt for Kristian Ditlev Jensen, med den baggrund han har, at tage parti for dem, der misbrugte deres magt? Det vender sig i mig, når jeg læser de sidste linjer, hvor han forestiller sig, at det, der måske var »en forbrydelse«, kan forvandles til litteratur, så vi en dag kan »læse hele historien, modnet og smuk, i en prisbelønnet roman«. Jeg har kun fortalt det her til ganske få personer. Mine forældre ved for eksempel ikke noget om det, og det gør mine efterhånden ret store børn heller ikke. De får det så at vide nu. Nu bliver det sagt, men ikke på den måde, som Kristian Ditlev Jensen forestiller sig, for der var ikke noget smukt over den historie, og jeg kommer aldrig til at skrive en roman om den.

I den forbindelse kommer jeg til at tænke på noget, Janus Kodal skriver som indledende forklaring til den afviste tekst, der i stedet blev trykt i Monsieur Antipyrine: »Der findes to måder at forfalske historien på. Den ene er ved at fortælle en løgnehistorie. Den anden er ved at forhindre andre i at fortælle. Den første er tolerabel. Den anden er fascisme.« Jeg synes ikke, at Kristian Ditlev Jensens tekst er en løgnehistorie, men den er en skrøne om de gode gamle vilde dage, der ikke fortæller hele sandheden. Om Per Aage Brandts og Niels Franks afvisning af Janus Kodals tekst er fascisme, vil jeg ikke gøre mig til herre over, men jeg synes, det er en fattig grænseløshed, som censurerer fortællingen om sig selv. Forhåbentlig er indstillingen på Forfatterskolen til fortidens synder en anden i dag. I hvert fald har man lavet en whistleblowerordning, så noget kunne tyde på det.

Nogen vil sikkert synes, at jeg overdriver, at så galt var det altså heller ikke, at det, jeg skriver, er et karaktermord, at Forfatterskolen skal lukkes, at jeg har løse håndled, eller at jeg er en idiot, og så videre, og så videre.

Og så vil der måske være nogen, som har oplevet noget tilsvarende, som synes, at jeg er modig. Til dem vil jeg sige: Det krævede intet mod at skrive denne tekst, da jeg endelig fik taget mig sammen til at gøre det. Det var bare at fortælle, hvad der skete. Det kan I også gøre. Alt andet er lige meget.

 

Læs også Kristian Ditlev Jensens: »Portræt af kunstneren som ungt menneske« fra Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018 og Niels Franks egen forklaring: »Den forelskede rektor«.

Læs også Synne Rifbjergs leder: »Kunstens pris«

Læs også den fortsatte debat om Forfatterskolen i Weekendavisen #46, fredag 16. november 2018.