Venus og Mars

DET forestående præsidentvalg i USA bliver ikke bare et valg mellem demokratisk og republikansk politik. Nej, det tegner til at blive et valg mellem to vidt forskellige visioner for, hvad USA er og skal være. Forventningen er, at det bliver et valg mellem Donald Trump og Kamala Harris, mellem en mand og en kvinde, hvis køn uvægerligt sætter en fed streg under deres respektive partiers essens. Hans parti dyrker vinderne, hendes hjerte banker for taberne; han vil have våben, fossile brændstoffer og skattelettelser, hun vil have fri abort, vindmøller og velfærd. Det Demokratiske Parti er længe blevet anset for at inkarnere de kvindelige værdier, Det Republikanske Parti de mandlige, og dét i en grad, så magasinet UnHerds kommentator Mary Harrington ikke har kunnet modstå fristelsen til at læse en pointe ind i forskellen på attentaterne mod Donald Trump og Joe Biden. Trump blev forsøgt henrettet på maskulin vis med skud, bemærker hun, mens Joe Biden politisk blev ombragt på feminin vis gennem ondsindet sladder, læk til pressen og udtalelser fra anonyme kilder, alt imens det fra alle sider blev bedyret, at Joe Biden simpelthen havde været den bedste præsident nogensinde, og at beslutningen naturligvis var hans og hans alene; han skulle bare snart træffe den. Hans forsikringer fra morgen til aften om, at han skam havde besluttet at forblive præsidentkandidat, faldt for døve øren: Det Demokratiske Partis urmoder Nancy Pelosi blev ved med at gentage, at bare han dog snart traf den beslutning, der var helt, helt hans egen. Og til sidst gav han så op, gamle Joe, så valget nu ser ud til at stå mellem alfahannen og alfahunnen; mellem Trump og Harris. Trump, der set med demokratiske øjne personificerer patriarkatets sidste krampetrækninger; en storskrydende mandschauvinist og sexist, der kun kan lide kvinder, hvis de er unge, dårende smukke og lette at imponere. Harris, der set med republikanske øjne personificerer en glat karrierekvinde, der har haft for travlt til selv at få børn og som sådan er et symbol på den amerikanske families sammenbrud: en kvinde, der skjuler sine ambitioner under store, forlorne smil og kærlige floskler, som når hun igen og igen siger: »What can be – unburdened by what has been« (Hvad fremtiden kan bringe, når den ikke er tynget af fortiden), som om den kluntede formulering var udtryk for dyb visdom.

ER det et valg mellem en mand og en kvinde til november, ja så er det også et valg mellem majoriteten og minoriteterne. For som barn af en indisk mor og en sort far fra Jamaica er der fuld plade på anden etnisk baggrund hos Harris; hun har ikke som Obama en hvid mor, men kan med fuld ret give den som repræsentant for USAs minoriteter; hun rummer flere af dem. Som sådan er hun et levende symbol på et fremtidigt USA, hvor den hvide mand ikke længere dominerer. For Donald Trump gælder til gengæld det modsatte: Med skotske forfædre på mødrene side og tyske forfædre på fædrene side (det sidste benægtede han i flere år, formentlig af ulyst til at være tysker) er han en ægte efterkommer af de hvide angelsaksiske protestanter, WASPs, der i sin tid indvandrede fra Europa og grundlagde USA. Dem bliver der stadig færre af. Befolkningsfremskrivninger viser, at der om 20 år vil være flere amerikanere med anden etnisk baggrund end hvide amerikanere, og det er et spørgsmål, som er til heftig debat. For hvordan vil det ændre skabelsesberetningen for det mægtige imperium, som Reagan døbte »den skinnende by på toppen af bakken«? Hvor meget skal det for eksempel fylde i skolebøgerne og på museerne, at disse WASPs jo var de selvsamme cowboys, som nedslagtede indianerne på prærien, og de selvsamme plantageejere, som holdt slaver, der udførte det hårdeste og mest beskidte arbejde? Hvis Harris bliver præsident, kommer det temmelig sikkert til at fylde endnu mere. Trukket skarpt op kan man sige, at valget står mellem at skamme sig over eller være stolt af sin fortid.