Explainer. Har Biden lige smadret Trumps kampagnestrategi? Og bliver Kamala Harris Demokraternes præsidentkandidat? Weekendavisen giver sit bud på nogle af de spørgsmål, som trænger sig på.
Bye Biden

Foto: Samuel Corum, Scanpix
– Bliver Kamala Harris Demokraternes præsidentkandidat?
Hvis Joe Biden gik af som præsident, ville Kamala Harris automatisk overtage præsidentembedet.
Men nu går han kun af som præsidentkandidat, og så overtager Harris ikke automatisk hans plads i valgkampen. Hun har dog længe været den oplagte kandidat, »et heartbeat away« fra præsidenten, og kan gnidningsfrit overtage hans kampagnemidler på godt to milliarder kroner.
Biden gav hende da også øjeblikkeligt sin støtte, og flere og flere i partiet tilslutter sig hendes kandidatur i skrivende stund.
Umiddelbart er der ikke klare tegn på, at stærke udfordrere melder sig på banen, eller at interne magtkampe vil bryde ud. En fløjkrig kunne i sig selv skabe voldsomt kaos, og det ville også så splid blandt demokratiske kernevælgere, hvis en sort kvinde pludselig blev kørt ud på et sidespor.
Sorte kvinder er nogle af Det Demokratiske Partis mest trofaste vælgere. Det var sorte vælgere i delstaten South Carolina, der sikrede Joe Biden primærvalgsejren i 2020, og det var sorte kvinder som stemmerettighedsaktivisten Stacey Abrams, der fik afroamerikanske vælgere til at troppe op ved stemmeurnerne senere samme år og fik den afgørende delstat Georgia til at vælge en demokratisk præsidentkandidat for første gang siden 1992 og dermed sikre Biden præsidentposten.
Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, Californiens guvernør Gavin Newsom og transportminister Pete Buttigieg har længe været storfavoritter til kandidaturet, hvis Joe Biden skulle trække sig. Men de gav i går deres fulde støtte til vicepræsidenten.
»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe Kamala Harris med at blive valgt som USAs 47. præsident,« skrev Shapiro på det sociale medie X, mens Newsom roste Harris for at være både frygtløs og vedholdende:
»Med vores demokrati og vores fremtid på spil er ingen bedre til at føre sagen mod Donald Trumps mørke vision og til at guide vores land i en sundere retning end USAs vicepræsident.«
Forleden udtalte senator i Massachusetts og tidligere præsidentkandidat Elizabeth Warren til tv-stationen MSNBC, at Kamala Harris indgød hende håb, og både Clinton-parret og det indflydelsesrige kongresmedlem Jim Clyburn fra South Carolina gav hurtigt deres støtte til Harris efter udmeldingen. Omkring 70 procent af de demokratiske vælgere samt uafhængige, der hælder mod at stemme demokratisk, vil være tilfredse med Kamala Harris som præsidentkandidat, viser målinger foretaget af The Washington Post, ABC News og Ipsos.
Fuld plade er der dog ikke. Hun mangler stadig støtte fra fire tunge og afgørende stemmer i partiet, nemlig tidligere præsident Barack Obama, Senatets flertalsleder, Chuck Schumer, mindretalsleder i Huset Hakeem Jeffries og den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.
– Hvordan er proceduren for nomineringen af en kandidat?
Den nye kandidat bliver først nomineret ved en afstemning. Det Demokratiske Parti har tidligere indikeret, at afstemningen ville blive afviklet virtuelt i den første uge af august, forud for partikonventet.
Den kandidat, der får flest stemmer, vinder nomineringen. Hvis ingen kandidat har et flertal bag sig, bliver den nye kandidat officielt nomineret ved Demokraternes konvent i Chicago, som begynder 19. august. Demokraterne har ikke haft et åbent konvent siden 1968, men Nancy Pelosi har de seneste dage sagt, at hun foretrækker en åben nomineringsproces frem for en kroning af Kamala Harris. Hun forestiller sig en form for miniprimærvalg, der skal styres af tidligere præsidenter som Obama og Clinton. Mange i partiet frygter, at en åben nominering vil føre Demokraterne ud i et blodbad, der vil fjerne fokus fra kampen mod Donald Trump. Men Pelosi ser snarere processen som en mulighed for at teste Kamala Harris og finde den stærkeste modkandidat til Donald Trump.
– Hvilke andre kandidater er i spil?
En af favoritterne er Michigans guvernør, Gretchen Whitmer. Hun repræsenterer en af de mest afgørende svingstater for Demokraterne, og så er hun uhyre populær. Hun har vundet sine valg stort, og kan appellerer bredt til vælgerne, ikke mindst kvinderne, i de tre rustbæltestater, der er allermest afgørende for Demokraterne, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.
Og så har hun allerede en national profil, blandt andet fordi militante højrefløjsmilitser planlagde at kidnappe og dræbe hende i forbindelse med coronanedlukningerne i 2020. Men først og fremmest fordi hun har ført en succesfuld kamp for fri abort i delstaten og formået at blokere Republikanernes forsøg på at indføre strenge abortrestriktioner.
I kølvandet på den kontroversielle Dobbs-beslutning, hvor den amerikanske højesteret i 2022 annullerede den føderale ret til fri abort og overlod spørgsmålet til delstaterne, fik hun sat temaet på stemmesedlen ved midtvejsvalget og indskrevet retten til fri abort i Michigans forfatning. Hun vil altså stå stærkt på et af de emner, der er allervigtigst for Demokraterne i valgkampen.
Andre kandidater, der bliver nævnt til posten, er Illinois’ guvernør, J.B. Pritzker, tidligere præsidentkandidater som Cory Booker og Amy Klobuchar samt Joe Manchin.
Sidstnævnte er senator fra den konservative delstat West Virginia, og før han brød med partiet og blev uafhængig, var han kendt som tungen på vægtskålen i Det Demokratiske Parti og en af de allermest magtfulde mænd i Washington. Nærmest ene mand fik han igen og igen obstrueret Demokraternes lovforslag, som han mente var for venstreorienterede. Nu overvejer han igen at registrere sig som demokrat for at udfordre Kamala Harris.
– Hvem vil Harris nominere som sin vicepræsidentkandidat?
Det centrale spørgsmål for Harris netop nu er, hvem hun skal vælge at stille op sammen med.
Her står guvernørerne øverst på listen. En af favoritterne er Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, der kan hjælpe med at vinde de afgørende delstater i Rustbæltet. Han slog MAGA-republikaneren Doug Mastriano ved midtvejsvalget i 2022 og er kendt for at »get shit done« i sin hjemstat.
Da en bro sidste år kollapsede i Philadelphia, fik han lynhurtigt rejst den igen. En politisk sejr, der signalerede handlekraft i forhold til at genopbygge et nedslidt USA. Meningsmålinger viser desuden, at Kamala Harris og Josh Shapiro sammen kan slå Trump i Michigan og Pennsylvania.
Michigans Gretchen Whitmer ville være et historisk bud, da det ville være første gang i nationens historie, at to kvinder stillede op, den ene endda – Kamala Harris – af indisk oprindelse.
De ville stå i skærende kontrast til Donald Trump og J.D. Vance og det nyligt overståede republikanske konvent, der er blevet beskrevet som en testosteronfest med wrestler-ikonet Hulk Hogan og mixed martial arts-mogulen Dana White. Andre bud er Illinois’ guvernør J.B. Pritzker, Mark Kelly, senator i svingstaten Arizona, North Carolinas Roy Cooper og Andy Beshear, der er blevet genvalgt som guvernør i Kentucky, en konservativ stat.
– Hvordan reagerer Trump og Republikanerne?
Bidens beslutning betyder ikke, at han nu får lov at være i fred.
Donald Trump udtalte i går til CNN, at Joe Biden vil gå over i historien som den værste præsident, USA nogensinde har haft. Og på sit eget sociale medie, Truth Social, skriver Trump, at Joe Biden ikke er i stand til at lede nationen.
I det hele taget sætter Republikanerne nu spørgsmålstegn ved, om Biden er i stand til at fortsætte som præsident og lede landet de næste seks måneder.
Trumps nyudnævnte vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, spørger på X, hvordan Joe Biden kan forsvare at forblive præsident, hvis han afslutter sin genvalgskampagne. Han ser det som en »klar indrømmelse« af, at Biden ikke mentalt er i stand varetage opgaven som USAs øverstkommanderende.
Formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, presser på for, at Joe Biden skal trække sig fra præsidentposten øjeblikkeligt. »Hvis Joe Biden ikke er i stand til at stille op som præsident, er han heller ikke i stand til at udfylde rollen som præsident,« udtalte han i går.
Steve Scalise, Republikanernes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, fremstiller ligefrem Joe Bidens beslutning som et mytteri fra Demokraternes side og et direkte angreb på den demokratiske proces:
»Efter at have belært andre om demokrati har de netop tvunget Joe Biden ud og smidt 14 millioner af deres egne vælgeres primærvalg i skraldespanden.« Biden har afvist, at protesterne fra Republikanerne i Kongressen får ham til at gå af som præsident. Han afslutter sin valgperiode om seks måneder, lyder det i en udtalelse fra Det Hvide Hus.
– Hvad betyder Bidens beslutning for Trumps kampagne?
Det er Trump-kampagnens værste mareridt. De har tilrettelagt deres kampagnestrategi efter, at modstanderen skulle være »Sleepy Joe«, oldingen, der falder op ad trapperne på Air Force One og farer vild i sine egne sætninger.
Trumps ledende kampagnemedarbejdere, Susie Wiles og Chris LaCivita, har kaldt Joe Biden »en gave« og omtalt det amerikanske præsidentvalg i 2024 som et »ekstraordinært visuelt« valg mellem styrke og svaghed. En kontrast, der blot er blevet tegnet endnu skarpere op med skudattentatet mod Donald Trump, der trodsede kuglen, rejste sig som en blodig fighter og knyttede næven, mens Joe Biden blev slået ud af corona.
Også de republikanske kandidater, der kæmper om sæder i Senatet, har de seneste måneder lagt deres strategi an på Joe Biden. Eksempelvis har republikaneren Sam Brown, der stiller op mod demokraten Jacky Rosen ved senatsvalget i Nevada angrebet hende for at støtte Joe Biden og kaldt hende Jacky Biden.
At Demokraterne skifter kandidat, ødelægger umiddelbart Republikanernes strategi, og den seneste tid har Trump-kampagnen ligefrem mildnet sit angreb på Joe Biden og trukket sine attack ads, de mest negative reklamer mod ham, tilbage. Sandsynligvis for at holde ham i live politisk.
Nu forbereder kampagnen sig i stedet på at angribe Kamala Harris og sætte lighedstegn mellem Biden og Harris.
»Kamala Harris er lige så meget en joke som Biden,« skrev kampagnecheferne Susie Wiles og Chris LaCivita kort efter udmeldingen.
»Harris vil være endnu værre for befolkningen i vores land end Joe Biden. Harris har hele tiden været Crooked Joes øverste håndlanger. De hænger på hinandens cv, og der er ingen afstand mellem de to.«
– Kan Kamala Harris slå Donald Trump?
Flere meningsmålinger peger på, at Harris er blandt Demokraternes bedste bud på en kandidat, der kan slå Donald Trump i november.
Hvis man altså ser bort fra fantasien om Michelle Obama, der igen og igen har afvist at stille op.
Længe var partiets holdning til Kamala Harris ellers, at hun ville være en svag kandidat. Hun var upopulær i befolkningen, på et tidspunkt endda mere upopulær end Joe Biden, og hun blev stemplet som dårlig til at kommunikere. Ikke mindst fordi hun fjumrede gevaldigt i sit første store interview som vicepræsident, da hun skulle introduceres for amerikanerne på primetime tv. Hun har i det hele taget haft svært ved at udfylde rollen og fik overdraget håndteringen af immigrationen, som har været en tabersag for Demokraterne. Det er ikke for meget at sige, at hun har skuffet de høje forventninger til sit historiske kandidatur som den første sorte kvinde på posten.
Hun er stadig ikke populær, og Republikanerne kommer til at angribe hende hårdt på immigrationsspørgsmålet, som er afgørende i valgkampen.
Dog har den republikanske strateg og grundlægger af gruppen Voters Against Trump, Sarah Longwell, foretaget 14 omfattende fokusgruppeundersøgelser i de afgørende svingstater, og resultaterne viser, at vælgerne kan bringes til at ændre deres opfattelse af Harris.
Det vil kræve en pengemaskine og en velsmurt kampagne i ryggen. Og donationerne vælter ind i disse timer. Alene siden Harris annoncerede sit kandidatur i går, har kampagnen fået 320 millioner kroner fra græsrødderne. Den største fundraiserdag i valgkampen hidtil.
Styrken ved Harris er, at hendes kandidatur er historisk og kan skabe begejstring hos især unge vælgere, kvinder og de minoriteter, som Demokraterne ellers risikerer at tabe til både sofaen og Donald Trump. Men det kan også tænkes at ændre indstillingen hos de såkaldte »double haters«, der hverken kan fordrage Biden eller Trump og nægter at stemme på nogen af dem. En ny kandidat kan vinde dem over.
Harris brænder igennem på abortspørgsmålet, der har været hendes fokusområde det seneste års tid.
Og selvom hun i 2020, efter drabet på George Floyd og de store Black Lives Matter-protester, måtte nedtone sin fortid som anklager, distriktsadvokat og justitsminister i Californien, ser mange i partiet det nu som en styrke at have en sort, kvindelig lov- og ordenskandidat.
Både fordi Republikanerne forsøger at tegne et skræmmebillede af kriminaliteten i demokratiske byer, og fordi hendes fortid som anklager kan bruges til at minde vælgerne om, at Republikanernes præsidentkandidat er det modsatte. En dømt kriminel, der mest har stået stærkt, fordi Biden var så svag en kandidat.
I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Mark Kelly er guvernør i staten Arizona. Han er dog senator i Arizona. Weekendavisen beklager fejlen.
Del: