Satellit. Nu er det ikke længere kun Ungarn, der udfordrer EUs værdigrundlag.
Værdikamp fra øst
Europa-Kommissionen vil sagsøge Viktor Orbáns ungarske regering på grund af en ny såkaldt »suverænitetslov«, som Kommissionen mener udgør et brud på EU-borgeres grundlæggende rettigheder. Ungarn vedtog i februar en lov, som giver mulighed for at idømme bøder eller fængselsstraf til medlemmer af ungarske organisationer, der menes at udgøre en trussel mod landets nationale suverænitet eller bruger udenlandske pengemidler til at søge at opnå »indflydelse på politiske processer«. Kommissionen finder, at loven er et brud på EUs regler om privatlivets fred, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Nu skal EU-Domstolen i Strasbourg afgøre sagen. I forvejen kører en sag om det ungarske forbud mod såkaldt lgbt+-propaganda ved domstolen.
Det ser ud til, at såvel Kommissionen som EU-Domstolen kan få nok at bestille i den kommende tid, for det er ikke længere kun Ungarn, der indfører regler, som synes at stride mod EUs værdigrundlag. I august vedtog Bulgarien en lov, fremsat af det prorussiske parti Genfødsel, som forbyder al undervisning om »ikketraditionel seksuel orientering« i skolerne. Slovakiets højreregering har netop fremsat et lignende lovforslag. Og EU-kandidatlandet Georgien har netop vedtaget en lov, der ikke blot forbyder »propaganda for homoseksuelle forhold og incest« i skolerne og på tv, men som også indeholder forbud mod kønsskifte og afskaffer homoseksuelle pars mulighed for at adoptere et barn. ony

Del:



