Der er kold diplomatisk luft mellem Washington og Paris, og det franske udenrigsministerium har taget det usædvanlige skridt at formene den amerikanske ambassadør i Paris »adgang til at kommunikere direkte med medlemmer af regeringen«, uden skelen til at ambassadøren er far til Trumps svigersøn. Et heftigt skridt, al den stund det netop er jobbeskrivelsen for en ambassadør.

Årsagen? Kushner ville ikke mødes med Frankrigs udenrigsminister og give en forklaring på, hvorfor USAs udenrigsministerium har kaldt venstreradikale aktivisters overfald på den højreekstreme Quentin Deranque, der blev tævet ihjel i Lyon, for »en trussel mod den offentlige sikkerhed«.

Den amerikanske ambassadør i Frankrig Charles Kushner skød året i gang med en fejring af 250-året for åbningen af USAs ambassade i Paris. Foto: Julie De Rosa, Scanpix
Den amerikanske ambassadør i Frankrig Charles Kushner skød året i gang med en fejring af 250-året for åbningen af USAs ambassade i Paris. Foto: Julie De Rosa, Scanpix

Det yderste venstres vold sættes i perspektiv af politolog Xavier Crettiez fra tænketanken Fondation Jean Jaurès, der siger, at »den yderste højrefløj tegner sig for 48 af de seneste fire årtiers 53 politiske drab, mens den yderste venstrefløj står bag fem«.

Det er ikke første gang, at Kushner afviser at forklare sig: I fjor blev han også væk fra en officiel anmodning om fremmøde fra det franske udenrigsministerium Quai d'Orsay, som var fortørnet over, at han i The Wall Street Journal havde skrevet, at præsident Macron »ikke gjorde nok for at bekæmpe antisemitisme«. As-Mu