Donald Trump har truet med at bombe Oman, hvis golfstaten »står i vejen« for USAs forsøg på at kontrollere skibstrafikken gennem Hormuz. 

Truslen, anden gang på blot tre måneder, er opsigtsvækkende. Oman, som har været en vigtig mægler mellem USA og Iran i mere end et årti, har haft diplomatiske forbindelser med Washington siden 1833. Desuden har Oman givet amerikanske styrker adgang til militære faciliteter siden 1980.

Donald Trump har truet med at bombe Oman, fordi Oman forhandler med Iran om Hormuzstrædet. Foto: Al Drago, Scanpix

Trumps vrede retter sig mod de forhandlinger, der pågår mellem Oman og Iran om strædet. En mulig aftale mellem landene kan give Iran en rolle i kontrollen med skibe, der sejler ind i Golfen, mens Oman skal føre tilsyn med en udgående rute. Washington frygter, at Iran kan omsætte sin lukning af strædet til permanent indflydelse.

Truslen har vakt bekymring i Kongressen. Den demokratiske senator Tim Kaine kritiserer Trump for at true et land, som USA har stærke diplomatiske forbindelser til.

»Truslen om at bruge endnu flere af vores svindende våbenlagre på Oman får reelle modstandere som Kina og Rusland til at gnide sig i hænderne,« siger Kaine.

Marc Sievers, tidligere amerikansk ambassadør i Oman, nedtoner dog risikoen.

»Jeg tror ikke, at nogen i CENTCOM overvejer at bombe Oman,« siger Sievers, og vurderer, at Trump nok primært vil understrege en pointe. wasa