Hvis præsident Donald Trump på fredag underskriver en aftale med Iran, vil han uden tvivl fremstille den som verdenshistorie. Han vil tale om styrke, sejr og et forandret Mellemøsten. Men bag superlativerne og den velkendte Trump-koreografi gemmer der sig en langt mindre triumferende virkelighed.

I praksis accepterer han blot det, der stod klart allerede i krigens første uger: at et regimeskifte i Teheran og en fuld genåbning af Hormuzstrædet kun kunne gennemtvinges gennem en amerikansk-israelsk eskalation af historiske dimensioner – en storkrig, som hverken Washington eller Jerusalem reelt havde den militære kapacitet, den politiske vilje eller den strategiske appetit til at føre.