I november 1989 stod jeg foran en faldende Berlinmur. Omkring mig var der glade øst- og vesttyskere, der jublende omfavnede hinanden. Der var nærmest bibelske glædesscener, da betonmuren først blev revet ned ved Potsdamer Platz, og jublen gentog sig det efterår i andre central- og østeuropæiske hovedstæder, der havde været indespærret bag Ruslands og kommunismens jerntæppe.

Dengang oplevede vi det sønderrevne Europas begyndende heling. Vi forestillede os en genopblomstring af et suverænt Europa, som skulle gå hånd i hånd med en liberal verdensorden. Men sådan gik det ikke. Drømmen fra Berlin døde.