Tæppet går ned 

Tæppet er gået ned – i mere end én forstand – for den årlige forsamling i Kinas gummistempelparlament. For første gang i 30 år er det ugelange møde ikke blevet sluttet af med en pressekonference, hvor premierministeren er stillet op til spørgsmål fra både kinesiske og udenlandske journalister. Det er slet ikke nødvendigt, for der er information nok i omløb i forvejen, lyder den officielle, utroværdige forklaring.

Det var ellers en af de mere ukoreograferede begivenheder i Kinas politiske kalender og en af de eneste lejligheder, hvor den internationale presse havde direkte adgang til landets politiske elite. Flabede vestlige korrespondenter fik mikrofonen og kunne rette fokus mod emner, som ikke behagede kommunistpartiets top, mens det blev transmitteret direkte ud i alle kinesiske hjem.

At svarene fra premierministeren ofte var lange og kedelige og forudsigelige og ikke sjældent handlede om noget helt andet, end hvad der var blevet spurgt om, var så en anden sag. Men signalet var ikke til at tage fejl af. Kina ønskede at fremstå som mere åbent og ivrigt efter at kommunikere med sin omverden.

Det var et Kina, der var parat til at stå frem og kæmpe for sine synspunkter med åben pande. Et Kina med selvtilliden i behold. At det store årlige møde med verdenspressen nu tilsyneladende er droppet permanent, vidner om det modsatte: et mere frygtsomt Kina, der lukker sig om sig selv.

harms