Donald Trump lod til at bekymre sig for sit lands økonomi, da han kastede sig over direktøren for USAs nationalbank i den forgangne uge. Fordi præsidentens toldsatser har kastet grus i den amerikanske vækstmotor, skulle Jerome Powell skynde sig at sænke renten, mente han.

Talsmænd fra Trump-regeringen har klaget over politisk indblanding, fordi renten blev sænket i slutningen af Joe Bidens embedsperiode.

Men Powell har hele tiden sagt, at centralbanken først vil træffe sin beslutning om renten efter et møde i maj, som det er normal praksis, og det fik Trump til at kræve hans afskedigelse. Den kunne »ikke komme hurtigt nok!«, skrev han på sociale medier og supplerede med at kalde den højt respekterede direktør gennem syv år for en »kæmpe taber«.

Men nu lader Trump til at have skiftet mening. Tirsdag sagde han i hvert fald til journalister i Det Hvide Hus, at han »ikke har nogen intentioner om at fyre« direktøren. Kursændringen lader igen til at være drevet af en bekymring for økonomien. Som flere af Trumps rådgivere har advaret om, risikerer Powells afgang nemlig at sende aktiekurserne endnu længere nedad. 

USAs centralbankdirektør Jerome Powell skal ikke fyres alligevel. Foto: Tom Brenner, Scanpix.
USAs centralbankdirektør Jerome Powell skal ikke fyres alligevel. Foto: Tom Brenner, Scanpix.