Satellit. Efter sammenbrud i forhandlinger i Genève er spørgsmålet, hvad kloden nu skal gøre for at undgå at blive begravet i plastic. Nogle foreslår at gå uden om FN.
Plasticfiasko
Hvad nu? Sådan lyder spørgsmålet, efter at 2.600 repræsentanter for regeringer og ngo’er fra 183 forskellige lande smed håndklædet i ringen sent i sidste uge i Genève og måtte erkende, at de ikke havde været i stand til at finde frem til en bindende international aftale i FN-regi om plastic.
Udfordringen er stor og akut. Den globale produktion af plastic er steget fra godt to millioner ton i 1950 til i dag 475 millioner ton, og i nedbrudt form – som mikroplast eller nanoplast – er det blevet konstateret både i den menneskelige hjerne og i brystmælk.
Forhandlingerne har stået på med mellemrum i de seneste tre år, og de vil sandsynligvis blive genoptaget inden for en overskuelig fremtid.
Den primære skillelinje er mellem lande, der ønsker at begrænse produktionen af plastic, og en gruppe olieproducerende stater, som er afhængige af netop denne produktion og derfor hellere vil prioritere genanvendelse. Sagen er bare, at potentialet for genanvendelse nok er begrænset. I øjeblikket bliver, trods en årelang indsats, kun ni procent af al plastic genanvendt.
Nogle deltagere har efter sammenbruddet i Genève erklæret dalende tillid til, at FN kan løse problemet, fordi de olieproducerende lande også fremover vil være i stand til at stikke en kæp i hjulet på forhandlingerne.
De foreslår derfor, at lande, som ønsker hurtigere fremskridt, mødes særskilt uden for FN og går sammen om en mere ambitiøs traktat. Det ville i givet fald være i stil med Ottawa-traktaten om landminer, som også blev til uden for FN-systemet, fordi FN var for trægt.
harms
Del:
