Satellit. Fjerde kabel revet over på fire måneder.
Ny mulig kabelsabotage
De svenske myndigheder har tilbageholdt et maltesisk indregistreret, men bulgarsk ejet fragtskib, Vezhen, efter et nyt tilfælde af mulig kabelsabotage i Østersøen. Det sker, efter at et undersøisk kommunikationskabel mellem Letland og Sverige søndag morgen blev meldt »alvorligt beskadiget«, på grund af hvad svenske myndigheder formoder er »grov sabotage« forårsaget af skibets anker. Kablet, der tilhører Letlands statslige tv og radio, fungerer dog fortsat, melder de lettiske myndigheder.
Ejeren af Vezhen, det bulgarske rederi Navigation Maritime Bulgare, meddelte mandag, at de var i kontakt med kaptajnen, der har oplyst, at skibets anker havde revet sig løs på grund af meget hårdt vejr i Østersøen natten til søndag. De svenske myndigheder bordede skibet senere søndag og eskorterede det til havnen i Karlskrona, hvor det afventer resultatet af den svenske efterforskning.
Det var det fjerde tilfælde af formodet sabotage mod kommunikationskabler og gasledninger i Østersøen inden for lige så mange måneder. NATO iværksatte for to uger siden en patruljerings- og overvågningsmission på Østersøen for netop at hindre den form for sabotage.
ony

Del: