LONDON – Vreden over en teenagers angreb på en danseskole for små piger førte sidste sommer til voldsomme optøjer i Storbritannien, efter at det fejlagtigt blev rapporteret på de sociale medier, at gerningsmanden var muslimsk. I virkeligheden var Axel Rudakubana dog født i Wales af kristne forældre fra Rwanda. Ikke desto mindre er der nu opstået fornyet vrede over, at den i dag 18-årige morder »kun« er blevet idømt minimum 52 års fængsel for det tredobbelte mord samt drabsforsøg på yderligere otte børn og to voksne. Ifølge kritikerne bør Rudakubana idømmes en såkaldt »fuld livstidsdom«, så han aldrig nogensinde vil kunne løslades. Premierminister Keir Starmer har afvist at ændre loven, fordi det vil være i modstrid med folkeretten at idømme et barn en »fuld livstidsdom«. I stedet overvejer han at ændre definitionen af en terrorist for at undgå, at »ensomme, utilpassede, unge mænd«, der er fascineret af ekstrem vold, men ikke drevet af én bestemt ideologi, falder igennem systemet. Det er nemlig kommet frem, at Rudakubana hele tre gange blev henvist til antiekstremismeprogrammet Prevent. Hver gang lod man ham gå, fordi han ikke passede ind i definitionen på en potentiel terrorist.

Under retssagen kom det frem, at politiet havde fundet en al-Qaeda-manual hjemme hos Rudakubana, men man kunne stadig ikke bevise, at han var motiveret af terrorgruppens ideologi.