Nervekrig

Fra Putin i Kreml lyder det, at man er parat til at tale med Trump om en fredsløsning for Ukraine. I klarsprog: Trump kan bare ringe.

Fra Trump i Det Hvide Hus i Washington lyder det, at forhandlingerne allerede er i gang, og at han og Putin også snart vil tale sammen. I klarsprog: Putin kan bare ringe.

Det kan man roligt tage som et udtryk for en psykologisk krig, hvor ingen af dem ønsker at fremstå som den svage part, der har brug for at bede den anden om hjælp.

I stedet føler de hinanden på tænderne i offentligheden.

Trump har på det seneste ved flere lejligheder udtalt sig på en måde, der skal gøre det klart for Putin, at det vil blive værst for ham selv, hvis han ikke forhandler.

Disse udtalelser følges med lige så stor interesse og opmærksomhed fra vestlig som fra russisk side. Ingen føler sig sikre på, hvor store indrømmelser Trump er villig til at give for at opnå den fred, som ingen til gengæld tvivler på, at han vitterlig ønsker. 

Hans udnævnelser giver ikke noget entydigt svar: Udenrigsminister Marco Rubio, national sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og den Ukraine-befuldmægtigede Keith Kellogg er ikke mænd, man kan mistænke for at have et blødt punkt for Putin. Anderledes forholder det sig med Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., vicepræsident J.D. Vance, chef for efterretningstjenesterne Tulsi Gabbard (hvis Kongressen godkender hende) samt folk som Steve Bannon og Tucker Carlson, som Trump måske – måske ikke – også lytter til.

Til umiddelbar lettelse for alle, der ønsker Ukraine bevaret som en levedygtig stat, lyder det indtil videre på Trump, som om Putin skal presses til den fred, Trump forestiller sig.

Og som den købmand, Trump er, er det økonomiske instrumenter, han vil hive op af værktøjskassen: Der kan indføres højere toldafgifter og sanktioner mod Rusland og dets allierede i krigen, og markedet kan oversvømmes med billig olie og gas i forsøget på at få russisk økonomi til at kollapse. Og som en åbenlys ydmygelse af Putin henvender Trump sig direkte til OPEC og Saudi-Arabien med opfordringer til at øge produktionen og sætte prisen ned, så krigen kan stoppe, og til Kina med opfordring om at tage ansvar og sætte Putin stolen for døren. Keith Kellogg har desuden foreslået, at amerikanerne øger den militære støtte til Ukraine ved hjælp af de indefrosne russiske aktiver på 300 milliarder dollar i Vesten, hvoraf de fleste befinder sig i Europa. Indtil videre er man i EU kun enedes om at bruge renterne.

Samtidig er det værd at bemærke, at de amerikanske våbenleverancer til Ukraine er fortsat, selv da Trump beordrede al amerikansk bistand til udlandet indstillet i 90 dage, mens det blev overvejet, hvilke hjælpeprogrammer der er i USAs nationale interesse.

PUTIN HAR foreløbig reageret venligt på Trumps advarsler ved at forsikre, at Rusland aldrig ville have invaderet, hvis Trump var blevet præsident og ikke var blevet snydt for sin valgsejr. Samtidig har Putin og Xi dog demonstrativt afholdt en videokonference, hvor de erklærer, at deres venskab er ubrydeligt og tættere end nogensinde.

Det er blevet meget tydeligt, at Putin ikke mener, at USA kan tilbyde ham noget ved et forhandlingsbord, som hans tropper ikke selv kan udvirke på slagmarken.

At Ukraine ikke kommer ind i NATO? Det kan han i forvejen roligt gå ud fra; hverken USA eller Tyskland er klar til stemme for det, som sagerne står nu.

Hvad så med en afvæbning af Ukraine og en garanti indskrevet i forfatningen om, at Ukraine forbliver en neutral stat? Anerkendelse af, at Krim og de fire øvrige annekterede regioner er russiske?

Ja, det vil Putin gerne have.

Men det kan Trump ikke give. For hverken Ukraine eller de øvrige NATO-lande går nogensinde med til det, for så har hele Ukraines kamp været fuldkommen forgæves. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før Ukraine bliver en russisk vasalstat, og samtlige amerikanske allierede vil miste tilliden fuldstændig til USA.

Der er nok dem, der vil mene, at Trump er ligeglad. Både med sine allierede og med Ukraine.

Men selv de må medgive, at der næppe er noget, Trump hader mere på denne jord end at ligne en taber. Han kan ikke tillade, at Ukraine bliver hans Afghanistan. Og just dét er formentlig også grunden til, at mange ukrainere nærer visse forhåbninger til Trumps præsidentskab: De har forstået, at Putin aldrig vil tillade, at Trump kommer til at ligne en vinder. Ikke når krigen i Rusland er iscenesat som et mægtigt opgør med det amerikanske hegemoni. 

Hvis Trump skal ligne en vinder, bliver Putin nødt til at tabe.