Vladimir Putin har forskellige kommunikationsværktøjer til forskellige situationer.

Når han har brug for, at den russiske befolkning lytter til ham, holder han oftest en tv-transmitteret tale. Anderledes fungerer det, når han gerne vil aflevere et budskab til de internationale aktører, uden at russerne lægger for meget i det. I så fald foretrækker den russiske præsident at tilkalde sin mest trofaste hofkorrespondent, Pavel Zarubin.