Satellit. I sidste uge var det PKK, der forsonede sig med Erdogan. Nu er det de kurdiske styrker i Syrien, som forsoner sig med det nye Erdogan-støttede regime sammesteds.
Kurdiske styrker overgiver nøglerne til Damaskus
I en opsigtsvækkende vending har Syriens kurdiske styrker (SDF), der hidtil har været støttet af USA, besluttet at integrere deres militære og civile institutioner i den nye syriske stat.
Med aftalen overdrager kurderne kontrol over grænseposter, olie- og gasfelter samt den vigtige lufthavn i det nordøstlige Syrien til Damaskus.
Til gengæld anerkender styret i Damaskus det kurdiske mindretal som en »integreret del af den syriske stat« og garanterer »alle syrernes ret til repræsentation og politisk deltagelse«. Inklusive kurdere, forstås.
Ifølge den kurdiske Mazloum Abdi er der nu »en reel mulighed for at opbygge et nyt Syrien«.

Aftalen styrker præsident Ahmed al-Sharaa i bestræbelserne på at genforene det splittede land efter Bashar al-Assads fald i december.
Aftalen kommer kun få dage efter, at et alawitisk oprør ved Middelhavskysten blev brutalt nedkæmpet – en påmindelse om den nye stats skrøbelighed.
Sidst, men ikke mindst, afspejler aftalen også større strategiske forskydninger i regionen. Den falder blot en uge efter, at Tyrkiet har indledt en fredsproces med PKK, der synes at markere begyndelsen på en ny æra. Samlet set bekræfter alle disse udviklinger tesen om, at USA er ved at trække sig ud af Syrien og overlade regionen til Tyrkiets voksende indflydelse.
wasa
Del: