Satellit. Ifølge Kreml går der en lige linje fra de amerikanske sanktioner mod Rusland til den kugle, som var centimeter fra at dræbe Donald Trump.
Kritik fra Kreml
Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har aldrig været bange for at fortolke alverdens begivenheder på en lidt alternativ måde. Søndag gjorde han det igen, da han over for russiske medier kommenterede attentatforsøget mod Donald Trump. Ifølge Peskov går der nemlig en lige linje fra de sanktioner, som USA og Vesten har indført mod Rusland, til den kugle, som ramte Trump i øret på vej forbi hans hoved.
»Den nuværende (amerikanske, red.) præsidentadministration har en sådan arbejdsstil, at den foretrækker at løse alle spørgsmål fra en styrkeposition, især i udenrigspolitiske anliggender,« sagde Peskov.
»Det drejer sig om såvel økonomisk pres og disse sanktioner, som præsidentadministrationen er blevet så glad for, som politisk pres og direkte anvendelse af magt og militærmagt. Og nu er denne vold så faktisk blevet overført ind i landet (USA, red.).«
Peskov understregede, at han trods alt ikke mente, at Biden-administrationen stod direkte bag attentatforsøget:

»Men den stemning, som denne administration har skabt undervejs i den politiske kamp, altså stemningen omkring kandidaten Trump; netop den stemning har fremprovokeret det, som Amerika er stødt ind i,« lød det fra præsidenttalsmanden i et land, hvor de fleste oppositionsledere enten er blevet dræbt, fængslet eller presset til at leve i eksil. ankaz
Del: